Meteos

Der findes en ret let måde at anmelde et puzzle-spil på. Efter en specielt lang og måske endda udmarvende session, hvor øjnene er lige ved at give op og hjernen ikke længere kan hamle op med de stadig stigende krav til din koncentration, læner du dig tilbage og lukker øjnene. Og så venter du. Pludselig sker der noget. Farvede blokke suser forbi på indersiden af øjenlågene, kugler fiser op i et virvar af pangfarvede balloner, og du fanger dig selv i at fortsætte spillet inde i hovedet. For mig skete det øjeblikkeligt med Meteos, og så ved du, at du har fat i noget ganske specielt.

Selvfølgelig var jeg allerede, før den lille silikone-flashram røg i min Nintendo DS, opsat på noget stort. Det er jo trods alt Tetsuya Mizuguchi, manden bag Rez, Space Channel 5 og senest Lumines, der har vendt og drejet designplanerne til Meteos. Men at puzzle-spillet i den grad skulle røve min i forvejen manglende fritid, var jeg ikke forberedt på. Meteos har af en eller anden grund en historie. Præcis hvorfor, ved jeg ikke, for det er fuldstændig underordnet, men Q Entertainment har følt sig nødsaget til at hæfte en rumodyssé i bagenden på spillet. Det er noget med en planet, der skyder væmmelige farvede kasser ud, et rumskib, der er universets sidste chance, og en masse andet, jeg sprang let hen over. Til gengæld fæstnede jeg virkelig ved Meteos ultra-enkle, men samtidig yderst nøje tilrettelagte gameplay. På overfladen ligner det måske mest af alt en klon af det fantastiske Tetris, men så snart du griber din stylus, så sker der ting og sager. Meteos er helt sin egen.

Kasser af enhver art og farve vælter ned, og begynder straks at hobe sig op. Med den lille plastikpen, sætter du dem så sammen i grupper af tre eller flere, og når det sker, så stiger de så til vejrs i en slags raket for at give ny plads til endnu flere kasser. Til at starte med blev jeg desperat. Jeg kunne slet ikke overskue Meteos skånselsløse fart, og var faktisk på nippet til at opgive, da det gik op for mig, at Mizuguchis seneste spil er et hæsblæsende puzzle-spil, hvor du skal reagere instinktivt i stedet for intelligent og planlæggende.

Så snart jeg fik mine sarte nerver under kontrol og begyndte at sende tre- og firetrins raketter ud i verdensrummet, steg stemningen flere grader. Endnu bedre blev det, da de forskellige planeter og deres tyngdekræfter viste sig at være vidt forskellige. Lige som jeg troede, at Meteos var tvunget i knæ og besejret, viste det sig, at mine raketter kun lettede centimeter fra jorden, før de dalede ned igen. Pludselig skulle kasserne ikke bare samles i tre af gangen, men også udstyres som videre diesel i et sindrigt konstrueret net af muligheder, for overhovedet at komme ud af atmosfæren. Og når kombinationerne først ruller ind på kontoen, så begynder det for alvor at blive vanvittigt krævende, men også afsindigt vanedannede.

Meteos virker specielt godt i kraft af Nintendo DS’ trykfølsomme skærm. Præcisionen er der, kasserne flyttes ned gennem rækkerne, men ikke hen ad, og det er uhyre let at skifte en rød kasse øverst i en stabel med en anden længere nede. Det er til dels også designet, der gør dette som ubesværet. Meteos er fyldt til randen med symboler, farver og former, der gør det let at skelne dem fra hinanden, og der er noget ganske særligt over at møde helt nye planeter og dermed et nyt design i såvel lyd som billede. Det eneste problem med Tetsuyas hjertebarn er, at det hele til tider virker lidt småt. Med ni rækker kasser og uendelig mange farver, så kan det godt gøre ondt i øjnene efter en vis rum tid. Jeg greb i hvert fald mig selv i at gnubbe de gamle øjenæbler mere end en gang under de længste spilsessions.

Et eller andet sted tror jeg på kaosteori nu. Det der med at alting hænger sammen, og hvis der sker et eller andet et sted, så sker der noget andet et helt tredje. For se nu blot på Lumines. Det landede på PSP, slog benene væk under det meste af redaktionen, og skabte siruptyk jalousi hos Nintendo-tilhængerne. Reaktionerne må have sat sving i Meteos, og det har nu givet DS-folket et mindst ligeså gennemført puzzle-spil. Reaktioner, modreaktioner og resultater. To af verdens allerbedste puzzlere lander indenfor samme måned - kan det være meget smukkere?