MechCommander 2
Hvad er sjovest? At sidde i cockpittet på en flere meter høj mech eller sidde langt væk fra kampzonen og dirigere flere mechs på en gang?
Vi kan ligeså godt se det i øjnene - der vil altid være krig. Hvor end der er folk med forskellige meninger vil der opstå konflikter. Selv når vi når flere hundrede år ud i fremtiden vil der være krig, konflikter og rendyrket ballade. Dette er nu meget heldigt for folk som dig. Du er freelance mechcommander af første klasse, leder af en gruppe hårdhudede lejesvende, eller mechwarriors som de hedder i fagsproget, af værste klasse og hovedpersonen i et spil af rimelig høj klasse, der fortjener opmærksomhed fra nogle men som vil gå hen og kede andre.
Krig er godt
Som freelance mechcommander er krig dit levebrød og sammen med dine lejesvende er du blevet hyret til at rydde nogle rebeller af vejen, der skaber ravage for de to huse, House Steiner og House Davion. Det lyder som en simpel opgave, hvor du blot skal koncentrere dig om at indkassere den højeste hyre men tingene bliver hurtigt komplicerede og du drages snart længere ind i konflikten mellem de to huse, end du har lyst til.
Skrivebordsgeneral
Mechcommander 2 følger samme opskrift som forgængeren gjorde, men forskellen ligger i forbedringerne. Mechcommander 2 er også en kæmpeforbedring i fordel til etteren, der fejlede på flere områder men er stadigvæk et RTS-spil, hvor du ikke deltager direkte i kampene. I stedet for er det dit ansvar at udstede ordrer til dine mechwarriors i kampzonen, så de ved hvor de skal gå hen og hvem de skal angribe for at fuldføre missionen. Det er også dit ansvar at sætte waypoints som dine mechs kan følge og dele dem op i mindre grupper, så du kan foretage bagholdsangreb på fjendens styrker. Selvom man sidder milevidt fra kampzonen, kan man aldrig slappe af. At være mechcommander kræver overblik og handlekraft og er ofte lige så hårrejsende som at sidde i cockpittet i en mech. En simpel opgave kan hurtigt udvikle sig i en helt anden og mere faretruende retning end man havde forventet, hvor fjenden pludselig kan sætte et storstilet modangreb ind eller det der er værre.
Overvægt og hedeslag
Dit ansvar er først og fremmest at holde dine mechwarriors i live for de hænger ikke på træerne. Når de er døde, forbliver de døde og jo færre mechwarriors du har til at styre dine mechs jo sværere får du ved at gennemføre missionerne. Det er også dit job at samle de hold af mechs og mechwarriors, der skal ud på de forskellige missioner. Til hver mission hører en briefing, der fortælles så levende som det kan gøres gennem små videoklip, hvor rigtige skuespillere sætter dig ind i hvad du skal. Herefter skal du i gang med at udvælge hvilke mechwarriors der skal af sted, hvilken mech de skal sidde i og hvilke våben den pågældende mech skal udstyres med. Alle mechs kan i princippet udstyres med alle de våben du har til rådighed men der er grænser. Hver mech-model kan kun bære et vis antal ekstra tons, der så skal fordeles mellem våben, ekstra panser og andet udstyr som jump-jets.
Afhængigt af hvilket våben man vælger, så udvikler det varme når det bruges. Hver mech har en smertegrænse hvad angår varme og denne er også en medbestemmende faktor til, hvor meget udstyr du kan læsse på en mechs skuldre. Du kan godt udstyre en lille mech med den største laser-kanon, der findes men så er der heller ikke plads til andet og laser-kanonen skal bruge lang tid på at køle ned før den kan affyre det næste skud.
Gamereactor Danmark