Gamereactor

Gamereactor
Modey Lemon – Thunder + Lightning

Modey Lemon – Thunder + Lightning

Garage rocken får et ordentligt los i bollerne af et band der rent faktisk lyder som om de lever i en carport.

Modey Lemon, åndssvagt bandnavn, og coveret til albummet Thunder + Lightning er mindst ligeså åndssvagt, men hold da kæft hvor sparker indholdet absurd meget røv. Eftersom garage rocken nu om dage er blevet lige så trendy som beige i halvfjerdserne, er de fleste såkaldt garage bands begyndt at lyde som små pæne drengerøve uden nogen som helst form for snavs på de moderigtige retro Converse-sko. Men her kommer Modey Lemon så væltende ind på scenen, med en lyd som var hele lortet spillet ind i en konservesdåse under vand, og en attitude som end ikke en klonet hær af Liam Gallaghers ville kunne gøre dem efter.

Thunder + Lightning starter med 200 kilometer i timen med det heftige Crows, og stopper aldrig op for at få pusten, før 34 minutter er gået og ingen sange er tilbage. Det er effektivt ad helvedes til, men bliver undervejs en smule anstrengende at høre på. Musikken er omtrent ligeså nuanceløs som hvid på hvid, men egner sig perfekt til en aften med øl, røg og damer på skødet, a la dem man aldrig selv har, men alligevel altid fortæller vennerne om. Melodier er der ikke mange af, men energien sidder i førersædet, og er i sig selv i stand til at gøre den ensformige oplevelse til noget af et adrenalinsus.

Modey Lemon spiller den slags musik de fleste gerne ville spille, men de færreste tør. Den kompromisløse form for rock and roll der giver lyst til luftguitar, uden at sætte sig spor i sjælen. Hvad skal man også bruge sjæl til når man bare har bajer nok? På "Enemy" lyder det fængende omkvæd "I’d rather be your enemy than be nothing at all," og selvom Modey Lemon da nok skal få sig fjender nok, vil jeg da gerne melde mig ind under venne-fanen. Hvis der altså er plads til den slags i denne golde verden af torden og lynild.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10