Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Metroid: Zero Mission

Metroid Zero Mission

Af en eller anden grund har Gumpei Yokois episke rumeventyr om Samus Aran og Mother Brain aldrig rigtig slået igennem i Japan.

Af en eller anden grund har Gumpei Yokois episke rumeventyr om Samus Aran og Mother Brain aldrig rigtig slået igennem i Japan. Mens der i USA og Europa hentes anseelige summer hjem på den kvindelige helts tidligere eventyr, så er det ikke et særsyn at finde udgaver af NES-spillet i diverse tilbudsspande i Japan. Det er måske derfor at Metroid Zero Mission i langt højere grad afføder begejstring på dette kontinent og specielt hos denne anmelder, der har været forført af serien siden de tidligste dage.

Derfor er det også en smule skuffende, at Metroid Zero Mission nøjagtig som Metroid Fusion, er et fejende flot bekendtskab, der bare ikke holder meget mere end en enkelt spildag. Der er ellers lagt i kakkelovnen til noget af rumrabalder. Nintendo har kigget i gemmerne, snuppet med arme og ben fra de tidligere spil og på den måde smidt stort set alt der kan kravle og gå ind i denne historie, der lægger grundstenen til hele historien om den kvindelige helt og hendes opgør med de fæle aliens. Dette følges op af en lækker visuel overflade, hvor specielt animationen af Samus er værd at lægge mærke til.

Nintendo har heller ikke rodet synderligt ved det stabile flow som serien altid har haft. Hver gang spilleren, når til hvad der tilsyneladende syntes at være en umulig opgave, leveres der med rund hånd nye våben og gadgets, der gør livet så meget lettere. Og der er blevet plads til dem alle. Fra både Morph Ball til Long Beams og det berømte Power-grip får de alle en renæssance.

Spillets knæfald sker, når man efter kun 5-6 timer, når slutningen og dermed Mother Brain. Der er naturligvis en del mere at komme efter, hvis man leder alle krinkelkroge igennem, men at man ikke har lært noget af Metroid Fusion, syntes skuffende. Desuden er bosserne nærmest pinligt lette på den normale sværhedsgrad. En hardcore spiller vil måske sætte den et par nøk opad, men det er hele balancen mellem våbene og bosserne, der syntes at være problemet. Gamereactor kan ikke huske at det har været tilfældet i de tidligere udgaver.

Alligevel kan man ikke andet end frydes over Metroid Zero Mission, der til trods for sin længde leverer et stjernespækket rumeventyr, hvor gamle kendinge endnu engang vækkes til live. Grafikken er lækker, musikken dyster og yderst passende, mens gameplayet er det samme herlige mix af platformshopperi og ligefrem action som fans elsker. Der står kun tilbage at ønske sig lidt mere af alt det gode i en evt. næste omgang.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Hurtigt og actionfyldt eventyr til de mange fans.
-
Igen alt for kort. Ikke rimligt til prisen.