Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Midtown Madness 2

Midtown Madness 2

Midtown Madness 2 fra Angel Studios er for øjeblikket det ypperste indenfor arkaderæs. Spillet er forbedret fra 1Æeren.

Midtown Madness 2 fra Angel Studios er for øjeblikket det ypperste indenfor arkaderæs. Spillet er forbedret fra 1´eren, og Geforce-ejere kan glæde sig over, at deres kort nu kommer til deres ret. Spørgsmålet er så, om det retfærdiggør prisen.

Microsoft scorede med Midtown Madness et ægte hit i sin tid. Her fik man et fedt arkadespil, hvor man kunne fræse afsted i de fedeste biler og kreere et totalt ragnarok af bilvrag i Chicago. Og 2´eren står ikke tilbage i den henseende.

Der er kommet 2 nye scenarier til: London, med dens snævre gader og virvar af biler, og San Francisco med sine stejle gader og bakker, hvor man kan lave de vildeste hop. Angel Studios har virkelig kælet for detaljerne. Begge byer er genskabt med høj præcision, og det er en nydelse af cruise igennem de to byer. Mange gange måtte jeg tage mig selv i at snegle mig afsted, bare for at få det hele med.

Crash till you die!
Har man prøvet etteren, vil man med det samme føle sig hjemme. De forskellige racemuligheder fra tidligere er også inkluderet i 2´eren: Blitz, Circuit, Checkpoint samt Cruise. Og nej, dette er ikke Carmageddon; fodgængerne kan stadigvæk ikke køres ned.
Der er som noget nyt kommet en spilmode der hedder Crash course. Her skal man enten som håbefuld kommende taxichauffør i London eller stuntkører i San Franciso gennem forskellige prøver forbedre sine egenskaber, så man er bedre rustet til de til tider rigtig svære matcher. Midt i forløbet skal man også til en midterm eksamen og til sidst den store eksamen, hvor man får sit førerbevis. Man behøver ikke at gennemføre Crash Course, men så vil der også være nogle biler, man ikke kan få adgang til. Og heri ligger en af spillets svagheder (og styrker, alt efter hvem man er): Der er 20 forskellige køretøjer, men man har kun adgang til nogle af dem fra start af. Ved at gennemføre de forskellige racemuligheder, bliver de andre så tilgængelige, men det kan være frustrerende for 117. gang at slutte uden for top 3 og dermed ikke få låst op for den fede Audi TT. På den anden side er det også det, som gør, at man ikke kan slide sig væk fra computeren.

En dobbeltdækker med det hele, tak!
Selvom der er et konkurrenceelement i spillet, er det ikke nødvendigvis det vigtigste. Og det er det gode ved spillet. Det er hylende sjovt. Og med de nye biler (bl.a. en Light Tactical Vehicle samt Aston Martin DB-7), er der nok at vælge imellem. Går man op i konkurrenceelementet, er det dog begrænset, hvor mange af bilerne, som rent faktisk egner sig til formålet. Dobbeltdækkerbussen er fed at køre i, men den egner sig ikke ligefrem til at blive kastet rundt i et skarpt sving, når man kører på tid.
Grundlæggende er spillet utrolig nemt at lære. Der er ikke så mange ting at holde styr på. Derimod tager det nogen tid at perfektionere sin kørsel, så man kan skride ind i et sving eller lave et perfekt håndbremsesving, så man ikke mister så megen fart. Og man behøver ikke et rat og pedaler. Det virker helt fint med et tastatur. Et digitalt joystick er faktisk endnu bedre, da det reagerer hurtigere og mere præcist.

Guf for geForce ejere
Grafikmotoren er blevet forbedret en smule. Når din bil bliver beskadiget, er buler og skrammer blevet mere detaljerede. Dog skal der h....... mange frontale sammenstød i meget høj fart til, for at køretøjet bliver så beskadiget, at det ikke engang kan humpe afsted. Når man støder sammen, vil ting fra bilen flyve til alle sider. Tågeeffekten er også ret flot. Dog er det ærgerligt, at spillet kun kan køre i 16-bit farveopløsning. Til gengæld udnytter spillet Transform & Lightning, så som ejer af et geForce grafikkort, kan man nu endelig få kontant valuta for pengene.
Omgivelserne er også ufatteligt flotte! London og San Francisco er kortlagt ned til mindste detalje. Tag på tur i London og se Buckingham Palace eller kør ned til Golden Gate Broen i udkanten af San Francisco. Men måske er det netop på grund af denne detaljegrad i modelarbejdet, at nogle af de enkelte teksturer er lidt udviskede som kompensation. Det rører dog ikke ved det generelle helhedsindtryk af, at spillet er meget flot.

Lydsiden kunne være bedre
Bilerne er godt gengivet, og hvis det bare gjorde sig gældende på lydsiden også, så ville alt være godt. Men de enkelte bilers motorlyde står ikke mål med det grafiske kvalitetsarbejde. Når jeg sætter mig ind i en fed racer (yeah right, sker desværre nok aldrig i det virkelige liv), vil jeg gerne høre brølet fra motoren, når jeg gasser vildt op. Det sker bare ikke i MM2. Lyden er for flad, og man får aldrig fornemmelsen af f.eks. at sidde i en Aston Martin. Til gengæld er kommentarerne før og efter et løb gode og med til at underbygge vandvidsoplevelsen.

Multiplayer multi bedre
Spil mod andre er blevet en del bedre. Via Game Zone kan man koble op mod andre og få afløb for sine fartgale tilbøjeligheder. Af nyt kan nævnes "Free For All", hvor en guldbarre er skjult et sted i byen, og hvor alle kørere skal forsøge at få fat i den og bringe den tilbage til ens skjulested. I "Cops And Robbers" er det i hold som røvere og politibetjente, at man skal forsøge at bringe guldbarren tilbage til henholdsvis røvernes gemmested og banken. Desværre kan man i Free For All kun benytte de biler, som man i normalt singleplayer har fået låst op. Det ser ud til, at lag problemerne fra 1´eren er blevet løst. Jeg havde i hvert fald ingen problemer med "hakken i lakken".

Midtown Madness 2 er en værdig efterfølger med fedt gameplay og mange timers fornøjelse såvel off- som online. Men der er ligesom ikke så forfærdeligt meget nyt under solen. Det er det bedste bud indenfor arkadebilspil i dag, og du vil ikke fortryde, hvis du køber det. Og samtidig er det garant for vanvittig sindssyg og fornøjeligt gaderæs uden grænser!

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flere biler og byer, nye scenarier, mere vanvidsræs.
-
Nogle teksturer lidt udviskede, ikke sket så meget siden etteren.