NBA Street Showdown

På næste generation af konsoller vil der ingen grænser være for, hvor realistiske sportsspil kan være. Vi vil opleve vores amerikanske fodboldspillere badet i sved mens de tackler endnu en quarterback, se hvordan musklerne bevæger sig under huden på vores atletiske basketballspillere, mens de dunker Spalding-bolden i kurven, og nyde synet af en fuldstændig fotorealistisk Tiger Woods, der svinger køllen og sender bolden hen over kilometervis af virtuel græs. Der er ingen tvivl om, at det bliver fantastisk.

Til gengæld kommer jeg til at savne det mere letlevende, uortodokse og deciderede ligeglade sportsspil, der skider på regler og regulativer og i stedet serverer en ordentlig omgang sportsmæssigt cirkusartisteri, hvor der bare for et øjeblik er slukket for tyngdekraften og sportsstjerner rent faktisk svæver mellem himlens stjerner. Sådan har EA’s Big Label altid gjort tingene, og gudskelov for det. Lige siden det første NBA Street, der med lige dele dunks, driblinger og smukke skud, blev fyret af, har jeg haft et godt øje til serien. Men som det er med alt der er godt, så kan man alligevel få for meget af det. NBA Street Vol. 2 var okay, men bolden var allerede her begyndt at tabe luft og da firmaet sidste år udgav V3-udgaven, kunne jeg knapt nok få armene op over hovedet. Det blev trivielt, spekuleret og uden gnister.

Det er derfor også mere end skuffende at konstatere, at Showdown er det bastardbarn, som NBA Street Vol. 2 og V3 må have fået mens jeg kiggede væk, for EA har ganske enkelt håndplukket elementer fra dem begge, lagt koden ud på en UMD-disc og så ellers lænet sig tilbage for at se pengene rulle ind. Og et Showdown kan denne PSP-udgave næppe kaldes - der er nærmere tale om NBA Street i en light-udgave.

Essensen i NBA Street Showdown forbliver dog den samme: Tre-mod-tre action på gadebaner strøet ud over Amerika - og naturligvis uden nogen form for regler. Der skal drilles, forvirres og leges med modstanderen, mens du kæmper dig vej til kurven og afslutter med et spektakulært og øredøvende dunk. Som pointene hober sig op på kontoen, giver det adgang til en Gamebreaker, der kan trække scoringer fra modstanderens tavle samtidig med, at du høster gryn til udvikling af din karakter. Det er et enkelt og ufejlbarligt system, der stadig fænger fra første øjeblik.

Problemet med Showdown ligger i styringen og den generelle mangel på opfindsomhed. De enkelte bevægelser aktiveres ikke bare ved at trykke skulderknapperne ind, men også ved at holde dem sådan i et bestemt antal sekunder - og det er ikke altid lige let. Gode angreb bliver hurtigt forpurret i kampens hede og jeg følte aldrig helt at det jeg ville gøre, rent faktisk også var, hvad der skete på skærmen. Det problem havde jeg aldrig på PS2. Om det skyldes PSP’en eller EAs mangel på en rimelig styring, må stå hen i det uvisse, men den fungerer slet ikke optimalt.

Til gengæld er Team Fusions kontor uden tvivl stedet, hvor posten skal sendes til, når der skal klages over mangel på fornyelse og overraskelse. King of the Courts-delen ligger godt ud med et vekslende gameplay, der blander regulære gadekampe med blok-opgaver, defensive pligter og Gamebreaker-kampe. Men som du vinder og begynder at kontrollere den slidte asfalt, siver idérigdommen ud af Showdown, hvilket resulterer i situation efter situation, hvor du spiller træge, ensformige kampe bedst ud af fem-kampe og tarvelige turneringer med øjeblikkelig udelukkelse, hvis en kamp tabes. Det forlænger uden tvivl spillet med adskillige timer, måske endda dage, men lad os bare være ærlige; det er at trække det i langdrag. Og da sværhedsgraden desuden er relativ lav og de defensive pligter er som støvsuget væk, så ender det for det meste med, at du vinder med en betragtelig margin.

Bedre bliver det ikke, når du smider et par hovedtelefoner i rumpen på maskinen og er tvunget til at lytte til en samling beske EA Trax, der er mindst lige så undergrund og gade som Peter Mygind med en kasket på skrå, der råber "Yo!". Et par favoritter har da sneget sig ind, heriblandt House of Pains udødelige Jump Around, men den serveres i et Pete Rock-remix, hvor alle ukvemsord er siet fra nøjagtig som en eftermiddag på MTV. I et spil, der i den grad handler om attitude, er det en underlig tandløs oplevelse. Desuden er MC Lyte ikke ligefrem værd at have på sit soundtrack, hverken i starten af halvfemserne eller den dag i dag.

NBA Street Showdown er en nem og lidt kedelig løsning på en konvertering til en håndholdt maskine. Der udvises reelt ingen pionerånd eller lyst til at udnytte formatet optimalt, og er du allerede fan af Street-serien, så er der intet nyt i pakken at tage fat på. Du skal kort sagt være jomfru udi Big-serien for at finde NBA Street Showdown bare en lige smule tilfredsstillende.

-----------------------------------------------------------------------------------

Læs også disse PSP-anmeldelser:

Wipeout Pure
Lumines
Archer MacLean's Mercury
NBA Street Showdown
NFL Street 2 Unleashed
F1 Grand Prix
Ridge Racer
" target="_blank">http://www.gamereactor.dk/texter/?id=60360"> Need for Speed Underground Rivals </a>