Gamereactor

Gamereactor
Hardware
MSI Aegis

MSI Aegis

Kim har kastet sig over den lille, kompakte computer Aegis. Kan den yde noget stort trods sin lille størrelse? Læs om hans dom her.

MSI har her et aggressivt bud på en ekstremt kompakt og bærbar stationær computer i et ret så friskt design.

Det er ret populært med forholdsvist små maskiner, der ikke fylder meget på kollegieværelset. MSI vil også lege med, og har for nyligt lanceret Aegis, som vi her tester.

Aegis angriber tingene på en lidt anderledes måde. I stedet for det traditionelle mATX kabinet fra en af de store leverandører, så har MSI rent faktisk designet deres eget helt fra bunden, og det byder på nogle utraditionelle løsninger - nogle gode, andre knapt så optimale.

Først og fremmest - se på den! Med det skrående statur er det en blanding af en industriel skulptur, en avantgarde udgave af en ridderhjelm, og en figur med indbygget base.

Og basen er ret vigtig, for den huser nemlig strømforsyningen. Derved fylder denne ikke i kabinettet, og der er dermed gjort plads til et full-size grafikkort. Det er ret godt gået for en computer, der er under 17 cm bred, kun lidt over 43 cm i dybden og lidt under 38 cm i højden. Strømforsyningen har sin egen lille bitte blæser, men den larmer overraskende nok ikke ret meget. Til gengæld er der ingen kabinetblæser. Luften heri flyttes ved hjælp af CPU blæseren, og det er altså lige i underkanten. De andre komponenter i computeren kommer altså derfor nemt op på 50 grader, når der spilles, og det er noget der ligner 10 grader for meget i forhold til, hvad man bør kunne forvente af køling på en moderne computer.

Selve computeren er med sine 10 kg. næsten en LAN computer. Bagenden har i hvert fald et håndtag. Der er luftindtag foran og på siden, og så spyttes den varme luft ud bagtil.

Fronten gemmer på et C type USB 3.1, en USB 2.0 port med "super charge" til at lade tablet og mobiler, samt analog mikrofronindgang og hovedtelefonudgang.
Herudover er der gemt et optisk DVD drev. Desværre dette ikke særligt gennemført eller lækkert som resten af kabinettet, men er derimod tydeligt noget billigt plast fra nederste hylde, som er puttet i, fordi det skal se godt ud - hurra for det digitale spilbibliotek. Man kan undre sig over, at man ikke ofrede de sidste 20 kroner i produktionen og satte et Blu-ray drev i.

Bagsiden har OS/2 port, 2xUSB 2, 4xUSB 3, HDMI (på bundkortet, der er naturligvis også på grafikkortet herudover) samt displayport, 5 analoge lydudgange som en SPDIF port i form af optisk / toslink. Der er en standard LAN tilslutning, men maskinen har faktisk både Bluetooth og et fornuftigt trådløst netkort indbygget også.
På software-siden har man styring af lys og funktioner, samt Nahimic lydsoftware. Den gør det fint, men har en mærkværdig blå ring som OSD, der skal slåes fra, og de første fem minutter sidder man og spekulerer på, om grafikkortet er defekt. Der er dog intet spor af MSI's ellers ganske geniale Afterburner software, hvilket er ret mærkværdigt.

Aegis kommer i en række varianter. Lige nu findes der modeller fra lidt over 8000,- og op til 15.400, som den testede model koster, den såkaldte 010EU.
Det inkluderer en i7 6700 CPU, 8 GB DDR 4 Ram - hvilket er lige skrabet nok, en 2TB harddisk og en M2 SSD på 256 GB. Den har altså en forholdsvist standard størrelse på dette punkt, men det er rart at se, at man er begyndt at bruge M2 diske i producent-builds. Grafikkortet er et GTX 970 fra MSI, og der er naturligvis installeret win10 fra starten. Der er gode muligheder for at smide ekstra SSD, harddiske og ram i, selvom sidstenævnte nok havde været på sin plads til prisen.

Indersiden er kompakt, men der er dog plads til udvidelser og udskiftninger - og det er trods alt det vigtigste.

Vi mangler dog stadig at se på selve maskineriets performance. De fleste computere, vi får til test, er fornuftigt udstyret, når det kommer til processor, RAM og bundkort. Det gælder også Aegis. Det afgørende er således dybest set et spørgsmål om grafikkort - i det her tilfælde et GTX970.

Hvad 3D Mark benchmarkmålinger angår, ligger de på 26.069 i Sky Diver er kun 10% fra, hvad man ville forvente med et GTX980, og samme mønster gør sig gældende med en score på 10.204 i Fire Strike og 5059 Fire Strike Extreme. Spil som {The Division} giver en gennemsnitlig FPS Score på 67.4 med alle indstillinger på high - hvilket slet ikke er tosset. Det gør det ikke muligt at kører 30 FPS i 4k spil eller lignende, men til 1080p gaming vil man stort set altid ligge på +60FPS, og de fleste WQHD opløsninger vil også kører flydende og problemfrit. Da grafikkortet er altafgørende og nemt udskifteligt, er det således mest afhængigt af netop denne faktor, og ikke computeren som sådan. Hvis man selv ønsker at teste FPS, men ikke har {The Division} eller andre spil, der har et decideret FPS program, så indeholder Steam heldigvis en in-game FPS måler, der fungerer til alle spil. Igen må det påpeges, at det langt hen af vejen handler om det rigtige grafikkort, under forudsætning af en rimelig mængde ram og cpukraft.

Userbenchmark giver maskinen en samlet score på 79% og karakteren "Battleship" i forhold til gaming. Userbenchmark er en fin måde at sammenligne computere på uden at det bliver for teknisk, men til gaming er deres "Battleship" rang nok også et godt minimum, hvis man vil være sikker på en flydende oplevelse med de nyeste spil.

Støjmæssigt viser MSI sin bedre side, 35db på fuldt load, og 42dB i nærfelt. Når computeren idler kommer der derimod så lidt støj at vores måleudstyr ikke engang kunne opfange det, hvilket vil sige, at vi er omkring de 20dB eller under. Det havde dog været rart med en form for fysisk styring af blæserniveauet samt et støvfilter til luftindtaget på siden. Støjniveauet opleves i daglig brug som meget lavt, og væsentligt lavere end vi havde forventet fra så lille et kabinet, men fraværet af strømforsyningen i hovedkabinettet synes at give nogle bedre kølemuligheder fra grafikkortet. På trods af en 350 watt strømforsyning er den aldrig i åndenød, og forbruget er sjovt nok ikke specielt stort i det daglige. Men så igen, hvis man tænker i strømforbrug, så skal man nok gå i skoven i stedet for at spille computer uanset hvad.

Alt i alt er MSI Aegis et positivt bekendtskab. Larmen er stærkt begrænset, selve computeren er lille, kompakt og nem at flytte rundt, og den grafiske ydelse er også godkendt - så mangler vi bare en prisnedsættelse og en ekstra blæser til at køle de andre komponenter i kabinettet. Designet er binært - enten hader man det, eller også elsker man det, og her på kontoret er det sidstnævnte der gør sig gældende.

Redaktionel note: Få uger efter at maskinen kom i handlen valgte MSI at sænke vejl. udsalgspris på denne model til 12.999,-. Der kommer i øvrigt en X version med et GTX1080 grafikkort, og lidt mere af det hele, men det frygtes at blive halvpebret i pris.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10