Mulan

Mulan slutter sig til rækken af Disneyklassikere, som har fået et live-action remake, og er efter utallige forsinkelser (grundet alles favoritvirus) endelig mulig at se. Tirsdag d. 15. september lanceres Disney+ nemlig og blandt det enorme kartotek af film, som er tilgængeligt over streamingtjenesten (du kan se en oversigt her), er Mulan at finde. Det skal dog noteres, at Mulan ikke er tilgængelig blot fordi du har erhvervet et medlemskab, men kræver derudover, at du betaler 150 kr. for Premier Access. Hvad Premier Access giver adgang til, udover Mulan, vides på nuværende tidspunkt ikke, men det er i al fald prisen, som erstatter en biograftur. Hvorvidt de ekstra penge er filmen værd, det er så det store spørgsmål vi søger afklaret.
For hvor placerer Mulan sig på skalaen over Disneys remakes? Uden unødvendigt at træde nogen over tæerne, er det vist muligt at pointere, at kvaliteten af live-action remakes svinger markant. Og foruden at bevæge os ind i den evige diskussion, hvorvidt disse ikoniske klassikere overhovedet burde søges genskabt, kan det konstateres, at dette ikke er et nyt fænomen. Allerede tilbage i 1994 sås den første Disney live-action remake, Junglebogen, som var kort efterfulgt af 101- og 102 Dalmatinere, der udkom i hhv. 1996 og 2000. Så selvom det er let at tænde faklerne og vifte med høtyvene over de nye remakes, er det ikke fordi Disney er blevet mere pengegrisk end nogensinde før. Det er vist bare sådan Hollywood altid har været; klarer noget sig godt, bliver det gentaget indtil, at det fejler, hvilket de snart 10 Fast and Furious-film vist illustrerer bedre end noget andet.

Mulans screenplay er skrevet af Rick Jaffa, som også er manden bag Rise of the Planet of the Apes og Jurassic World, hvilket giver et passende indtryk af, hvilken slags film Mulan er. Det er en actionfilm, med meget lidt (se: ingen) tid tilovers for humor. Al charme, jokes og karisma er skåret fra den originale fortælling, til fordel for at have en mere strømlinet og generisk actionfilm. Dette indebærer, at karakterer som Mushu og fårekyllingen naturligvis ikke er at finde i den nye version, men også instruktøren Shang samt Mulans tre medsoldater, Yao, Ling og Chien Po er blevet fjernet. Det er således ikke bare Eddie Murphys solide præstation, de ikoniske sange og jargon mellem de tre fjollede soldater der mangler, men faktisk alt, hvad man typisk genser filmen fra 1998 for.

Hvis vi bliver i sammenligningen med de andre remakes, ligner Mulan mere Skønheden og Udyret, Alice i Eventyrland og Dumbo end Løvernes Konge. Det er den samme historie, men det er bestemt ikke en shot-for-shot-remake. Og dette er i princippet helt okay; det er faktisk at foretrække. Desværre ender Mulan, lig eksemplerne, som en utroligt middelmådig film i stedet for at brillere med en ny fortælling. Fjerner man sangene, jokesene og de genkendelige stemmer fra særligt denne Disneyfilm, er der desværre ikke synderligt meget guf tilbage. Skuespillerinden Yifei Liu gør det udmærket som titelkarakteren, men har utroligt lidt at gøre med. Hun ender derfor som en stoisk og ansigtsløs karakter uden personlighed. Hvilket næppe overrasker nogen, efter man fjerner både det sjove firben og hendes tre kammerater. Mulan interagerer utroligt lidt med andre karakterer igennem filmen, og når de sjove roller er skrevet ud, er der meget lidt underholdning tilbage.

Derudover har man af en eller anden grund valgt at fratage Mulan sin "Helts Rejse", hvor hun i løbet af filmen skal lære at være en sej soldat, og i stedet har man i 2020-fortællingen, ladet hende starte med at være den udvalgte, der allerede har mestret sin chi-energi og på forhånd kan alting. Filmen er kort sagt den originale film, blot foruden de sjove karakterer og hendes personlige udvikling. Men hvad er der så tilbage? Ikke meget underholdning og ikke meget personlig investering er svaret. Det er faktisk nærmest umuligt at blive investeret i fortællingen, når vi allerede i første scene har lært, at Mulan kan meget mere, end hun må vise nogen.

Visuelt er filmen virkelig flot, og meget af den realistiske tilgang er egentlig ret veludført. Skuespillet er okay, men det er svært at rose yderligere, når vi ikke får andet end et overfladisk kendskab til et par enkelte karakterer. Udover Liu spiller Li Gong også en stor rolle, nemlig heksen Xianniang, som er en ny tilføjelse til Mulan 2020. Dette er umiddelbart en af de største plotmæssige forandringer i filmen, at Heksen er den primære drivkraft bag den onde Böri Khan, som er afløseren fra 1998-filmens skurk, Shan-Yu. Han er sjovt nok spillet af Jason Scott Lee, der spillede Mowgli i tidligerenævnte Junglebogen, hvilket er lidt pudsigt og på sin vis får det hele til at gå op i en højere enhed. Det mest genkendelige navn for os i vesten er nok Jet Li, der spiller Kejseren, men han er særdeles underbrugt i filmen og får ikke en eneste actionscene, af en eller anden grund, hvilket virker som enormt spild. Og det samme kan egentlig siges for filmen: den er ikke dårlig, den føles bare som om, at den let kunne have været bedre. Brikkerne er der, budgettet var på plads, men uden humor, charme og Disneymagi føles oplevelsen utroligt overfladisk. Derudover virker det lidt besynderligt, at man har insisteret på at gøre fortællingen mere realistisk, og alligevel vælger at introducere en ny karakter, som kan forvandle sig til en ørn og gøre Mulan til den sidste airbender. Jeg havde nok skippet Premier Access-betalingen og i stedet binget de gamle animerede film.