Mountain Everest Max
Her er Magnus' nye favorittastatur!
Som vi både skrev i vores anmeldelse af NOS' C450 Mini-tastatur, og Mountains Makulu 67, så er det en uhyre sjældent fornøjelse at få lov til at anmelde et produkt fra en enten helt eller relativt ukendt producent. Forbrugerelektronikbranchen er jo, som sådan, domineret af nogle få dominerende størrelser, der godt nok konkurrerer internt, men som ikke rigtig efterlader plads til nye spillere.
Men i forhold til Mountain, så taler vi vitterligt om helt og aldeles ny spiller på markedet. Makulu-musen nævnt i ovenstående paragraf er ret beset deres første produkt - overhovedet, og det tastatur vi kigger nærmere på i dag, Everest Max, er deres andet.

Det var Kim der anmeldte Makulu-musen, og noterede at selvom Mountain er en ny producent, så kan man ikke se det på deres produkter, overhovedet. Og det samme gør sig virkelig, virkelig gældende for Everest Max. Selve æsken tastaturet ankommer i er en udsøgt fornøjelse at pakke ud, med adskillige rum, der huser de forskellige addons, som tilsammen udgør denne ganske særlige oplevelse. Det betyder noget, særligt når man betaler mange, mange hundrede kroner for et tastatur, at der er blevet kælet for unboxing-oplevelsen.
Men det er naturligvis selve tastaturet vi er her for at tale om. Så hvad har vi med at gøre? Her er tale om et modulært full-size mekanisk tastatur, hvor selve "Max"-delen udgøres af en række addons i form af et aftageligt numpad, en aftagelig håndledsstøtte, og et sæt medieknapper med dertilhørende cirkulært LCD-display.
Før vi når til dem, så lad os snakke om selve tastaturet. I stedet for at forsøge at genopfinde hjulet er Mountain gået med det de ved virker, og det er naturligvis Cherry MX switches, og du kan, når du bestiller, alt lige fra Reds til Silent Silver. Lige meget hvad du bestiller får du reference switches med i pakken, så du kan mærke efter om du måske, på sigt, vil købe nye. Testeksemplaret er med Red, og de er præcis lige så taktile, responsive og dybe i deres individuelle aktiveringspunkt som andre Cherry MX Red-baserede tastaturer. Pointen er at det virker, og mere behøver vi vist sådan set ikke at sige.

Selve chassiset består af en toplade i aluminum, og en bund i plastik, men det hele føles bare absolut sublimt. Kim plejer at sige at man kan bruge sådanne tastaturer som mordvåben, og det kan jeg godt forstå, for det føles nærmest som om at det er skåret ud i ét stykke. Nedenunder er der desuden magneter, der kan hæve tastaturer i hver side i op til tre trin.
Mountain Everest Max er ikke et trådløst tastatur. Det er lidt synd, naturligvis, men ikke ligefrem overraskende med de addons der sidder på. Dog er hele bunden formet på en sådan måde, at der er kanaler til det tykke stofkabel i hver side, samt bagud, så du kan føre det præcis som du ønsker. Kablet i sig selv lækkert, og sikkert også robust og hårdført.
I det hele taget emmer Mountain Everest Max af opmærksomhed for de bittesmå detaljer, og alt lige fra magneterne der hæver tastaturet op, til det samlede subtile design, så ser Everest Max præcis lige så dyrt ud som det er.
Og så videre til de addons der, addons der bare har at være gode, når nu du betaler €249 for hele pakken. Selve håndledesstøtten er ret hård, og tager mere udgangspunkt i Logitechs MX-støtte end Razers mere plush udgave. Den klistrer sig dog på magnetisk, og rykkede sig ikke en tomme under hele testperioden. Godt nok er den måske ikke lige så blød som nogle måske foretrækker, men jeg fandt den personligt uhyre behagelig.

Det påklistrede numpad er dog meget mere end hvad det udgiver sig for at være. Først og fremmest har Mountain fået den geniale idé, at kombinere et fysisk USB-C stik med magneter på den ene og anden side af selve stikket. Det gør både at forbindelsen er robust, men at det samtidig er let som en leg at fjerne det med et snuptag. Udover "bare" at være et numpad, er der desuden fire knapper, og disse kan ikke bare programmeres til at gøre stort set alt du vil have dem til, lige fra at åbne specifikke programmer, til specialdesignede makroer, du kan ændre det ikon der hører til den givne kommando. Der er et hav af vælge imellem fra Mountain Base Camp, deres proprietære software.
Nu hvor vi er ved Base Camp, hvor er det altså bare vildt at se en relativt ny spiller imponere så meget i første omgang. Jeg er sikker på at der findes features og indstillinger så mere hårdføre keyboard-krigere vil mangle, men i forhold til ren og skær UI-design, segmentering af information og letforståelige inddelinger, så er det her bare en direkte genistreg. Der er alt hvad du skal bruge, og intet af det er mere end et par klik væk. Jeg tilføjer lige nogle billeder herunder.



Til sidst er der mediemodulet, bestående af skip, play/pause, mute og en select-knap, der bruges til operere dele af brugerfladen i det cirkulære display. Selve modulet har samme system som numpad-sektionen, altså magneter og USB-C, og det er præcis lige så gnidningsfrit at tage af og på. Ligesom på et Samsung Galaxy Watch kan du så rotere hele displayet, og derigennem vælge imellem et utal af forskellige informationer og kommandoer. Du kan få PC-relateret information såsom CPU- og GPU-temperaturer, RGB-belysning, lydindstillinger, profiloversigter, adskillige lokale tidszoner, APM og meget, meget mere. Det hele kan yderligere indstilles i forhold til farver og layout i Base Camp.
Det hele hører med i Everest Max-pakken for de der €249, som i Danmark nogenlunde oversættes til små 2000 kroner. Det er nogenlunde det samme som du giver for et Corsair K100, eller et Razer Huntsman V2 Analog. Så hvad er at foretrække? Det er ret let, det er Mountain Everest Max, og med en relativt stor marginal. Hør, Mountain har tydeligvis erfaring med andetsteds fra, så helt nybegyndere er de ikke, men det er alligevel mildest talt imponerende, at her, med deres første tastatur som producent, så blæser de en bagover med funktionalitet, byggekvalitet, sans for detalje og et kompromisløst design. Det her er det bedste mekaniske tastatur, som samlet pakke, jeg nogensinde har brugt. Så let kan det siges.
Gamereactor Danmark