Miss Bala
Mexicansk drama forsøger at skildre konsekvenserne og ofrene for den blodige krig mellem landets myndigheder og narkokarteller.
Miss Bala er en hårrejsende og drænende socialrealistisk historie om konsekvenserne af den ekstremt brutale krig mod stoffer, der foregår i Mexico. I filmen følger vi den 23-årige Laura Guerrero, hvis drøm er at vinde den lokale skønhedskonkurrence. Ikke just en person man forventer blandet ind i kartellernes kriminalitet, men da hun en nat ufrivilligt involveres i et skyderi i en natklub, hives hun ind i deres nådesløse verden.
På overfladen er der egentlig ikke så meget Miss Bala gør forkert. Skuespillet er meget godt og Stephanie Sigman gør det flot som Laura, på trods af hun som karakter aldrig er i førersædet. Teknisk holder den sig meget nedtonet. I et forsøg på at opnå realisme bliver alle shots holdt i meget lang tid, uden at der klippes væk. Indimellem fungerer det fantastisk, fordi vi får lov til at opdage ting i samme tempo som Laura, men ofte ender det med at hive al tempo ud af fortællingen. Med dette sagt, så gør det oplevelsen meget troværdig og endnu mere ubehagelig.
Laura bliver udsat for den ene straf efter den anden. Jeg er sikker på instruktør Gerardo Naranjo ønsker at vise gruen og volden i hans hjemland, men for mig personligt bliver det for meget. Jeg har intet ønske om at se Miss Bala færdig, fordi jeg ingen pause får fra overgrebene. Jeg er slet ikke i tvivl om der findes hundredevis af skæbner ligesom Lauras i Mexico, og sikkert tusindvis der er langt værre end det hun udsættes for, men som film er den nød til at kunne køre i mere end et spor. Det bliver monotont og uengagerende ca. halvvejs inde.
Udover det har filmens pessimistiske verdenssyn den konsekvens, at Laura næsten forsvinder som karakter. I starten får vi hende præsenteret som en meget smuk pige med drømme og et stille liv. Lige så snart hun involveres i kartellerne, bliver hun en kludedukke de kaster rundt med. Hvor blev den stærke pige af? Det er ikke fordi jeg forventer hun sparker røv, men hvis ikke det var fordi kameraet stillede skarpt på hende, så ville hun gå i ét med væggen.
Miss Bala ønsker at fortælle en relevant historie og få omverdenen til at forstå hvad der sker på daglig basis i Mexicos gader. Set som et semi-dokumentarisk portræt af en nation i krig med sig selv fungerer den fint, men ikke som reel film.


Gamereactor Danmark