Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Monopoly Tycoon

Monopoly Tycoon

Infogrames har på mange måder udviklet lige præcis dén oplevelse af Monopoly, som man må have haft inden i hovedet, mens man spillede brætspillet. Og lidt til...

Der er dem, der mener, at charmen forsvinder, hvis man prøver at overføre et terninge- eller brætspil til computer. Noget kan der selvfølgelig være om det, hvis producenten bare har overført nøjagtigt det samme gameplay, den samme spilleplade - uden at tilføre noget nyt, uden at udnytte computerens kraft og muligheder for for eksempel at vise spillet i 3D. Infogrames købte sidste år licens fra Hasbro til at udvikle computerspil på basis af en række klassiske brætspilstitler. Kan Monopoly Tycoon holde dig fanget foran computerskærmen - eller skal de gamle krøllede pengesedler og den knækkede og slidte spilleplade frem igen?

Brætspil i 3D
Infogrames har på mange måder udviklet lige præcis dén oplevelse af Monopoly, som man må have haft inden i hovedet, mens man spillede brætspillet.

I stedet for en fast kvadratformet bane - eller cirkelformet i det fordanskede Matador - er byen i Monopoly Tycoon et åbent 3D-landskab, med fodgængere, bilister, virksomheder, kunder og så videre. Nu er det heller ikke længere små farvede brikker, der bliver stillet på spillebræt, når man har købt et hotel. Næ, nu kan man komme helt tæt på - og se gæsterne komme og gå.

Spillet starter i 1930, hvor du som spiller har en begrænset sum penge til rådighed - og byen har endnu ikke vokset sig stor. Det er nu din opgave at bygge og investere i ejendomme, anlægge jernbaner og etablere virksomheder.

Der er en fin balance mellem de SimCity-lignende elementer og de mere økonomisk orienterede aspekter, der alle er samlet i en overskuelig og lettilgængelig brugerflade - om end den er er lidt vel kulørt. Men det er netop en del af charmen ved Monopoly Tycoon, at stemningen, farverne og begreberne fra brætspillet er fulgt med over på computeren.

Nyt er det til gengæld, at du som spiller lave en brugerundersøgelse, inden du bygger ejendomme. På den måde kan du undgå at bygge nye boliger, hvor indbyggerne i din by alligevel ikke vil bo eller at åbne forretninger, som der alligevel ikke er noget kundegrundlag for. Tro ikke, at du bare kan købe en hvilken som helst ejendom du har fået kig på. Du kan markere din interesse - hvorefter der blive indkaldt til auktion, hvor du er oppe mod 5 modspillere, computerstyrede eller mennesker.

Sæt dig et mål ...
Monopoly Tycoon består af en række scenarier, med mål der strækker sig fra at bygge den største by inden for et givet antal år - eller at opnå stemmer nok til at blive byens borgmester. Der er endvidere en ’Last Man Standing’-mode - eller Robinson-mode, om man vil - hvor indbyggerne stemmer spillerne ud af spillet, én efter én.

Der er mange måder at tjene penge på i Monopoly Tycoon. Det er hurtigt at starte virksomhedstyper som bagerier og barer, mens de til gengæld er udgiftskrævende i form af husleje, lagerbeholdning og så videre. Derimod er det en god idé at samle virksomhederne i indkøbscentrene.

I forhold til brætspillet er der tilføjet den dimension, at visse virksomhedstyper først er til rådighed for spilleren, når tidspunktet i spillet passer til det. Det gælderfor eksempel isbarer og computer-forretninger. Samtidig kan eksisterende virksomhedstyper udgå - eller i hvert fald blive presset på markedet af nye typer. Slagterforretninger kommerfor eksempel under pres fra delikatesseforretninger.

Byen i Monopoly udvikler sig i en slags ’real time’, hvilket vil sige, at en spilledag udgør 5 år i byens liv. Hastigheden kan dog sættes op i perioder, hvor man afventer langtidsvirkningen af de foretagne investeringer.

Grafik
Under alle omstændigheder kan man nyde spillets 3D grafik. Der er måske ikke voldsomt mange detaljer og karaktertræk ved figurerne, men alene de forskellige 3D-visninger af byen og ikke mindst de flydende og hurtige skift imellem dem, giver en ny og spændende spiloplevelse, i forhold til brætudgaven.

Desuden kan man nyde hvordan underlægningsmusikken er både let, munter og ikke mindst tidstypisk for den periode, som tidspunktet i spillet udtrykker. Dertil kommer lydeffekter, som understreger den generelle muntre stemning, for eksempel lyden af klingende mønt, når der er "kunder i butikken", eller af blæsevejr, biler, fodgængere og af byens liv i øvrigt.

Hvis du ikke helt kan slippe vejnavnene fra brætspillet, kan du endda indstille verdenen til at anvende de samme på computeren. Det er dog på ingen måde det samme som at se det Københavnske bybillede på skærmen. Så er det næsten sjovere at indstille navnene fra et helt andet land.

Jeg har lidt svært ved at give afkald på den specielle spiloplevelse, der indfinder sig omkring et spisebord, hvor der bliver spillet Matador eller Monopoly, og hvor luften er tyk af spillernes glæde og skuffelser over begivenhedernes gang. Bare ansigtsudtrykket hos den modspiller, der er uheldig at lande på Rådhuspladsen, bedst som du er nået til at købe et hotel på grunden mere end slår hvad Monopoly Tycoon kan fremkalde af virtuel respons.

Men Infogrames har med Monopoly Tycoon faktisk begået en velafbalanceret, spændende og ikke mindst nytænkende computer-udgave af det klassiske brætspil. Måske vil du savne de tilfældigheder, som prægede brætspillene - og måske vil du blive irriteret over, at man ikke kan justere spillets indstillinger, når det er sat på pause. ’Real time’ i spillet betyder faktisk ’real time’. I hvert fald burde der være stof til adskillige timers, dages og nætters spil foran skærmen, ikke mindst hvis du deler oplevelsen med andre i et multiplayer-spil.

---

Spillet kan forudbestilles i GameReactor Shop!

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Velfungerende og loyal overførsel af brætspillets charme til computerskærmen.
-
Flade og karakterløse figurer i byerne.