Mirrors

En stor tom bygning er beliggende på et befolket gadehjørne midt i New York. Dog kan bygningen ikke lige ses ved første øjekast, da reklamebefængte mure spærrer for at den almene fodgænger ikke skal se, hvad der gemmer sig bag. Bygningen er nemlig det nedbrændte butikscenter The Mayflower, en bygning der besidder en tragisk historie, og en skræmmende fortid.

Scenen er sat til klassisk gys efter bare få minutter i selskab med Mirrors, og åbningsscenen understreger med rette hvilken genre vi bevæger os imod, hvis seeren skulle være i tvivl. Den yderst interessante instruktør Alexandra Aja er manden bag. Med et cv der indeholder fantastisk stemningsfulde og adrenalinfyldte voldseskapader som High Tension og den geniale remake af The Hills Have Eyes, havde mine forhåbninger til Mirrors steget gevaldigt, på trods at en lunken biografmodtagelse. Dog er slutresultatet slet ikke så godt som grundideen, og filmen emmer med sit relativt store budget og kendte skuespillere af spildt potentiale.

Mr. Jack Bauer himself, Keifer Sutherland, spiller den udbrændte familiefar og kriminalkommissær Ben Carson, der efter at have skudt og dræbt en person er gået helt ned med flaget. Hans tilstand har fået konen til at smide ham for døren, og derfor lever han nu midlertidigt hos sin søster Angela. Men trods hans psykiske problemer kæmper han nu for at komme tilbage til sin normale tilværelse, sin kone og vigtigst af alt, sine to børn. Da han får jobbet som nattevagt i den nedbrændte Mayflower-bygning, tror han nemlig det er chancen for en ny start.

Men det varer ikke længe før mærkelige ting begynder at ske. De mange butiksspejle i The Mayflower er nemlig ikke helt normale, noget Ben lægger mærke til allerede ved rundvisningen. Spejlene er nemlig det eneste i bygningen, der ikke er nedbrændt. Snart begynder Ben at blive besat af de mystiske spejle, men da de pludselig rammer ham personligt, forsøger han med al magt at finde ud af spejlenes forbandelse, for at sætte en stopper for dem. Men med folks mistro til den udbrændte kommissær er denne opgave lettere sagt end gjort.

Tag ikke fejl, Mirrors er faktisk en flot og stemningsfyldt film, med den store Mayflower-bygning som flot og skræmmende, om end noget ensformigt scenarium. Flere steder besidder filmen en fantastisk lydside og nogle billeder, som næsten kun Aja kan udtænke. Men flere gange kører løbet desværre af sporet. Kiefer Sutherland kæmper tydeligvis med det materiale han har fået kastet i hænderne, men plottet er set en million gange før, og når Ben for 17. gang råber "fuck" eller "shit", endte det med at jeg sad og undrede mig over, hvorfor de havde valgt en professionel skuespiller til rollen.

Jovist, Mirrors besidder stemning og et par chokerende scener undervejs, men langt hen af vejen sidder man med tanken om at det hele bare kunne have været så meget bedre. At lave en film med baggrund i spejle og evnen til at kunne se sig selv, besidder en interessant, mytisk og skræmmende dybde, som Mirrors konstant forsøger at frembringe. I sidste ende vil Mirrors dog bare for meget, og håbet om en ny The Shining, som instruktøren ellers promoverer med, må jeg kigge længere efter.