Millennium Racer
Millennium Racer fra Cryo Interactive Entertainment er et futuristisk racerbilspil, som foregår i det 3. årtusinde.
Millennium Racer fra Cryo Interactive Entertainment er et futuristisk racerbilspil, som foregår i det 3. årtusinde. Det gælder om at transportere data rundt i Det Store Netvæk, som ikke kender nogen hastighedsbegrænsninger. I sidste ende bliver den "lejesoldat", som er hurtigst på sin millenniumracer, kåret som den hurtigste og og mest berygtede på Nettet. Det holder bare ikke i længden. Dertil er spillet for kedeligt.
Spillet lægger op til, at man skal leve sig ind i rollen som "netværkskører". Den tynde historie, som prøver på at relatere sig til kultfilmen Tron, går ud på, at enhver netværksgamer har sit eget unikke, virtuelle jeg, som vedkommende kan benytte til at transportere vitale data rundt på netværket. Jo hurtigere, jo bedre. Til dette formål disponerer man over en virtuel racerbil.
Spillet kan spilles på 2 måder; championship samt ren arkade. Championship kan spilles i easy mode eller som professionel. I Easy er der 10 baner at gennemføre og i professionel 11 baner. For at kunne gå videre til næste bane, skal man have opnået et vist antal point. Det kan gøre, at man bliver ret frustreret, når man for 117. gang er kommet ind som nummer 4 og dermed ikke har opnået de sidste adgangsgivende point for at komme videre. Dette illustrerer også meget godt, at spillet til tider er svært. Hastighed er alfa og omega, så man har en tendens til bare at trykke speederen i bund hele tiden. Det virker for det meste også effektivt. Problemet er bare, at man mange steder kan ryge uden for "kredsløbsbanen", bogstaveligt talt, med efterfølgende eder og forbandelser til følge. Visse underlag leder (øger hastigheden) bedre end andre. Desuden er en bane opdelt i flere niveauer, som man kan køre på. Derudover kan man opsamle bonusringe, som kan forøge ens hastighed samt forøge ens boosterenheder, som gør, at man kan lave en eksplosiv accelleration, når det er nødvendigt.
I arkade kan man vælge mellem alle banerne, forudsat at man har gennemført dem i championship mode. Det bliver også lidt kedeligt i længden. Men i arkade er der også en interessant feature. Man kan spille i custom mode og her kan man selv bestemme, hvor mange computermodstandere, der skal være, antal omgange, og så det mest interessante: spillerprofiler. Når man kører et mesterskab, kan man efter et løb gemme sin egen racerprofil på computeren. Man kan så via diskette eller email sende denne til andre "millenniumracere", som kan benytte dem til et custum race. Det siger sig selv, at man kan køre mod sin egen profil. Noget jeg ikke har set før og som er lidt forfriskende.
Grafikken er, hmmm, en blandet fornøjelse. Cryo Interactive anbefaler et 3D kort med 64 MB ram, hvilket fik mig til at hæve øjenbrynene en smule. Så måtte det jo være et spil med virkelig meget guf for øjnene. Not!!! Banerne ligner hinanden for meget. Der er godt nok animerede teksturer, men de kunne være lavet meget bedre. En fed ting er dog, at man kan sætte sit eget ansigt på en karakter. Skan et billede af dig selv, og gem dette billede i bmp format. Herefter kan man sætte det på sin karakter! Cabal fra Tiberian Sun havde nok aldrig troet, at han skulle ud og køre racerløb!
En anden kritisabel ting er de "netværksbiler", man kører i. De ser utroligt primitive ud, som var de er opbygget af meget få polygoner og ikke andet. Nedtur. Jeg havde måske sat mine forventninger for højt, men man kunne have lavet deres overflade bestående af små kredsløb med animerede teksturer og lignende. Der er heller ikke nogen futuristiske våben med, hvilket måske heller ikke meningen, men jeg synes, når nu spillet er bygget op omkring Netværket, kunne man for eksempel have have lavet en form for energizerladning, som kunne benyttes til at deaktivere det kredsløb, som en af modstanderen befandt sig på.
Lydsiden er heller ikke meget at råbe hurra for. På indpakningen står, at man fræser af sted til technomusik. Men hvis det er technomusik, så ved jeg ikke rigtigt. Desuden er lydsporet for ensformigt. FX-effekterne er nærmest ikke eksisterende. Og ens egne udtryk samt modstandernes, når man overhaler hinanden begynder at gå en på nerverne efter at have spillet Millenium Racer i et stykke tid.
Spillet er sjovt i starten, men der går ikke lang tid, før man keder sig. På intet tidspunkt føler man sig hensat i intens stemning. Grafikken kan gå an men heller ikke mere. Vi skriver år 2000, og et spil af dagens standard burde være meget bedre. Prøver man at finde info om spillet på producentens hjemmeside, vil man blive fælt skuffet. Deres hjemmeside er lavet på 4 sprog. Men det er kun på den franske udgave, at spillet overhovedet er omtalt. Nu kan jeg heldigvis fransk, men det under mig, at der INTET er om spillet i den engelske eller amerikanske udgave. Har du nogen hundredelapper i lommen, så køb et andet spil.
Gamereactor Danmark