Ninja Gaiden 2

Jeg var for pokker endelig begyndt at forstå det! Den skyhøje sværhedsgrad, det snørklede banedesign, og fjenderne, der lignede noget fra en syvårigs malebog, var endelig begyndt at give mening. Nøglen var kontrollen, og så det sparsomme udbud af bevægelser, der til sammen gav en slags minimalistisk, men utrolig fokuseret tilgang til actiongenren. Jeg var endelig begyndt at forstå {Ninja Gaiden} i forberedelse til del to, og nu viser det sig næsten at være spildt.

Da {Ninja Gaiden 2}-logoet første gang toner frem på skærmen, er jeg sjældent spændt, ikke mindst fordi den forsmag og de løfter, jeg fik af Itagaki-san, da jeg besøgte studiet tidligere i år, ikke har forladt mine tanker siden. For en udvikler, der er kendt for ikke at ligge fingre imellem i sine udtalelser, virkede Itagaki-san denne dag mere velovervejet, balanceret og måske endda voksen, end tidligere.

Min første omgang med spillet varer knapt fire timer, fire timer med et konstant og absolut fokus på skærmen, kun hjulpet på vej af det stadig elegante og silkebløde kontrolsystem. For en tid er det som om jeg igen er tryllet tilbage til det første Ninja Gaiden, og problemløst flyver jeg igennem luften, mens jeg med korte og præcise hug fjerner lemmer fra de nærmeste modstandere.
Men så går det galt. Fjender dukker op ud af ingenting og gør kort proces af superninjaen, ved at skyde mig i smadder med kastestjerner med påklistrede sprængstoffer. Flyvende dæmoner indleder konstante angreb, og selvom jeg hurtigt kan pille dem ned med min flitsbue, dukker de op i et sådant hobetal, at jeg hele tiden må fokusere på dem, i stedet for de langt mere spændende kampe på jorden. Monsterdesignet bliver gradvist mere og mere skørt, og jeg begynder næsten at savne det underligt banale design fra det første spil.

Siden skiven med Ninja Gaiden 2 første gang blev smidt i konsollen, har jeg brugt i omegnen af tyve timer med det, og er kommet frem til, at den ligevægt Itagaki-san demonstrerede under interviewet, ikke nødvendigvis er at spore i del to. Ninja Gaiden 2 er mere velovervejet end før, og indbyder med sit genopladelige energisystem, flere spillere til at give sig i kast med serien, der førhen har skræmt med sin sværhedsgrad. At det meste af din energibar nu lades op, hver gang du står stille, er måske nok en idé tyvstjålet fra Halo, men det virker, og hvorfor så brokke sig?

Balanceret eller voksent, kan man dog ikke kalde Itagakis-sans nyeste udspil, og det er en forfærdelig skam. Den hårfine balance fra det første Ninja Gaiden, der kunne tvinge dygtige spillere i knæ, og mindre dygtige på plejehjem, er tæt på at være intakt i del to, men forpurres af et kaput kamera.

En ting er, at der vælges underlige kameravinkler, men når fjender, man troede dukkede op ud af den blå luft, pludselig viser sig bare at have gemt sig for kameraet, snakker vi om teknisk inkompetence. Kameraet viser sig efter de første timers spil, at blive din største og mest dødbringende fjende, og når nu Team Ninja havde de samme problemer i starten med Ninja Gaiden, kan det simpelthen ikke passe, at de endnu ikke har lært lektien.

Mere voksent kan man heller ikke kalde det, med mindre vi snakker som følge af de mange liter blod, der nærmest pr. automatik maler skærmen, hver gang man løfter sit våben. Karakterdesignet er blevet endnu mere banalt, på den måde, at fjender der før havde seks øjne, nu har otte og endnu flere arme og tænder. Her hjælper det heller ikke, at Ninja Gaiden 2, til forveksling ligner det første spil, med tilsat HD-opløsning, og stadig byder på en verden af mekaniske porcelænsdukker. Det er som om de mange værdier fra det første spil, ligger lige under overfladen og nærmest skriger på at blive lukket ud, og de steder, det sker, er absolut spillets bedste øjeblikke.

Kampsystemet er stadig noget af det mest sublime, elegant og laserskarpt. Det kræver en næsten urimelig dedikation at lære, men resultatet er, hvad der bedst kan beskrives som en ninja-simulator. Bomstille svæver du igennem luften, og stopper kun for at lave indhug i dine fjender, med en præcision, der minder om en kirurg i gang med en vanskelig operation. De eneste lyde er den metalliske klang af sværd der rammer sværd, sværd der skærer igennem kroppe, og knogler der knuses af knapt så skarpe våben.

Våbnene, som denne gang udvides med en le, kløer og en slags morgenstjerne, har sjældent virket så brutale i spilsammenhæng. Sværdene skiller fjendernes arme og ben fra deres kroppe, som en varm kniv gennem smør, og staven knuser fjendtlige kranier med kuldegysningsfremkaldende lyde til følge. Leen skærer kroppe i to dele med et enkelt hug, og bruger man den nytilføjede afslutningsteknik på svækkede fjender, fyldes skærmen med et ekstra voldsomt voldsbonanza.

Det ville være urimeligt, at kalde Ninja Gaiden 2 for et dårligt spil, men de kvaliteter det har, forpurres på frustrerende vis af et modarbejdende kamera, og fjender der derfor gør kort proces med dig. Når det fungerer, er det forbandet godt, men når det alt for tit falder fra hinanden, gør det det på katastrofal vis. Fans af genren, med en enorm portion tålmodighed kan sagtens købe det, men alle andre bør vente på den forestående demo, inden beslutningen tages.