Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Microsoft Train Simulator

Microsoft Train Simulator

Her er muligheden for igen at møde din indre togfører. Her er for en gangs skyld et spil, der ikke rummer biljagter eller skydescener. Her får du kun tog - og masser af dem!

Der er nu noget fascinerende ved tog. Min mindste søn på knap 5 år har lige så længe jeg kan huske hvinet af fryd, når han bare kunne høre et tog i nærheden. Jeg har også selv været bidt af det elektriske Mõrklin-tog, som jeg fik i julegave af mine forældre. Det endte dog med at være kedeligt legetøj, når det var den samme ovale grundbane, som toget kørte på hele tiden.

Microsoft Train Simulator giver dig mulighed for igen at leve den indre svaghed for tog ud. Her er for en gangs skyld et spil, der overhovedet ikke rummer action, biljagter eller skydescener. Nok kan du styre dine tog så elendigt, at du forulykker, men det er netop også dit eget overblik, din egen sans for timing, der blive sat på prøve, når du styrer dit lokomotiv ud på spillets 6 baner, der er nøjagtigt modelleret over baner fra virkelighedens verden.

Realistisk betjening
De enkelte tog betjenes fra maskinrummet. Uanset om der er tale om damp-, diesel- eller eldrevne lokomotiver, er instrumenterne i de enkelte modeller nøjagtigt gengivet fra de faktiske tog. En række detaljerede træningsopgaver guider begynderen igennem de indledende øvelser med hensyn til at starte toget og sætte det i fart.

Selve spillet går ud på at overholde en nøje udregnet tidsplan mellem en afgangs- og en ankomststation, at koble godsvogne på toget - og fragte dem sikkert frem til deres destination. Du skal også sørge for at udføre passagerdriften på en strækning i overensstemmelse med køreplanen. Alt sammen med et væld af indstillingsmuligheder for tidspunkt på døgnet, vejrforhold og så videre.

Nu vil de læsere, der utålmodigt leder efter action og dramatik, måske mene, at det lyder grusomt kedeligt. Til dem kan man kun sige: Hold jer væk fra Train Simulator. Det er i høj grad entusiasterne, ikke mindst voksne, der ikke har glemt barndommens Mõrklin-tog, som vil finde timers, ja dages fornøjelse ved spillet.

Begrænset antal baner
Spillet bliver leveret med 6 baner, der i virkelighedens verden er placeret så forskellige steder som Maria´s Pass i Montana, USA, Northeast Corridor i det nordøstlige USA, Innsbruck - St. Anton i Østrig, Settle & Carlisle Line i det nordvestlige England, Tokyo - Hakone og endelig Hisatsu-linien, begge i Japan.

Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men det spændende ved Train Simulator er, at spillet betjener sig af en åben opbygning. Det er så op til forskellige entusiaster verden over at udvikle nye baner, ganske som det har været tilfældet med Flight Simulator i årevis. Efter sigende er en gruppe tog-entusiaster allerede i fuld gang med at overføre DSB´s skinnenet til spillet. I hvert fald følger der en række værktøjer til redigering af baner og tog med i spilæsken.

Microsoft har haft et tæt samarbejde med de jernbaneselskaber, der driver strækninger fra spillets baner. Det amerikanske baneselskab Union Pacific har imidlertid afvist ethvert samarbejde om at levere detaljer til baner i spillet. Begrundelsen er, at spillet efter selskabets opfattelse opfordrer til, at vandaler tager sig en køretur i et af deres tog. Og det understreger vel blot hvilken grad af realisme og detaljerigdom, Microsoft har sigtet efter i Train Simulator.

Flotte kameravinkler
Nok bliver de fleste beslutninger taget i lokomotivførerens kabine - men det er i høj grad de fleksible kameravinkler inden i og uden for toget, der gør Train Simulator til en flot visuel oplevelse. Kameraet kan flyttes til højre og venstre, og der kan zoomes ind og ud. Samtidig fortsætter bilerne med at køre på vejene i baggrunden, køerne med at græsse på marken og så videre. Med alt dette liv i omgivelserne, bliver det derfor en lidt flad oplevelse, når man - selv under spilvarianten med passagerdrift - mangler ´levende´ passagerer i togene.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Minutiøs simulation af kørsel med både el-, diesel- og kuldrevne lokomotiver.
-
De faktisk systemkrav overstiger langt de angivne minimumskrav. Manglen på ÆlevendeÆ passagerer gør kørslen til en flad oplevelse.

Microsoft Train Simulator