Minions

Oplagt. Efter den økonomiske kæmpesucces med Grusomme Mig 2, var det klokkeklart hvad publikummet hungrede efter: Flere minions. Formet som gule tic tacs med fransk volapyk i munden og klog(gal)skaben som femårige var det superskurkens håndlangere der stjal rampelyset. Det mest logiske, næste træk, var at flytte skurkens disciple fra baggrunden til forgrunden og give dem hovedrollen, helt uden Hr Gru. Minions havde biografpremiere i sommers, og aktionærerne hos Illumination Entertainment kan feste med god grund, for de små undersåtter sprang banken igen, igen.

Eller nærmere: Minions før Hr. Gru. For filmen er en slagsang for den gamle prequel, som graver i oprindelsen for artens styrende lyst til at tjene den ondeste skabning i nærheden, undtagen Hitler, som måske er for hård kost. Desværre er de også forbandet med en sort skæbne der giver deres overherre en minimal overlevelsesrate. Som forældreløse børn mister arten af minions deres gejst og glæde ved at leve, indtil tre ansigter, Kevin, Stuart og Bob, springer ud af den modløse trop og sætter sig for at finde en ny og levedygtig superskurk til at tjene.

Minions er en fortsættelse af franchisens nicheområde, hvor filmhistoriens myte om superskurke vendes til en parodisk leg med klassiske klicheer. Fra superskurkens finansieringsaftale i skurkebanken og superskurkenes indbyrdes konkurrencementalitet, rejser trioen videre til superskurkekongressen hvor amatør-skurke sukker efter verdens største skurk. Og i disse moderne tider for ligestilling er det forfriskende (og tidstypisk) at se kvindekønnet indtage skurkerollen øverst på podiet i form af Scarlett Overkill (Sandra Bullock). De tre minions falder pladask for den kvindelige forbryder, men spørgsmålet er om hun er den rette skurk for dem?

I animationsfilmens franchise er det fortsættelsens skæbne, at lande i en af tre følgende kategorier: Skuffende, tilfredsstillende eller overraskende. Minions indfinder sig sikkert og bekvemt i en midterkategori. Ikke så godt - heller ikke skidt. Vi er fjernt fra varmen og skurke-charmen i den første Grusomme Mig, og meget tættere på toerens overfladiske trang til at blænde os med elastisk slap-stick komik uden at pleje sjælen i grinepausen. Filmens uopslidelige trumfkort er de lalleglade minions, som mimer historien med lyde, fagter og engagerende galskab, men Minions føles først og fremmest som et godt planlagt cash grab - og formentlig ikke det sidste.

Ekstramateriale:
Er man endnu ikke blevet træt af minions, så har blu-ray udgivelsen - traditionen tro - flere kortfilm med lystige situationer for de gule hjælpere: Tre nye kortfilm og et interaktivt kort som viser minons verdensomspændende rejse gennem filmen. Endvidere en flot præsenteret making-of hos Illumination Studios, og sidst: Minions synger julen ind med bjældeklang (plus karaoke på minion-sprog). Som det oftest er tilfældet, særdeles velproduceret ekstramateriale.