Ninja Gaiden: Ragebound

Først en indrømmelse. Min primære nysgerrighed i forhold til Ninja Gaiden: Ragebound er ikke et resultat af kærlighed til den klassiske spilserie. Ikke at jeg har noget imod Ninja Gaiden, men decideret fan vil jeg bestemt heller ikke kalde mig. Når spillet alligevel straks fangede min opmærksomhed, skyldes det i stedet The Game Kitchen, som med Blasphemous 2 stod bag en af senere års bedste Metroidvanias. På den ene side er spanierne med deres sans for smuk pixelart og forkærlighed for benhårdt og blodigt gameplay oplagte til at bringe 2D Ninja Gaiden tilbage og ind i 20'erne. På den anden side har de primært arbejdet med en lidt mere spraglet og vildtvoksende struktur end Ninja Gaidens lineære baner. Så ja, jeg har været spændt på at se, hvordan de ville gå til opgaven.

Svaret på det spørgsmål må siges at være: Ganske klassisk. Ninja Gaiden: Ragebound er et throwback til den oprindelige serie NES-serie - faktisk i sådan en grad, at handlingen udspiller sig parallelt med Ryu Hayabusas missioner. I Ryu-protegeen Kenji Mozus lydløse sko får du til opgaven først at forsvare Hayabusa-landsbyen fra en dæmoninvasion, som viser sig at trække tråde helt ind til CIA og den Yakuza-lignende Black Spider klan. Medrivende vil jeg ikke kalde fortællingen, men ingen spiller Ninja Gaiden for historien, og den gør, hvad den skal: Etablerer en ramme og giver dig motivation for at hugge dæmoner, fjendtlige klaner og tungt bevæbnede soldater over i to.

Der er heldigvis en lille krølle på halen. Tidligt i spillet bliver Kenji tvunget til at fusionere med Kumori, som ellers er fint i gang med at gøre karriere i Black Spider klanen, hvilket i praksis betyder, at han får adgang til tre nye angreb, der supplerer hans katana. Hvor Kenji på ærefuld vis angriber med øjenkontakt helt tæt på, er den moralsk mere fleksible Kumori specialist i listige angreb fra distancen. Det giver et ganske udmærket moveset, som er overskueligt uden at give afkald på taktiske muligheder. Katanaen agerer primært våben, mens Kumoris angreb kræver energi at benytte og derfor skal bruges mere sparsomt.

Det giver en god rytme, som bakkes op af den præcise styring. Du er altid i fuld kontrol, og den så vigtige følelse af, at døden kun skyldes dine egne fejl til stede fra start til slut. Faktisk kan det ikke siges tydeligt nok, at det føles decideret glimrende at spille Ragebound. Jeg kom gentagne gange ind i en flow state, hvor hurtige rul, præcise hop og dødbringende angreb gjorde kort proces med det udmærkede udvalg af fjender.

Alligevel kedede jeg mig ofte. Det kan lyde mærkeligt, men på trods af sit glimrende game feel lider Ninja Gaiden: Ragebound ofte under level design, der mangler variation, finesse og er visuelt engagerende. Ja, det føles godt at rulle forbi en pansret fjendes angreb, sende en giftpil i maven på hans svagere makker og dermed åbne for et ublokbart angreb, som kan ekspedere panserbassen effektivt af vejen. Og ja, det føles skønt at dobbelthoppe på flyvende fjender for at nå fjerne platforme. Det er en god grundopskrift, men garnituren mangler. Oftest stiller The Game Kitchen sig tilfredse med at levere baner af den slags, der hurtigt blandes sammen i hukommelsen. Det bliver særlig tydeligt hen mod slutningen, hvor spanierne leverer en fremragende bane, der tager dig fra et fragttog til shinkansen og tilbage igen. Her er der højpotent action, spændende omgivelser og skift i leveldesignet, som holder en på tæerne. Det leverer Ragebound også andre steder, men med tanke på, hvor opfindsomt leveldesignet er i Blasphemous 2, er det skuffende, at de sekvenser der stikker ud, hører til sjældenhederne.

Skuffende er det også, at spillets omgivelser er så generiske. Bevares, det er ganske pæn pixelart, men du skal lede langt efter den perlerække af mindeværdig arkitektur, der definerer Blasphemous-spillene. Et par flotte templer kan det blive til, men det føles som om spanierne ikke helt kan finde sig til rette, når det ikke er katolicismen, men Fjernøsten, de skal trække på.

Til gengæld skuffer bosserne ikke. Ninja Gaiden: Ragebound disker op med et utal af uhyrligheder, der naturligvis fungerer som udråbstegn på de enkelte baner. De står for spillets største udfordringer, men ingen af dem føles umulige - måske fordi de i højere grad er spurter frem for maratoner. Det er også mod bosserne, at spillets opgraderinger kommer til sin ret. Mellem banerne kan du købe evner til Kenji og Kumori, og særligt Kumoris barriere hjalp mig mod nogle af spillets sene bosser. Jeg ville dog ønske, at man kunne skifte ud i sine evner undervejs i en bane i stedet for at skulle helt ud af den, for det bliver i sagens natur lidt gætværk, og jeg gider altså ikke spille en af de, som nævnt, ofte lidt kedelige baner igennem igen bare for at gøre mit liv mod bossen lidt nemmere.

Efterhånden som du kæmper dig igennem horden af fodtudser og bosser, er det muligt, at du ikke føler den uoverkommelige modstand, Ninja Gaiden er kendt for. Faktisk klarede jeg mig med mine beskedne evner fint igennem uden at sidde fast på en boss mere end ca. 20 minutter. Mig passede det fint, men for de er jer, der er mere hardcore, byder spillet på otte special ops, der er remixede (og sværere) versioner af hovedkampagnens baner, og når spillet er gennemført, bliver hard mode åbnet.

Som nævnt i indledningen har jeg været spændt på at se, hvad The Game Kitchen kunne få ud af Ninja Gaiden. Desværre skuffer svaret lidt. Ragebound er bundsolidt og føles rigtig godt i hænderne, men det mangler glød, passion, X-factor, overraskelser. Jeg kunne blive ved. I en tid hvor vi skarpe 2D actionspil ikke ligefrem er en mangelvare, er Ninja Gaiden: Ragebound en solid gennemoplivning af en klassisk serie, som nok skal gøre den gamle kerne glade, men jeg ville starte et andet sted - Katana Zero for eksempel.