Gamereactor

Gamereactor
New Found Glory – Catalyst

New Found Glory – Catalyst

Endnu mere melodiøs post-punk fra endnu et af Bad Religions bastardbørn. Men kan vi alle klare mere?

New Found Glory er en del af den store post-punk-galakse, med navne som Pennywise, Green Day, Goldfinger osv. Fællesnævneren for alle galaksens bands, er at de alle som en har valgt at spille det samme nummer på 1000 forskellige måder. Nogle gør det bedre end andre, Goldfinger og Green Day f.eks., andre gør det bare, sådan mere eller mindre gennemsnitligt. New Found Glory er en af disse. "Catalyst" er fyldt med numre skabt til half-pipen, det afblegede hår og metalstænger i næseborene, men rent musikalsk byder albummet ikke på overraskelser af nogen som helst art. Det er mildest talt en smule kedeligt.

At punk engang var gennemsyret af oprørstrang, er der ikke meget der tyder på den dag i dag. Siden Green Day eksploderede i 90’erne, har det været nok bare at spille hurtigt og hårdt, og så skide være med budskabet. Denne form for punk er blevet noget man forbinder med slacker livsstil, noget som de fleste store korporate blodsugere har lært at stikke snablen i. Post-punk er mere mainstream end Westlife, så er det sagt.

På "Catalyst" virker genren som en spændetrøje for New Found Glory, alle sangene lyder skabelonagtige og rutineprægede, og er dette virkelig alt bandet har at byde på? Hvor Sum41 er eksperter i ultimative pop hooks, og tidligere nævnte Goldfinger stadig har fingeren på den politiske puls, har New Found Glory ikke fat i andet end de larmende guitarer og sangskrivningens ABC. Post-punk virker som en død sild, og med "Catalyst" er lugten lige blevet en smule dårligere. God tur på rampen.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10