Nacho Libre

Jeg brød mig ikke synderligt om Jared Hess’ første film, Napoleon Dynamite. Til trods for filmens små og halvskæve observationer, og en veloplagt Jon Heder, så slukkede jeg ca. halvvejs igennem, og jeg har egentlig aldrig fortrudt det. Det havde jeg dog gjort, hvis jeg på forhånd også havde afskrevet Nacho Libre på den baggrund. Det er nemlig en sort komedie, der bringer Hess og Black på kollisionskurs i en absurd og faktisk ret så sjov film (det er komedier nemlig ikke altid) om livet som mexicansk bryder, nå ja, og så som munk i et kloster. Der er ingen tvivl om at plottet er tyndt som en hvedetortilla og udelukkende holdes sammen af Jack Blacks evner til at overspille, men det er tilsyneladende også nok, for filmen er uendelig lun og ligetil.

Nacho Libre handler om munken Ignacio (Jack Black), der lever i et katolsk kloster. Her står han for madlavningen til stedets aldrende munke og hjemløse børn. Imens drømmer han om at træde ind på kanvassen i den mexicanske bryderring og give den som en ægte Luchador. Det er berømmelse, tøser og de ekstrem tætsiddende gamachebukser, der trækker. Ignacio vækkes for alvor til live, da den smukke Søster Encarnation, spillet af Ana de la Reguera, ankommer til klosteret. Pludselig ser han sin chance til både at gøre indtryk på hende og samtidig få sine drømme opfyldt som bryder - hvilket betyder et væld af pinlige situationer og skæve indfald, alle leveret af en overivrig, men velspillende Black.

Og det er egentlig det. Nacho Libre spænder ikke vidt og bredt, men er mere som Napoleon Dynamite var det, en masse små episoder sat sammen som perler på snor. Historien fiser ud af kattelemmen sådan ca. en halv time inde i filmen og herefter er det op til Jack Black at smøre tykt på med accenten, trække i gamachebukserne og så ellers gøre det, han stort set har bygget hele sine karriere på: At opføre sig pinligt. Flæskevommen vises frem mere end en gang, et helt ustyrligt grimt sæt tøj luftes midt i en mexicansk provinsby og Black når nye højder i ringen iført lucha-maske og en lækker, lang kappe. Ignacios højre hånd og tag-makker i ringen spilles i øvrigt strålende af den tynde og helt igennem kiksede Héctor Jiménez, der i rollen som Esqueleto (skelettet) bliver hysterisk morsom, når han som en kvist knækkes, bøjes og tæves til lirekassemand af modstanderen.

Man kan sagtens se Nacho Libre som en hån mod mexicanerne og deres traditioner, man kan endda brokke sig over deres tykke, tykke accenter og portrætterede sleske facon, måske kan man endda ærgre sig over det faktum, at det eneste de spiser er nachos og chili con carne, hvilket nok er en af verdens groveste generaliseringer, men så bør man også lige tag et kig på genren: Der står komedie, og komedie er præcis, hvad du får i Nacho Libre. Ikke af den slags, hvor du klasker lårene til blods og pacemakeren står af, men mere den sådan lidt kiksede, halvsjove og sorte slags. Og så er det i øvrigt et krav at du kan holde Jack Black ud, ellers kan du ligeså godt glemme alt om en tur gennem en hvedetortilla med ekstra salsa.