Need for Speed

Need for Speed-filmen har formået noget, ingen anden spil-filmatisering, jeg har set, har kunne præstere. Jeg vil ikke sige den er god - det ville være for stort et ord at hive frem i denne sammenhæng - men den udmærker sig ved ikke at være hverken rædderlig eller himmelråbende stupid.

Historien er selvfølgelig cliché på cliché. Det hele handler om Tobey Marshall, der er undergrundsracerkører og har et lille værksted sammen med en flok kammerater, hvor de sammen tuner biler til ræs. Men selvom de er blandt de bedste i branchen, kan Tobey ikke få finanserne til at hænge sammen.

Derfor slår han til, da hans ærkerival Dino møder op med et lokkende tilbud - færdiggør den Ford Mustang, som Ford og Carroll Shelby arbejdede på, da Shelby døde, og få 25 procent af salgsprisen, når Dino sælger den færdige bil videre - et beløb på mindst $500.000.

Tobey og kompagni stykker en helvedes racer sammen, men inden længe har Dino røvrendt dem alle, nuppet alle pengene, og fået Tobey hængt op på et manddrab, han ikke har begået. Da Tobey kommer ud af fængslet to år senere, sværger han hævn, hvilket blandt andet involverer at køre alt hvad remmer og tøj kan holde på tværs i USA i førnævnte Mustang, og at give Dino baghjul i verdens mest prestigefyldte undergrundsræs, De Leon.

Det er komplet forudsigeligt, og både Tobey og Dino, spillet af henholdsvis Aaron Paul (kendt fra Breaking Bad) og Dominic Cooper giver den som tavse, stærke typer, der sjældent viser følelser. Her er selvfølgelig også en pige som Tobey kan blive forelsket i undervejs, og Michael Keaton er med i en småsær rolle som manden bag De Leon-løbet, der vitterligt tilbringer hele filmen i et tårn, hvor han snakker skrald i sit eget private talkshow.

Det er søgt, men ikke helt så åndssvagt søgt som The Fast & The Furious-filmene, og Need for Speed har noget gående for sig, som den serie aldrig havde. For hvor The Fast & The Furious svælger i computerskabte billeder af pumpende stempler, nitroinjektion og kameraer, der flyver ind, ud og rundt om racerne, holder Need for Speed sig til ægte superbiler på ægte asfalt med levende mennesker bag rattet, optaget med rigtige kameraer.

Udover lidt flammer hist og her, så er der ingen åbenlyse visual effect-skud. Det er rigtige stunts med rigtige biler, og det giver det hele en langt mere troværdig, jordnær og dermed også mere medrivende effekt. Det er den temmelig ukendte Scott Waugh, der har instrueret, og hans CV tæller kun et par enkelte tidligere film i instruktørstolen. Til gengæld er listen over film, han har lavet stunts til, alenlang, og det er uden tvivl den erfaring, man kan se på lærredet, når biler fra Lamborghini, Koenigsegg, Bugatti og nyklassiske amerikanske muskelbiler suser ind og ud mellem trafik, laver håndbremsevendinger og stikker af fra politiet.

I actionscenerne bliver her aldrig sprunget over hvor gærdet er lavest, og det er det, der i sidste ende redder Need for Speed. Havde den været et typisk Hollywood-CGI-helvede, ville den være komplet spild af tid, men takket være solidt håndværk klarer Need for Speed sig som popcorn-film.