Microsoft Flight Simulator 2002
Årets fedeste baskesimulator er landet og den er sikkert i lufthavn - skønt at mange stormfulde kræfter har forsøgt at stække dens vinger.
Årets fedeste baskesimulator er landet og den er sikkert i lufthavn - skønt at mange stormfulde kræfter har forsøgt at stække dens vinger. Microsoft har gjort et styrtdykkende vovestykke med udgivelsen af FS2002. De har surfet på skyen af en hidsig mediestorm og de har ligeledes lavet den bedste civile flysimulator til dato.
PC-pilotens orgasme
Det gør ondt på en fed måde, når ens favoritspil udkommer i fornyet udgave. Det er enhver gamers præmenstruelle periode og sådan må det være. Men når jeg beroligende siger: "Air Traffic Control, Virtual Cockpit, Auto-generated scenery" - så bliver alt godt igen. Enhver engageret PC-pilot ved nemlig, at FS2002 indeholder en række nye features som forøger realismen - og tro mig, den bliver forøget!
For aspiranten
Microsoft Flight Simulator tilhører den helt specielle genre af spil, som benævnes: "Civil flysimulation". Det betyder, at du kun kan flyve med fly uden bomber, missiler, gatling guns og alt det andet pragtfulde gear. Derimod får du blandt andre en toptunet Boeing 747, og du får muligheden for at lære at styre den ægte jumbojet fuldstændig realistisk. Instrumentpanelerne på de forskellige fly er så nøjagtige, at de praktisk talt ikke afviger fra virkelighedens. Det betyder i teorien, at du kan lære at mestre det rigtige fly - og derfra må din styrtdykkende fantasi tage over.
Flight Simulator-serien bygger på en totalt realistisk gengivelse af virkelighedens civile flyvemaskiner. Du skal lette, du skal lande, og så ellers bare nyde de smukke landskaber, når dit fly er bragt op i himlens sikkerhed. Du kan se dine flaps bevæge sig, checke slipstrømmen fra flyet, se dine landingshjul hejses op, kommunikere med kontroltårnet og meget mere.
Lad det være sagt. Flight Simulator er et spil for folk med civile pilothjerner. Hvis man er til simpel styring, vild action, stinger missiler og heftige luftjagter - så skal man nok sigte et andet sted hen, for eksempel på MS Combat Flight Simulator II.
Klassiske features
FS2002 har næsten alle detaljer fra den tidligere version. Concorden er dog blevet hevet ud, men kan importeres hvis man besidder FS2000. Derudover kan man via nettet få real-weather information fra Jeppsen - og det er jo kongefedt! Det betyder, at der vitterligt er overskyet i Kastrup, når du starter derude på en tåget efterårsdag. Dog opdateres vejrudsigten ikke løbende gennem simulationen - og det er en skam. Men ellers er alt næsten som det skal være.
For PC-piloten
MS Flight Simulator har altid trukket fortænder ud på computere. Den samme PC-pine gælder FS2002, og det skyldes at de nye features banker polygontallet i vejret. En af de helt fede nye tandtrækningsfunktioner i spillet er "auto-generated scenery (AGS)". Hvor landskaberne førhen var flade og 2-dimensionelle kan man nu aktivere en landskabsgenerator. Den bevirker, at der spontant opstår træer og huse når man flyver rundt og det ser simpelthen for fedt ud. Derudover er det virtuelle cockpit tilbage. Der var næsten lynchstemning, da det blev hevet ud af FS2000 og det bliver der nu rådet bod på. Denne funktion giver dig nu mulighed for at bevæge dig rundt i cockpittet og få en 3-dimensionel gengivelse af alle panelerne.
Men den mest spændende og CPU-prustende funktion er integrationen af ATC, Air Traffic Control. Når du aktiverer denne sker der nemlig en forvandling af spillet og Flight Simulator serien går i en lufthøjde du aldrig før har befundet dig i.
Gamereactor Danmark