Nightshade

Sega har nu lanceret opfølgeren til action-titlen Shinobi fra sidste år. Spillet er tidsmæssigt henlagt til et års tid efter handlingen i Shinobi, og denne gang er fokus rettet mod den kvindelige ninja Hibana. Selv om helten fra forgængeren tilsyneladende havde gjort endegyldigt kål på ondskaben, må du iklæde dig - rent virtuelt, i hvert fald - Hibanas rød-/hvide kampdragt så du kan afsløre og uskadeliggøre det skumle komplot, der udgår fra Nakatomi Corporation. Historien i Nightshade handler således om, at det forheksede katanasværd Akujiki, som myndighederne har knust for derefter at anvende delene til at skærme Tokyo mod horder af dæmoner, som det frygtes vil løbe millionbyen over ende.

Kampene i Nightshade følger langt hen ad vejen mønstret fra Shinobi. Man kan hoppe, gøre udfald og låse et angreb fast på en modstander, alt sammen enkelt og effektivt strikket sammen. I forhold til forgængeren er der dog føjet et par korte sværd til, og de giver nye og heftige aspekter i kampenes combo-sekvenser. Spilleren kan tjene en større bonus-score ind - mens modstanderne på den anden side er blevet tilsvarende flere, større og stærkere. Hibana kan derudover udføre et særligt spark, som slå selv modgående missiler ud af kurs, hvis det da ellers bliver timet rigtigt.

Endelig er kampteknikken i Nightshade udvidet med et antal specielle moves, som Hibana skal optjene chakra for at kunne udføre. Et chakra meter, inddelt i 3 afsnit, viser, hvornår tiden er inde. Hibana kan f.eks. anvende et dødbringende stealth-udfald, som ikke mindst viser sin nytte i spillets boss-kampe. Desuden kan hun sende skyggebilleder af sig selv mod fjenden i håbet om at forvirre.

Banerne udgør et strengt lineært forløb, og med opdelingen i mindre lokationer, hvor Hibana skal uskadeliggøre samtlige fjender og kilderne til deres kraft, kan Nightshade til tider være et lidt ensformigt action-spil. Til gengæld sørger en syret kameraføring, ikke mindst i mellemsekvenserne, for at kompensere for kedsomheden.

Grafikken har fået en fornyet overhaling, med effektfulde lys- og farvevirkninger, ligesom Hibana er tegnet med nærmest yndefulde bevægelser og et slør, der indgår i hendes stealth moves. Ja, man kan måske fremføre det kætterske synspunkt, at Hibana appellerer mindst lige så meget til husarerne som Lara Croft i Tomb Raider-spillene. Dog ikke så meget, at man ligefrem skal lade sig narre af, at spillet på Segas hjemmeside hører hjemme i kategorien mature.

Lydsiden udgøres af lidt vel anonyme effekter, mens den musikalske del er en underholdende blanding af både moderne og klassiske musikalske temaer, der fint understreger de heftige kampe. Man har kun mulighed for at vælge engelsk tale, hvor man i forgængeren også kunne vælge japansk, hvorved man mister muligheden for føje lidt ekstra eksotisk kolorit til løjerne.

Hvis man i bedste fald har overbærenhed til overs for manga-tegneserier og kampsports-action, så kan vi kun anbefale at lade de efterhånden ikke så lange aftener gå med børsnoteringer, fodring af akvariefisk og lignende fredelige sysler. Hvis du derimod stresser fint af med action, der flyder så frit og vedholdende som ordstrømmen fra en håbefuld politiker før et valg, så kan det være en idé at investere i Nightshade. Der er ikke de store dikkedarer i løjerne og betjeningen er prisværdigt enkel og overskuelig.

Sega har formået at fastholde de medrivende ninja-kampe i fascinerende omgivelser. Men den strengt lineære opbygning af banerne, den beskedne grundlæggende variation i udfordringerne undervejs og ikke mindst en historie, der i realiteten ikke betyder det fjerneste for spillet, reducerer drivkraften for spilleren til ren rutine. Spillet giver dermed i realiteten samme kortvarige mæthedsfornemmelse som en quarterpounder-menu hos McDonalds.