Mos Def - True Magic

Det er den typiske historie om manden, der havde hele hiphop-verdenen for sine fødder, men så i sidste ende hellere ville noget andet, såsom at spille med i halvdårlige sidekick roller overfor Bruce Willis. Mens den gamle kompagnon Talib Kwali har udgivet det ene solide projekt efter det andet, er det endnu ikke lykkes for Mos Def at lave noget, der tilnærmelsesvis når de gode gamle Black Star-dage til sokkeholderne.

Det sker heller ikke med True Magic, et album der eftersigende mest af alt er lavet for at opfylde en kontrakt med Geffen, som den gode Mos gerne vil ud af. Men har den forventningsfulde lytter virkelig lyst til at investere sin tid og penge i et projekt, der åbenlyst bare er lavet for netop at spilde tid og penge? Svaret er op til den enkelte, men jeg ved da i hvert fald, hvor jeg står i den sag. I virkeligheden vil jeg bare have den gamle Mos Def tilbage. Ham der virkelig havde noget på hjertet, og hvis fantastiske stemme var i stand til at følge hvert et budskab til dørs.

Den Mos Def er ikke at finde på True Magic. I stedet får vi Mumle-Mos, Råbe-Mos og ligegyldige Ekko-Mos. Produktionerne har af og til tendenser til at blive interessante, uden at det dog nogensinde lykkes for dem at holde hele vejen hjem. Jeg håber inderligt, at rygterne tale sandt, da dette album bare var noget Mos Def lavede for at komme ud af sin kontrakt, og at næste gang bliver lykkens gang. At fritidsskuespilleren snart igen vil vise hvor hans hjerte virkelig ligger. Jeg håber! Lige nu er jeg bare så skuffet, at jeg ikke rigtig tør tro på det.