Mythos

Selvom det er svært at tro, når man hakker og hugger sig igennem den farverige verden i {Mythos}, så startede spillet faktisk som et spinoff-projekt. Ideen med det hele var, at man ville skabe et lille spil, sideløbende med udviklingen af {Hellgate: London}, blot for at teste netværksteknologien. Men Mythos er så meget mere end en spinoff af et skuffende hack'n'slash-spil; det overhaler Hellgate: London med flere vognbanelængder.

Når jeg hører Flagships Max Schaefer tale passioneret om det lille projekt, som kun holder omkring 10 medarbejdere beskæftigede, så kan jeg ikke lade være med at smile. Smilet bliver dog endnu større, når jeg starter Mythos op på min computer, lader mig fortrylle af det vidunderlige, eventyrlige tema, og logger ind på min niveau 18 gadgeteer. Universet i Mythos er lyst, rart og yderst indbydende, og jeg spadserer glad rundt i Stonehill for at klare et par indkøb, inden jeg går i gang med dagens missioner. Har den lokale købmand noget godt i posen i dag? Mon jeg finder en ny riffel hos ham? Måske skulle jeg tage et smut ud på en episk mission, om end de er temmelig svære. Jeg kan jo spørge en af mine kammerater, om ikke han har lyst til at tage med.

Universet er indbydende af en ganske simpel grund: man har bevidst forsøgt at holde det lyst, farverigt og hyggeligt. Og nu skal du endelig ikke tro, at der ikke er masser af mørke fangehuller og huler, for det er der - men stilen emmer af Blizzards elskede tegneseriecharme, og det er bestemt en god ting.

De fire racer, som spillet byder på, er stort set kun forskellige på det æstetiske plan. I stedet for at fokusere på statistik og attributter, lader det til, at Flagship meget gerne vil have os til at vælge race ud fra personlig smag - og således lokkes man altså ikke til at spille en gnom, bare fordi sådan en lille satan er en bedre magiker. Gud ske lov.

Under alle omstændigheder skabte jeg mig et menneske, og ud af de tre mulige karakterklasser, vurderede jeg, at en gadgeteer appellerede mest til min spillestil. En gadgeteer holder sig pænt i baggrunden, affyrer et par salver med sin riffel, bue eller armbrøst, og kaster rundt med sjove dingenoter, såsom miner og kanontårne. Lige min stil! Magielskere kan vælge at være pyromancere - ildkastende troldmænd - og dem, der ikke har noget imod at lugte til monstrenes ånde, kan give den gas som bloodletter - spillets sværdsvingende soldater. Tre karakterklasser lyder måske ikke af meget, og det er det egentlig heller ikke, men Max Schaefer har lovet, at der er flere på vej. Der er heller intet at bekymre sig over, for Mythos er et fuldt ud uafhængigt spilprojekt, som ikke har nogen udgiver, og heller aldrig får en sådan - og af den gode grund kan Max og vennerne bruge al den tid, de har lyst til. Indtil videre sigter de efter at gøre spillet 'kommercielt' til efteråret. Og med kommercielt menes blot, at det da vil være muligt at købe spilgenstande for rigtige penge - en forretningsmodel, vi allerede kender fra mange østlige online-rollespil. Dette betyder også, at spillet er helt og aldeles gratis at hente - og, endnu bedre, helt gratis at spille. Ja, det er sgu' gratis, mester!

Jeg burde måske forholde mig en smule skeptisk over for denne knapt så vellidte forretningsmodel, men den lyder umiddelbart til at blive ganske acceptabel. Du kommer aldrig nogensinde til at kunne købe det bedste våben i spillet, bare fordi du har lidt for mange penge på kontoen ude i den virkelige verden. Dog kan du få lidt hjælp på jagten efter über-våbnet; du kan nemlig, for dine egne danske kroner, købe magiske drikke, der øger chancen for at finde magiske våben og genstande. Helt fair, hvis du spørger mig - for uanset om du indtager disse brygge eller ej, kan du finde de sjældne skatte. Du kan også bruge dine kroner på bonusser, som gør det lidt hurtigere at kæmpe vej gennem niveauerne, eller du kan tage det stille og roligt, og undgå at lave overtræk på kontoen.

I bedste {Diablo II}-stil er der mulighed for at spille sig igennem spillet på den såkaldte hardcore sværhedsgrad. Dette indebærer, at du kun har ét liv at gøre godt med. Lige så snart du dør, så er der intet at stille op, og din figur slettes for altid. Synes du det er en lige lovlig stor mundfuld at sluge, så kan du også bare nøjes med at spille på elite, der gør monstrene mere udfordrende og efter sigende, også øger chancen for opdagelsen af magiske genstande - til gengæld kan du vækkes til live igen. Personligt foretrak jeg dog den helt normale sværhedsgrad.

Spiller-mod-spiller-systemet låner også en del fra østen af. Nærmere betegnet fra Lineage II, hvor spillere af høj rang straffes for at dræbe spillere af lav rang. Til at begynde med, kan du dog slet ikke angribe andre spillere. Men det er der dog råd for. Tag et smut forbi portalen til de såkaldte shadowlands, og vupti, du træder ind i en parallel dimension af det samme univers, med den ene forskel, at du nu kan angribe andre spillere, og at de kan angribe dig - hvor som helst. Dør du, så taber du automatisk en af dine genstande, som vedkommende, der har besejret dig, så kan samle op. Jeg befandt mig langt hen af vejen i shadowlands, vel vidende, at jeg kunne blive angrebet når som helst. Hvad kan jeg sige - jeg tænder simpelthen på den konstante fare. Spillet kommer også til at byde på pvp-minispil, så som capture the flag, men det har vist stadig lange udsigter.

Den konstante fare lurer også i store dele af spillets eventyrområder, der er zoneopdelt i såkaldte instances, som sørger for, at der kun kan være x antal spillere i området. Denne zoneopdeling minder meget om den, vi kender fra EverQuest II - et klogt træk fra Flagship. Zonerne kunne dog sagtens være langt mere varierende, og kan groft set skitseres således: første 'akt' foregår i en skov, mens akt 2 fører dig igennem en ørken videre til akt 3, som foregår i snefyldte omgivelser. Og bevares, det er da allerede tre forskellige temaer, vi har med at gøre - men zonerne i disse, indtil videre 3 akter, minder lidt for meget om hinanden. I Diablo II så vi i det mindste hele tiden variationer i landskaberne, for eksempel i akt 1, hvor man stødte på kirkegårde, klostre og udbrændte byer. I Mythos er det dog sådan lidt mere... ørken, ørken med et par palmetræer, og så ørken igen. Det er faktisk en lille smule kedeligt, og som sådan det eneste, der p.t. tænder mig af ved Flagships projekt. Og at dømme ud fra Flagships hidtidige kompetencer, eller mangel på samme, er det ikke ligefrem omgivelserne, der bruges flest ressourcer på. Lad os dog håbe, at Schaefer er lidt skarpere i kasketten end Bill Roper.

Der er dog masser af variation at finde i færdighedstræet, der byder på tre grene per karakterklasse; og disse grene er ikke korte og tynde, de er lange, tykke og med en masse spirer. Jeg brugte alle mine point på rikochetterende spredehagl, der kunne penetrere mine fjender - og det viste sig, at være en virkelig god idé. Når jeg engang opnår et højt nok niveau, gør jeg mine spredehagl endnu bedre - således, at der en chance for, at de deler sig endnu mere, og således forårsager endnu større skade. Jeg elsker det træ!

I bedste Xbox Live!-stil, er det også muligt at låse op for såkaldte achievements. Disse kan rent faktisk bruges til noget, så når du for eksempel har slået 1,000 monstre ihjel, kan du vælge at udstyre dig med en 5% ekstra skade-attribut. Det tegner godt!

Hvis du har læst ovenstående betatest, og stadig ikke har forstået, hvad pokker det er, jeg snakker om, så bør du måske lige sætte dig ind i spilhistorien. Diablo II får forhåbentlig et par klokker til at ringe i hovedet på dig - og det er præcis dette spils sjæl, som Flagship prøver at indfange. Det lader rent faktisk til, at spillet kunne gå hen og blive en åndelig fortsættelse. Nej, vent. Lad os droppe det ord, for det blev vist opfundet af Bill Roper i forbindelse med Hellgate: London, og det var da den værste omgang pladder, den mand lukkede ud, da han ytrede de ord. Man kan, uanset hvor meget man prøver, ikke genskabe Diablo II. Lad os bare sige det sådan her: Mythos minder helt utrolig meget om Diablo II, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Dræb en masse monstre med venstre og højre museknap, jagt sjældne skatte og nedlæg episke bosser. Det er sjælen af hack'n'slash-genren, og Mythos lader rent faktisk til at have denne sjæl. Jeg glæder mig til spillets kommercielle udgivelse.