Microsofts helt nye dashboard
Hvornår skal du have avatarer?
Der har været sagt og skrevet meget om Microsofts kommende dashboard-opdatering og deres inkludering af Avatarer, og på gårsdagens (eller natten her om man vil) pressekonference i Japan, kom det så frem, hvornår firmaet lancerer det hele.
Under sin tale på Tokyo Game Show kunne John Schappert meddele, at man lancerer opdateringerne af den velkendte Xbox 360-brugerflade d. 19. november. Dette sker i 26 lande. Schappert kunne endvidere fortælle at Xbox Live-tjenesten nu har mere end 14 millioner brugere, hvilket må siges at være imponerende.
Samtidig kunne han sætte navn på fem nye Xbox Live Arcade-spil, som kommer i de kommende måneder samt i begyndelsen af det nye år. Det bliver et kærligt gensyn med både {Metal Slug 7}, King of Fighters 98 Ultimate Match, begge fra SNK. Der bliver også mulighed for at stifte bekendtskab med {Space Invaders Extreme} og Arkanoid Live, lige som det allerede bekræftede R-Type Dimensions også snart kommer.
Der er med andre ord, lagt i kakkelovnen til noget af et efterår og et spændende 2009.