Most Active: kom til tasterne!
Den sidste uges tid har vi her på Gamereactor set blogge om E3, UFC, musik og udsalg. Hvis du læser med, så giv dig til kende i kommentarfelterne. Det behøver ikke være den store kritiske svada, eller for den sags skyld en fed one-liner. Vi vil bare gerne høre fra dig, den anonyme læser.
For vi har utroligt mange læsere på Gamereactor, men ligesom vi har en fast skare, der er ivrige ved tasterne, har vi også en enorm skare, der holder sig anonyme. Nu er der dog endnu en grund til at fare til tasterne, og den håber vi at I vil benytte.
I hele Gamereactor-netværket finder vi hver uge det mest aktive medlem og sender en præmie i vedkommendes retning. Vi har haft norske, finske og svenske vindere. Men de gæve vikinger foretrækker åbenbart et liv i anonymitet.
Vi trækker stadig en ny vinder hver fredag. Og sidder der nu nogle brugere med gamer-gen, så lad os lige slå fast: vi udregner naturligvis pointene efter nogle hemmelige parametre, så at spamme siden i jagten på hæder og præmier nytter naturligvis ikke.
Vi kan dog røbe at både forumposts, blogindlæg og brugeranmeldelser naturligvis tæller med i puljen.
Så kom til tasterne! Det handler ikke nødvendigvis om at vinde, men om at være med til fortsat at gøre Gamereactor til verdens bedste spilsite.
