Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Microsoft Surface Laptop 3

Microsoft Surface Laptop 3

Microsoft Surface Laptop 3 er landet, og Magnus var så stor fan af forgængeren. Så han må jo være vild med denne... ikke?

Tidligere på året måtte jeg komme med en tilståelse. Selvom Microsoft Surface Laptop 2 hverken var den hurtigste, billigste eller bedst udrustede blandt de mange ultrabooks man kan vælge imellem som forbruger i dag, så var det samtidig netop den maskine jeg følte mig mest komfortabel at arbejde på, når jeg var på farten.

Det var et testamente til at de små ting lagt sammen kan være afgørende i den samlede brugeroplevelse, og det som Alcantara-belægningen, der gjorde det blødt og behageligt for håndleddene at hvile på, den fede PixelSense-skærm og det robuste tastatur gjorde Surface Laptop 2 til en personlig vinder for mig.

Netop derfor så jeg også til med store øjne da Microsoft løftede sløret for den næste generation af Surface-enheder ved en pressekonference for nylig, og selvom jeg ikke kunne få hænderne ned da de løftede sløret for de nye 15 tommer enheder, så kan jeg ikke skjule at jeg var en kende skuffet over 13 tommer erstatningen. Og lad os da kort få de klagepunkter af vejen her. Ja, minidisplayporten er væk, og erstattet af USB-C, problemet er bare at det ikke er en Thunderbolt 3-port, så der er ingen mulighed for tilslutning af ekstern GPU. Det betyder også at Microsoft fortsat benytter sig af deres Surface Connect-lader, og denne er hverken lige så smart eller effektiv som almindelig USB-C baseret ladning, som Apple har tilbudt i årevis. Samtidig med det er skærmkanten, da måske ikke sidste år, men i år er relativt tynd sammenlignet med konkurrencen fra blandt andet Huawei og Asus, er fuldstændig uændret. Og når ja, Microsoft fokuserede primært på at de nu sælger modeller uden Alcantara, ét af de centrale elementer som gjorde Surface Laptop unik.

Det skal dog her siges at Alcantara ikke er helt forsvundet. Du kan stadig får en Surface Laptop 3 med stofbeklædning, men så er du tvunget ind i nogle meget specifikke konfigurationer, nemlig i Platin med 256GB eller... ja, Platin med 128GB. De resterende modeller i sort og Metal er udelukkende i metal, og ønsker du dig en 15 tommers er der ingen Alcantara-mulighed overhovedet.

Det bringer os videre til maskinens egentlige fysiske ydre. Vi fik tilsendt en 13.5 tommers udgave med i5-1035G7 CPU på 1.20GHz basis og med boost op til 1.50GHz, samt 8GB RAM. Desuden var der tale om 256GB-udgaven i sort, altså er det den uden Alcantara, og som står til 11.499. Dog kan du, hvis du er villig til at ofre halvdelen af harddisken, få Alcantar-modellen til 8999, som er en langt mere konkurrencedygtig pris.

Selvom jeg hverken er eller bliver fan af at gøre Alcantara til et sekundært valg, da man mister en essentiel del af maskinens identitet, så er det dog svært at argumentere imod, at Surface-produkter er blandt de mest rene og robust byggede bærbare computere på markedet, og det er på tværs af alle separate grupperinger. Der er stor set intet fleks i chassiset, og det jeg vil give Microsoft er at overgå til en konstruktion uden tvivl har styrket selve kvalitetsfølelsen, og det er uden at forøge vægten, der er på bare 1.3kg, altså noget nær direkte i konkurrence med en MacBook Air. Samtidig er maskinen, til trods for manglende Alcantara, stadig designet på en sådan måde, at du har masser af plads til at hvile håndleddene - det er afgørende for komfort og produktivitet, og stadig ét af maskinens stærkeste kort på hånden.

Samtidig fører Surface Laptop 3 traditionen videre, og har uden tvivl det bedste trackpad, samt det bedste tastatur på nogen ultrabook på markedet. Ja, det et store ord, men det var sandt om Surface Laptop 2, og præcis lige så sandt nu. Tastaturet fremstår stort set uændret, men trackpaddet er blevet gjort bredere, og vi kan kun bifalde et større trackpad-område, der naturligvis benytter Windows Precision, og er knivskarpt.

Batteriet viste sig desuden at være en relativt acceptabel oplevelse. Microsoft selv lover op til 11.5 timers levetid, men vi så noget der lignede otte timer ved blandet brug, der involverer 50% belysning, samt en blanding af diverse produktivitetsprogrammer såsom Google Chrome, Microsoft Word, ClickUp, livestreaming og andre relaterede opgaver. Det er fint, og det hjælpes så sandelig på vej af det faktum at maskinen nu understøtter FastCharging, og vi så en opladning fra 0-80% på omtrent en time, der er væsentlig hurtigere end konkurrenterne. Dog skal maskinen være lukket for at FastCharging aktiveres, som i visse tilfælde må siges at besejre pointen en smule.

Men det ydre har ikke ændret sig synderligt meget, udover at Minidisplay udskiftes med USB-C, at Alcantara er erstattet med metal (på visse modeller) og at trackpaddet er bredere. Ellers er Surface Laptop 3 relativt uændret, eller om ikke andet er identiteten den samme.

Indvendig er Surface Laptop 3 en af de indtil videre få enheder på markedet der indeholder Intels 10. generations Ice Lake CPU'ere med fire kerner, og man kan få enten en i5 eller en i7, dog begge med fire kerner. Det er én af de største grunde til at man ville vælge en 3'er i stedet for en 2'er, da vi så en signifikant forskel i eksempelvis Lightroom, Blender og sågar Photoshop. Ved blandt andet at eksportere 4K-video fra Premiere Pro så vi en relativt hurtig eksporttid sammenlignet med eksempelvis en MacBook Air, eller sågar en par gammel MacBook Pro. Dog er det umuligt at anbefale Surface Laptop 3 som en seriøs billed- eller videoredigeringsmaskine - det er en lille, let og fin ultrabook, som hverken er designet til hårdkogte redigeringsopgaver eller sågar gaming.

Og det efterlader os med lidt af et dilemma, for er man ikke interesseret i de ekstra hestekræfter, men ønsker man alligevel en Surface Laptop, er det så en 3'er man bør investere i? Hvis man ønsker en model uden Alcantara, så er man sådan set tvunget, men efter få uger savnede jeg faktisk Surface Laptop 2 en hel del. Sådan en har redaktionen spottet til omtrent 7500, og det er for den billigste model, som er hele 1500 kroner mindre end den billigste Surface Laptop 3.

De har samme skærm, samme basale ydre, og ingen af de to er beregnet til meget mere end produktivitet og multimedie. Det gør det til en lidt svær opgave at anbefale Surface Laptop 3, men samtidig er det bare en af de bedste ultrabooks på markedet, og ved siden af en MacBook Air, der starter på nogenlunde samme pris, så er det altså svært ikke at kigge drømmende på Surface-produktserien med den større skærm og bedre tastatur. Den endelige dom er derfor ambivalent, og det sidste vi som redaktion, og jeg som subjektiv bedømmer, kan sige, er; køb et Surface-produkt, men medmindre du direkte ønsker dig en enhed med metal, så er Surface Laptop 2 stadig den bedste handel.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10