Gamereactor

Gamereactor
Previews
NBA Courtside 2002

NBA Courtside 2002

Amerikanerne er tossede med basketball, næsten ligeså tossede som de er med cheese burgere, store biler og Valentines Day.

Amerikanerne er tossede med basketball, næsten ligeså tossede som de er med cheese burgere, store biler og Valentines Day. Her i Danmark er vi tossede med amerikanerne, så tossede at vi er blevet tossede med cheese burgere, store biler og Valentines Day. Og nu er vi også blevet tossede med basketball.

Denne sportsgren kommer nemlig i en sand livsstilspakke. Stort tøj, musik fra gaden og højt tempo, Basketball er meget mere end bare en sport. Som selve spillet har bredt sig rundt omkring i sportshallerne indenfor de seneste par år, har vi også set flere og flere spil til de forskellige konsoller og andre platforme. Med varierende held, for Basketball er med sin enkelthed, en hård nød at knække. Det hedengangne NBA JAM lykkedes delvist, men gav afkald på seriøsiteten, i underholdningens navn, noget som er sjovt i små doser, men viste sig langt fra holdbart. Løsningen til et godt Basketball spil ligger i den rigtige blanding af sjov og alvor, spillets ædelhed kombineret med godt gameplay.

Kom med i ligaen

Og det er så her NBA Courtside 2002 (fra nu af blot NBA) kommer ind i billedet. Spillet er GameCubens første bud på en Basketball simulator, og har på denne måde chancen for, at være enten skræmmebillede eller trendsætter for alle fremtidens basket titler på denne platform. GameReactor redaktionen har haft NBA mellem fingrene til en lille tur på træningsbanen, og det kalder bestemt på den indre dobbelt whopper cheese.

Grundformen i NBA er det samme som i alle andre NBA titler. Du tager styringen over et af de mange hold i ligaen, og kan enten vælge at spille enkeltstående kampe, eller kaste dig over en hel sæson. Resultatet er i sidste ende det samme, nemlig en masse Basketball. Så simpelt kan, og skal, det gøres for mere er der egentlig ikke til en sportssimulator. Selvfølgelig er det kampene det drejer sig om, og her brillerer NBA ved, at have et godt, flydende gameplay med en solid styring. Dog var der visse ting der til at starte med ikke just huede undertegnede.

Tempoet i NBA virkede i starten utroligt langsomt. Basketball må siges at være en af de mest tempofyldte sportsgrene der findes, og derfor ville det være en skuffelse, hvis dette element ikke blev videreført til computerversionen. Men efter kort tid måtte vi bøje os i støvet, det lynhurtige tempo er nemlig skiftet ud med en noget nærmest uvurderlig føling og overskuelighed. Alt virker nemlig muligt i NBA, på den forholdsvis korte tid vi fik lov til at drible rundt med GameCuben, lignede selve kampen mere og mere en opvisning fra Harlem Globetrotters. Men søreme om spillets skabere ikke har været kloge nok til at give AI’en et par brikker at rode med, så den rent faktisk bliver i stand til at yde kvalificeret modstand.

Er det Jordan?

Grafikken i NBA er ganske nydelig, spillerne ligner sig selv, og det hele står meget klart og tydeligt. Endnu engang må der lyde et kæmpe hurra for Nintendo og deres evner til stort set at afskaffe loadetid. NBA virker som en titel der vil vække opmærksomhed. Tempoet er i virkeligheden passende, da det giver plads til andre af selve Basketball spillets facetter, som andre titler har skåret kraftigt ned på. Det er muligt at spille alene, men selvfølgelig langt sjovere at trække en eller flere af kammeraterne med ind på banen og give dem en ordentlig gang klø. Det store spørgsmål bliver, kan NBA klare en holdbarhedstest? Svaret må blæse i vinden, indtil Guderne endnu engang forbarmer sig over GameReactor og giver os flere timer i selskab med den lille firkantede og dens nye sportstitel.

NBA Courtside 2002