Mirror Mask

Jeg elsker Neil Gaiman, så er det sagt. Neverwhere er blændende, American Gods fremragende og Anansi Boys hysterisk morsom og dybt opfindsom. Han er en af de få forfattere, der med lethed kan blande gys med eventyr og hverdagssituationer, så forstil dig lige, hvordan jeg så ud i hovedet da Mirrormask, en film som Gaiman tilsyneladende har skrevet manus til, dumpede ind af brevsprækken. Desværre, og jeg siger desværre på den tungest mulige måde, så er Mirror Mask alt andet end mesterlig, i hvert fald når det kommer til historien, hvor letforglemmelige karakterer, en banal historie om kærlighed og det at finde sig selv, reelt er det eneste filmen byder på.

Mirror Mask handler om Helena, en helt almindelig pige med to ualmindelige forældre, der forgæves forsøger at holde liv i et familieejet cirkus. Hun drømmer sig væk til andre steder, sidder i sin campingvogn og tegner på livet løs, og hader reelt at stå i manegen. Da hendes mor efter en optræden må køres på hospitalet, flytter hun ind hos hendes bedstemor. Men så sker der noget. En sen nat vover hun sig ned foran etagebyggeriet, hvor to jonglører holder til og før hun ved af det, befinder hun sig i et sælsomt land.

Mirror Mask er på mange måder den sjælelige opfølger til Jim Hensons Labyrinth, men den visuelle side er langt mere vovet, og i øvrigt støvsuget for dukker. I stedet er verdenen gengivet i sepiafarver, underlige kruseduller og fyldt til randen med collager af udklip, smukke computergenererede figurer og steder - og det virker. Mirror Mask har som Sin City sit helt eget udtryk og formår at sætte dybe spor i de fleste, der sætter sig til rette med den. Taget filmens budget i betragtning er det fremragende lavet.

Men manuskriptet og ikke mindst skuespillet er ikke stramt nok. Fra tid til anden dukker der de umanerlig sjove og anderledes Gaiman-betragtninger frem, som jeg kender det fra bøgerne, men for det meste er historien bare banal og usammenhængende. Det gør det ikke bedre af at skuespillet er så ujævnt. Stephanie Leonidis gør det fremragende som Helena og minder mig mest af alt om en ung Helena-Bonham Carter, men Jason Barry, der spiller Valentine, er tåkrummende skidt på en helt ny måde.

I sidste ende er Mirror Mask bare ikke god nok. Det visuelle billede passer til en dyr Hollywood-produktion (om end de aldrig ville kunne opfinde noget så smukt), men historien virker som noget taget ud af en ti-sider lang børnebog, der hverken bruger tid på at smide kød på karakterernes knogler, eller som vil gøre noget væsentligt med historien.