Nikoderiko: The Magical World

1990'erne var spækket med fremragende platformspil. Banjo-Kazooie, Rayman, Crash Bandicoot, Spyro og Donkey Kong Country, for bare lige at nævne et par af dem. Hvis du har spillet, og elsket, bare ét af de ovenstående spil, så bør du kaste et ganske seriøst blik på Nikoderiko: The Magical World, som er en virkelig skøn og gennemført kærlighedserklæring til netop 90'erne platformspil. Dem der kender mig vil vide, at jeg meget sjældent bruger ordet "skøn", men det er lige præcis hvad Nikoderiko: The Magical World er - skønt.

I Nikoderiko: The Magical World spiller man som Niko og Luna, enten alene eller i co-op med en ven. På helt traditionel vis, hopper man fra platform til platform igennem en række helt lineære baner, hvor der skal indsamles massevis af små lysende ildfluer, der skal findes gemte krystaller og magiske mønter, fire bogstaver der staver ordet NIKO og der skal optjenes nøgler ved at gennemføre nogle udfordrende valgfrie challenge-baner på tid.

Man kommer undervejs igennem flere forskellige verdener med hvert deres tema; for eksempel starter man i en farverig og frodig tropisk verden med krystalblåt vand og smukke grønne skovbaner og senere kommer man til mørke miner, områder der foregår under vand, snelandskaber, sumpområder og meget andet. Som du nok kan høre, så er det her skåret helt efter den klassiske 90'er platformskabelon og det er lige præcis som det skal være.

Der er dog enkelte steder, hvor Nikoderiko: The Magical World træder udenfor denne skabelon og det er lige præcis de områder, der er spillets svageste. Man har for eksempel, som man ofte har i disse spil, et "stomp angreb", hvor man kan hoppe op i luften og så stampe hårdt ned i jorden, så fjenderne omkring en dør. Alt godt her. Normalt ville man også have et slag- eller snurre-angreb, men det har man ikke her - i Nikoderiko: The Magical World har man et slide-angreb. Altså et angreb hvor man slider hen ad jorden og på den måde kan nedlægge visse fjender. I sagens natur, er et slide-angreb upræcist, fordi man bevæger sig over en distance og man ved aldrig hvornår det stopper, altså hvornår man stopper med at slide. Det er vældig frustrerende at slide ud over en kant eller stoppe op lige foran en fjende, der så med et enkelt slag gør det af med dig.

Det er lidt uforståeligt, hvorfor man lige præcis har valgt at undvige skabelonen på det her punkt - og man har i øvrigt heller ikke noget dobbelthop, hvilket også er lidt sært. Begge dele lærer man dog at leve med, men jeg sidder og drømmer om, at hvis spildesignerne havde gået planken helt ud i forhold til 90'er platform-skabelonen og havde bibeholdt et slagangreb og et dobbelthop, så havde der ikke været en eneste ting at sætte fingeren på, rent gameplay mekanisk, ved Nikoderiko: The Magical World. Det spiller præcis lige så godt, som 90'ernes platform-succeser.

Spillet er en 3D platformer, der dog langt det meste af tiden spiller som en 2D platformer, hvor man løber fra venstre mod højre, hopper på platforme og fjender, mens man undersøger omgivelserne for gemte områder. Kameraet kan dog pludselig dreje, så man nu skal løbe ind i skærmen, for kort tid efter at dreje tilbage til klassisk 2D view igen. Det fungerer super godt og leder helt automatisk tankerne tilbage på spil som for eksempel Crash Bandicoot.

De lysende ildfluer man indsamler fungerer som spillets valuta og med dem kan man blandt andet købe adgang til nogle skattekister i spillets Workshop. I disse skattekister kan der være alt fra concept art, musik, karakter-figurer eller de samme magiske mønter som man kan indsamle rundt omkring i banerne. Disse magiske mønter bruges til at købe nogle dyrevenner, som man kan ride på. Der er for eksempel en lille dinosaur, en stor skrubtudse eller et vildsvin. Disse kan hidkaldes når som helst man får brug for dem og selv om de har specielle evner, der kan hjælpe mod fjenderne, så er styringen af dem for upræcis til platformsektionerne, så jeg endte faktisk med ikke at bruge dem ret meget, for de ikke altid er den store fordel.

Den visuelle side af Nikoderiko: The Magical World er der ikke meget at sætte en finger på. De forskellige verdener er virkelig flotte, farverige og fyldt med detaljer og animationer. Niko og Luna er fine hovedpersoner, rent visuelt, men de har slet ikke den karisma og personlighed som Crash Bandicoot eller Rayman har. Lydeffekterne er fine og det glimrende soundtrack er skabt af David Wise, der i 24 år var ansat som musiker og komponist hos Rare og har komponeret musik til spil som Donkey Kong Country, Banjo-Kazooie og Diddy Kong Racing.

Det er svært ikke at blive nostalgisk, når man spiller Nikoderiko: The Magical World. Bortset fra et par enkelte ting, som vi har været inde på, så er spillet her en virkelig skøn kærlighedserklæring til 1990'ernes platformspil og det spiller rigtigt godt det meste af tiden. Man skal ikke lade sig narre af den farverige og venlige stil, for det er ikke noget let spil og det er til tider noget nærig med checkpoints, så det er en god udfordring for dem, der kan huske netop hvor utilgivelige 90'erne platformspil kunne være.

Da Nikoderiko: The Magical World blev annonceret, fangede det med det samme min opmærksomhed og det er endt ud med, at blive et herligt 1990'er platformspil, med tidssvarende grafik, et dejligt soundtrack og faktisk også et par nye gode idéer. Det her spil kommer med en varm anbefaling til alle, der kan lide et solidt, og skønt, klassisk 90'er platformspil.