Moby - Hotel

Moby har haft mange forklædninger. Uanset om vi har lyttet til trance-Moby over punk-Moby til easy listening-Moby, har den lille herre dog altid formået at holde fast i det personlige særpræg. Ingen tvivl om, at Moby er fuldt ud bevidst om de valg han træffer og at vi ikke bare har med tilfældigheder at gøre. Efter den enorme succes med "Play", hvor vel næsten samtlige numre blev effektivt markedsført i diverse tv-reklamer, havde Moby pludselig skabt en seriøs platform for sig selv og en håndgribelig succes at måle alle fremtidige udgivelser udfra. Derfor var det da også så som så med udviklingen på efterfølgeren "18", der egentlig bare fortsatte Plays stil med de soulede vokalsamplinger og funky rytmer.

Nu er turen så kommet til "Hotel". En udgivelse der har ladet vente længe på sig, men også en udgivelse der overrasker positivt på mange måder. Først og fremmest er de trættende vokalsamples fuldstændigt forsvundet. I stedet har Moby selv lagt vokal til en del spor, og smidt resten i favnen på den yderst vellydende Laura Dawn. Den lille mand med de store evner har faktisk også en ganske god vokal, og hvor Moby tidligere har haft en tendens til at lave sange, der mere lød som små gentagelser i et uendeligt rum, består "Hotel" rent faktisk af sange. Albummet står i poppens tegn; dette er et album der er i stand til at favne de fleste, og det er på ingen måde kantet, alle kan være med.

Om alle så har lyst til at være med er en helt anden sag. At være mainstream kunstner betyder selvfølgelig at man allerede fra starten har smidt langt de fleste "selvbevidste" musikelskere af i svinget, men "Hotel" er heller ikke på nogen måde et desperat skrig efter erkendelse. Den har Moby i allerhøjeste grad fået igennem årerne, og selvom han ikke er blevet mindre dygtig siden da, er hans valg blevet langt mere sikre, og ligesom med "Play" og "18", er dette et album, du snildt kan forvente at få tudet ørerne fulde med i diverse frisørsaloner, cafeer og trendbevidste tøjforretninger.

Med denne kantløse pænhed er der selvfølgelig en fare for at det bliver for kedeligt i længden. Denne problemstilling er Moby kommet udenom på en ganske enkel måde. Han har skrevet gode, holdbare sange som ikke sådan bare lige lader sig ryste af. Mobys vokal har den rette melankolske stemning til at kunne bære de fine melodier, og vidste man ikke bedre, kunne man fristes til at tro, at "Hotel" var en ny Erasure plade, altså hvis Erasure med ét havde udviklet god smag. Vi befinder os i electro poppens kolde landskab, men med en håndspillet varme, der giver en skøn kontrast. Uden at give afkald på sin bredde, har Moby alligevel formået at skrive et nyt kapitel til sine mange eksperimenter udi de auditive landskaber. Må det bekomme ham vel!