Max Payne 3

Der er nok mange der kradsede sig lidt i hovedbunden da det første gang blev nævnt at Max Payne 3 ville have en flerspiller-del inkluderet, og i stedet blot havde foretrukket at serien havde holdt sig til den solide solooplevelse.

Før vi selv fik prøv lov at prøve løjerne, blev vi dog fortalt af udviklerne at konceptet til et sådan tiltag havde eksisteret helt tilbage til dengang seriens første spil blev udviklet. Grundet forskellige problemer og mindre kapacitet var det dog dengang ikke en mulighed, før Rockstar gik i gang med det nyeste kapitel og bestemte sig for at gøre konceptet til virkelighed.

"Vi har bullet-time i multiplayer" lød det stolt fra en af udviklerne. Rockstar London har altså skabt en multiplayer-del hvor bullet-time er en mulighed, hvilket må siges at være lidt af en bedrift i sig selv. Skal man tro på udvikleren var det enormt vigtig at multiplayer-komponenten ikke bare var noget der føltes som om det var blevet klistret på serien fordi der også skulle være grund til at gå online med det. I stedet var planen at det hele skulle føles som en fortsættelse af singleplayer-oplevelsen, noget der betød at bullet-time var en nødvendighed.

Da jeg endelig selv blev givet controlleren gik turen direkte ud på slagmarken, hvor jeg i første omgang gav Team Deathmatch et forsøg. Denne spilmulighed er lige så gammel som multiplayer-konceptet selv, og fortjener ingen yderligere forklaring. Det fungerer alt sammen som forventet, men Rockstar har dog alligevel tilføjet en ny komponent i form af noget de kalder Bursts.

Navnet dækker over specielle angreb som spillere kan bruge for at sikre sig overtaget i vanskelige situationer - bullet-time er eksempelvis en sådan evne, og sørger for at alle der er inden for synsfeltet af den spiller, der aktiverer den, bevæger sig langsommere. For at balancere effektiviteten af denne evne, kan enhver spiller, der er fanget af den undgå den ved at søge dække eller bevæge sig ud af spillerens synsfelt. Desuden er det ikke en evne som gør brugeren uovervindelig eller lignende, og det var aldrig for svært at uskadeliggøre dem der valgte at gøre brug af evnen. Det fungerede rigtig godt.

Min favorit blev dog Sneak der gør at modstanderen ser dig som en holdkammerat. Rockstar-folkenes favorit var dog tydelig Paranoia, der gør at modstanderne ser hinanden som fjender og naturligvis opfører sig herefter.

Før man kan gøre brug af specialangrebene skal der dog optjenes adrenalin, hvilket gøres ved lave hovedskud eller gennemsøge besejrede fjender for værdigenstande (som også kan give dig alt fra penge til erfaringspoints). Alle spillerne har tre adrenalin-stadier og desto mere du har samlet sammen, desto mere effektive bliver dine evner. Eksempelvis vil et stadie-tre Sneak fungere sådan at du vil blive set som en holdkammerat indtil du dør. Der er derfor altid grund til at spare så meget adrenalin sammen som muligt, og ikke blot sløse den væk hver gang du har samlet lidt sammen.

Burst-angrebene kan måske lyde en smule som Perks fra Call of Duty-serien, men i praksis er systemet nyt og innovativt. Det er et spændende tiltag for et spil der allerede var sjovt uden denne slags evner, og tilføjer en helt ny dimension af taktik og samarbejde. For at låse op for nye Bursts kræver det desuden at man sparer penge op som skal findes på besejrede fjender, men muligheden er der naturligvis altid for blive offer for et snigangreb, mens man er ved at rode lommerne igennem for moneter.

Efter en runde med Team Deathmatch skiftede vi til en ny mulighed som går under navnet Gang Wars, og mit gæt er at det er denne de fleste vil forbinde med Max Payne 3-multiplayer, når de snakker om spillet i fremtiden. Gang Wars formår at integrere historie og mellemsekvenser på en måde så det ligner det man kender fra selve hovedkampagnen. Faktisk bygges der her videre på historieelementer fra kampagnen, ved at fortælle historien om to rivaliserende bander som befinder sig i områder der allerede er blevet besøgt af Hr. Payne. Opbygningen er til dels lånt fra eksempelvis Conquest fra Battlefield-serien (også kendt som Assault) hvor de to hold vil starte med at skulle kæmpe om områder, der efterfølgende påvirker hvordan resten af kampen kommer til at tage sig ud.

Hvis vi for eksempel siger at Hold A har vundet den første kamp og at det specielt er en spiller der har sikret dem sejren, vil denne spiller i fremtiden være hovedmålet for Hold B. På et andet tidspunkt kan målet være at bære sække med penge til en lastbil, eller forsvare nogle bomber mens det andet hold forsøger at desarmere dem. Det hele føles som var det opbygget efter en rullende liste med forskellige spilmuligheder, og så er det endda knyttet samme med korte historiesekvenser mellem hver kamp.

Variation er nøgleordet og det føltes på alle tidspunkter som om jeg var i gang med solospillet, som om de andre spillere kontrollerede de roller som computeren normalt tager sig af - specielt imponerende var det at det var denne oplevelse alle spillerne sad tilbage med. Gang Wars er ufattelig innovativt og sjovt, og jeg forestiller mig at det er denne jeg kommer til at bruge mest tid på (sammen med kampagnen naturligvis) når spillet udkommer.

Visuelt er Max Payne 3 dog ikke det flotteste spil i verden. Der var dog kun få egentlige kritikpunkter som lidt problemer med billedopdateringen, noget jeg er ganske sikker på vil blive rettet inden udgivelsen. Teknisk er det ellers helt i top og specielt det nye animationssystem er fantastisk. Figurerne bevæger sig på utrolig realistisk vis og så er det faktisk et system der også har betydning for hvordan det hele spilles. Vi oplevede eksempelvis hvordan man selv fra en liggende position på maven, kunne bevæge sigtekornet 360 grader, hvilket blev fulgt smukt til dørs med bløde animationer. Det betød også, at man aldrig havnede i en situation hvor man ikke kunne forsvare sig.

Multiplayer-mulighederne i Max Payne 3 ser ud til at blive enormt sjove og jeg flyttede gerne permanent til Rockstar-kontorerne, hvis det betød at jeg kunne spille det hver dag frem til dets lancering. Her er tale om et spil som faktisk vil kunne tage kampen om mod et specifikt andet skydespil, som eller har haft sin permanente plads i min konsol i lang tid, på trods af at der ikke nødvendigvis er tale om den samme type spiloplevelse.

Nøgleordene jeg sidder tilbage med efter at have spillet Max Payne 3, er taktik, innovation og morskab. Rockstar har virkelig formået at holde sig væk fra ideen om atmultiplayer-muligheder er noget der sagtens kan klistres på et spil af ren nødvendighed, og i stedet lavet noget som jeg forestiller mig ville kunne klare sig som en enkeltstående udgivelse.

Hvis solokampagnen kan følge med det jeg har oplevet af multiplayer-muligheder, er Max Payne 3 allerede en sikker kandidat til næste års prisuddeling når det gælder skydespilskategorien.