MGMT - Congratulations

I 2008 ramte Brooklyn drengene Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden fra MGMT det brede publikum med deres debutalbum, Oracular Spectacular. Succesen kom primært fra deres trippede Animal Collective agtige single, "Time To Pretend" og den ganske finurlige og dansevenlige "Kids", som begge fik hippe indiefans verden over til at løbe skrigende mod pøblen og kaste sig ind i det behagelige elektroniske univers, som MGMT havde skabt.

Men på trods af en kollektiv fanskare og to hitsingler, så faldt "Oracular Spectacular" stille og roligt af hitlisterne igen, og mange børstede Goldwasser, VanWyngarden og MGMT af skulderen, som var deres tid allerede forbi. Siden da har gruppen samarbejdet med prominente navne som Kid Cudi og The Flaming Lips, og begge projekter blev en ganske fin succes, hvilket pustede liv i håbet om, at MGMT var på vej tilbage på den internationale musikscene. Bandet gik herefter strategisk til værks og har fodret deres fanskare med en masse godter fra deres nye album "Congratulations" i form af cover art, demoer og meget mere.

MGMT lagde i denne måned hele deres album ud på deres hjemmeside, så det frit kunne streames af de mange hungrende fans. MGMT har herudover udtalt, at de ikke ønsker at udsende egentlige singler fra albummet, da de gerne ser albummet fremstå som et stort hele. Dette kan vel være et åbenlyst forsøg på at komme væk fra den mainstream-succes de opnåede med deres debutalbum, og bevise overfor deres fans, at de ikke er et flop, og at de bør blive taget seriøst.

Albummet starter ud med "It's Working" som fra start tillægger det nye album en anderledes lyd, og nyt perspektiv. Det bølger derudad med guitarslides og synthesizere, der, når de kombineres med et stemmeleje i den øverste skala, allerede virker som en åbenlys forbedring fra deres debutalbum, hvor sangene oftest druknede i alt for meget synthesizer og vokaleffekter. I det hele taget er dette album langt mere strømlinet, og for de fleste vil det være nemmere at sluge. Selvom det ikke er så dansevenligt som debuten, har forandringen i gruppens lydbillede skabt et bedre helhedsindtryk i sidste ende. Et eksempel på dette er nummeret "Brian Eno", som primært er et vokalensemble på et trommearrangement samt et par enkelte guitarakkorder. Vokalerne er hurtige, og de går godt i spænd med hinanden, og sangen fungere rigtig fint når den går ned i tempo, for senere at gå op i tempo igen.

Som bandet selv udtalte, er Congratulations et mere helstøbt album end debuten. CD'en indeholder 9 sange, og de kompakte kombinationer fungerer på bandets egne præmisser helt fint, men kan på andre måder også være med til at skade bandet i det lange løb. Numrene "Flash Delirium" og "I Found a Whistle" er begge to stærke sange, men de er samtidig meget ens. "Flash Delirium" fortsætter ind i "I Found a Whistle" og når albummet kører i en sammenhæng, lyder de forbløffende ens. Dette er nødvendigvis ikke et problem, udover at "Delirium" er så meget bedre, når man hører nummeret for sig selv, og man kan derfor nemt komme til at sammenligne de to numre. Det virker en smule ideforladt, og kedsomheden sætter desværre ind flere gange over albummets korte varighed.

Selvom der er kritikpunkter, er albummet samlet set godt. Hvert nummer har sit eget præg på helheden, og det er en klar forbedring fra bandets tidligere skæringer. Bandet afslutter med nummeret "Congratulations" som er et af de mest nytænkende og udviklede numre man har hørt fra MGMT, primært på grund af den ekstreme simplificering, som her klæder bandets lyd rigtig godt.