Matt Hoffman's Pro BMX 2

Matt Hoffman er en af verdens bedste BMX kørere, både på ramper og på gaden. Han har vundet mesterskaber verden over for sin kunnen på en cykel, og han har haft brækket hver eneste knogle i kroppen mindst en gang.

Han har et motto som lyder "Jeg prøver alting en gang", men nogle ting gør han åbenbart flere gange, for hans nyeste BMX spil er nemlig en vaskeægte toer. Det første spil var til PSOne og var horribelt dårligt, så da min redaktør gav mig Matt Hoffman Pro BMX 2 og bad mig om at anmelde det, bad jeg til de højere magter om at dette spil måtte være bedre end det første. Og de må have lyttet oppe i det høje for Matt Hoffman 2 er et godt og kompetent spil - men dog ikke uden fejl.

Kender du Tony?
Gameplayet i Matt Hoffman 2 (MH2) er meget lig det som Tony Hawk spillene med stor succes har benyttet sig af i de sidste tre spil. Du får fra starten af hver bane et sæt opgaver som skal klares indenfor to minutter, og der er på hver bane tre sæt med opgaver som gradvist bliver sværere og sværere at klare. Opgavernes art varierer fra at skulle lave et svært trick, over at skulle samle voodoo dukker eller andet sammen. Det lyder måske ikke særlig spændende og det er faktisk også her at en spillets større fejl ligger. Opgaverne man skal udføre er for stereotype for genren og mangler fuldstændig nytænkning - en nytænkning som undertegnede håber at der er at finde i andre kommende sportstitler.

Det havde været federe med nogle fuldstændig vanvittige opgaver som måske ikke var så realistiske, men som gav noget variation. Man har fra starten mulighed for at vælge imellem +10 forskellige Pro BMX kørere og disse kan spilles i Single Session, Tutorial, forskellige 2-player modes og i Roadtrip mode. Og Roadtrip er det egentlige hovedspil i MH2, det er her man kan fuldføre opgaver og åbne op for nye baner, ny musik og nye kørere. Banerne varierer imellem deciderede BMX baner, realistiske by landskaber og meget urealistiske, men utroligt underholdende fantasi baner, hvor alle bane designernes våde drømme er blevet opfyldt.

Masser af plads til sjov og ballade
Banerne i MH2 er ret store og er fyldt med ting som kan trickes på, hoppes over eller ødelægges. Der er også masser af NPCer på banerne, i form af fodgængere, musikere, biler, gaffeltrucks og meget andet. Man kan ikke snakke eller på anden måde interagerer med NPCerne, men de giver banerne noget liv og bevægelse. NPCerne er udelukkende grafisk lir’.

Visuelt er MH2 godt med. Overflader og karakter modeller er flot lavet, på en realistisk tegneserie måde. Specielt ansigterne på de forskellige BMX drenge er ret realistiske og de ligner rigtigt godt de virkelige kørere. Grafikken bliver dog en smule kedelig efter flere timers spil, da der ikke er den store variation i det farveskema som bliver brugt, her skulle udvikleren nok have set lidt på Dave Mirra BMX som har et lyst, levende og lækkert farveskema igennem hele spillet.

Kontrol metoden MH2 er næsten ligesom den i Tony Hawk - og det er ikke dårligt, da det gør spillet utroligt let at spille lige fra starten, hvis man har spillet Tony Hawk selvfølgelig. Kontrollen er god, men en smule løs, dvs. at det er relativt svært at lande fuldstændig korrekt efter hvert trick, og da dette er noget som påvirker ens score, er det ikke så heldigt. Trick repertoiret er kæmpe stort og mulighederne for at kombinere alle disse tricks er endnu større. Alle tricks kan linkes sammen med manuals på enten forhjul eller baghjul, og det giver i teorien mulighed for at kun at lave én kæmpe combo i de to minutter som hver runde varer.

Ikke den store forskel
Manualen fortæller, at der er stor forskel på hvad de forskellige kørere kan og hvordan de reagerer i bestemte situationer, men efter at have spillet i en dags tid med flere forskellige kørere, kunne jeg ikke finde den store, og dermed er der ingen grund til at bladre rundt i dem alle. Extreme sports spil traditionen tro er soundtracket en god blanding af Rock, Punk, Metal og Hip Hop, en rigtig fed detalje er at udvikleren har inkluderet The Passenger med Iggy Pop, en Oldie, men Goldie. Lyden af cyklen, køreren og omgivelserne, både i byerne og i naturen er realistisk og meget rummelig, dvs. der stor forskel på om man kører udendørs eller indendørs. Dette er ikke nogen absolut nødvendighed i et spil, men det er en god detalje.

MH2 et udmærket spil, som er helt på højde med konkurrencen på nuværende tidspunkt, men Kelly Slater og Tony Hawk er lige på trapperne med deres spil og i forhold til disse har MH2 ikke meget at skulle have sagt, men er man BMX fan findes der ikke noget bedre alternativ på markedet.