Max Manus

Vi kan lige så godt få det af vejen med det samme: jeg har ikke det store til overs for krigsfilm. Af de indrømmet få eksempler, jeg har udsat mig selv for (Saving Private Ryan og Black Hawk Down, for eksempel), kan jeg ikke mindes at have fastholdt interessen i mere end et kvarters tid uden at al skyderiet og den uundgåelige historiske favoritisering af en eller flere krigsdeltagende nationer (som regel amerikanere) har fået mig til at kigge rundt i lokalet efter noget andet, der kunne underholde mig.

Men så er der de mere stille krigsfilm. Den slags film hvor krigen ikke er i centrum, og hvor det ikke er den ene, langtrukne plaf-plaf-scene efter den anden. Den norske krigsfilm Max Manus hører til i denne sidstnævnte afdeling.

Max er modstandsmand under Anden Verdenskrig i Norge. Han er så indædt træt af tyskere og sovjetter, at han meldte sig frivilligt til at hjælpe finlænderne mod Sovjets forfejlede invasion af Finland - en forfrossen affære som tilsyneladende hjemsøger ham hver gang han så meget som blinker med øjnene. Da han vender hjem og opdager, at Norge mere eller mindre har smidt sig i armene på Hitler, beslutter han og nogle kammerater sig for at slå igen.

Til at starte med udgiver de et illegalt flyveblad, men Manus har ild i røven og vil decideret slås for sit land. Den norske modstandsbevægelse sender ham derfor til Skotland, øjensynligvis så de ved hvor de har ham før han gør noget overilet, hvor han trænes i at sætte klæbeminer fast på både. Når han vender tilbage til Norge giver han tyskerne sved på læben ved at sænke to af deres største skibe. Det sidste skib, han sender til bunds - den enorme soldatertransport S.S. Donau - fremstilles som værende den begivenhed, der praktisk talt drev tyskerne ud af Norge. Okay, dét, og så at Hitler var død på det tidspunkt.

Men det er selvfølgelig ikke uden ofre. Max får selv tidligt en prøvesmagning på hvor forsigtig man i virkeligheden skal være omkring Gestapo, hvilket resulterer i, at samtlige karakterer i løbet af filmen omtaler ham som "vinduesspringeren." Max's venner er dog mindre heldige, og til sidst er hans vennekreds så drastisk indskrænket, at Max må ty til flasken for at få det hele til at give mening.

Man skulle tro, at det var disse stille, introspektive øjeblikke, der gav filmen sit drive og sin menneskelige dybde, men det er ironisk nok her, at filmen begynder at halte. Scenerne hvor Max og drengene er ude og spænde miner fast til skibsskroge, eller flygter fra Gestapo, eller sågar bare sidder og pjatter foran skrivemaskinerne, er engagerende og klippet sammen i et højt og præcist tempo. Men når filmen runder sit eftertænksomme eller romantiske hjørne (ja, der er et romantisk sub-plot), så begynder scenerne at trække ud og blive unødvendigt lange.

Specielt romantikken mellem Max og hans udkårne, Tikken (ja, det hedder hun), klinger lidt hult. Max er den ultimative modstandsmand, der er fuldstændig blind af raseri og patriotisme, men alligevel finder han tid til at luske sig ind på livet af sin vens barndomsveninde ved skiftevis at være en arrogant klaphat og tude i hendes skød. Jeg siger bestemt ikke, at filmen burde være foruden det romantiske element. Jeg ville blot ønske, at det var behandlet med den samme raffinement og ildhu som al modstands-halløjet. Som det er nu virker det som et historisk faktum, filmmagerne var nødt til at mokke ind i filmen som en eftertanke med et skohorn.

Der bliver også gjort et stort nummer ud af Max's erindringer om hans tid i Finland, men på trods af nogle visuelt flotte filmiske virkemidler ender det ikke med at tjene noget decideret formål, hverken for plottet eller for Max's karakter, og det virker derfor ubalanceret at der skal koges så meget suppe på det hver gang Max så meget som får sig en lur i en togkupé.

Dens tempomæssige problemer ville ikke være så problematiske hvis det ikke var fordi, at resten af filmen er så nådesløst stram og skarpt klippet. De sløve sekvenser kunne sagtens stå på egne ben i en roligere film. Men når de sidder ved siden af nervepirrende spændende øjeblikke såsom Max og drengene, der må flygte fra nazisterne efter at have brændt deres adressekartotek af, er det overordnede resultat en underlig, ujævn filmisk rytme.

Bottom line er: Max Manus er en god men noget ujævn film. Fans af bang-bang krigsfilm vil utvivlsomt kede sig, ikke mindst når filmen ret brat skifter fokus fra at smadre tyskere til nogle lettere kejtede romantiske øjeblikke, og derefter tilbage igen. Men folk, der vælger Thief frem for Doom vil være godt underholdt, specielt når det gang på gang lykkes Max at undslippe tyskernes greb med ikke meget mere end lidt snilde og et større vognlæs dumheld - det er her, sammenligningen med Spielberg's Catch Me If You Can er berettiget.

Mange har sammenlignet Max Manus med den danske film Flammen og Citronen. Men det er endnu en af de dersens krigsfilm, jeg har "til gode." En film skal også kunne stå på egne ben, og på egne Bambi-ben er Max Manus god aftenunderholdning som lejefilm, men savner en ærlig dybde bag hvad der ender med at blive nogle langtrukne og stive følelsesøjeblikke.