Marvel vs. Capcom: Infinite

Der er ingen tvivl om, at Marvels filmunivers, MCU, har vokset sig gigantisk og utroligt populært i de seneste par år, og det har hurtigt ledt til at filmserien er blandt de største i Hollywood. Netop derfor var vi ikke synderligt overraskede da Capcom endelig afslørede, at de ville indgå i et endnu et samarbejde med Marvel tilbage i december. Resultatet hedder Marvel vs. Capcom: Infinite, og nu er det tid til at se om spillet kan møde vores høje forventninger.

Igennem årene og på tværs af Marvel vs. Capcom 2 og 3 er det blevet gjort ganske tydeligt, at Capcom virkelig ved hvordan de skal lave underholdende og medrivende kampspil baseret på et møde imellem disse to universer. Marvel vs. Capcom: Infinite er ingen undtagelse i forhold til styringen og de diverse mekanikker, men studiet har foretaget en række tvivlsomme valg på andre områder.

Selve vægtningen og lydhørheden i styringen føles fantastisk for de fleste af de tilgængelige karakterer, men nogle gange føles andre markant langsommere og mindre præcise end andre. Vi er ikke helt sikre på om hvorvidt dette skyldes vores præferencer, eller om det egentlig er spillets fejl, men vi frygter at det skyldes det faktum at en række kombinationsangreb er ganske svære at udføre med en almindelig controller. Det lader til at en betragtelig del af de bevægelser og angreb man skal udføre kræver et arkade stick, og gøres ekstra besværligt med en controller. Heldigvis er dette et mindre problem, og vi fandt ingen problemer med at håndplukke vores favoritter i Morrigan, Dante, Arthur og X efter få runder.

Hver eneste karakter har diverse kombinationsangreb der er sjove at bruge og se på, og de er desuden varierede og unikke. Det er aldrig kedeligt at betragte Dante flyve rundt i en flammefyldt tornado. Det samme kan siges Rocket, der kalder på Groot, der derefter knuser alt i miles omkreds imens han råber "I AM GROOT".

En af vores største bekymringer før udgivelsen var om hvorvidt Capcom kunne få spillet til at føles friskt og unikt. Hvordan kunne de undgå følelsen af déjà vu? Én af måderne de forsøger at gøre dette på er at introducere de seks forskellige Infinity Stones. Hver sten har en unik effekt, og påvirker kampene på en særlig måde, og det giver yderligere strategisk dybde. Ikke bare er det vigtigt at tænke på hvilke karakterer du ønske at bruge i kamp, det er også altafgørende at dine udvalgte karakterer passer med de sten du benytter.

Tager du eksempelvis Hulk med dig i kamp, så er det en god ide at bruge Time Stone. Dette gør den ellers meget langsomme karakter en del hurtigere, og gør hans traditionelle "Hulk Smash"-angreb kraftigere og mere effektivt i kamp. Et andet eksempel er at Soul Stone kan regenerere livspoint og genoplive karakterer, og med Power Stone kan du skyde projektiler. Hver eneste sten passer til en særlig spillestil, og dette afgøres af hvilke karakterer du har lyst til at bruge. Det bliver meget interessant at se præcis hvilke kombinationer af karakterer og sten spillere kan finde som tiden går, og præcis hvordan Capcom ønsker at balancere spillet fremadrettet.

<newpage>

Selve det at skulle balancere karakterer og kombinationer fremadrettet er et multiplayer-fokus, men Capcom har også forsøgt at give noget til dem der ønsker at spille alene. Det sker hovedsageligt via Story Mode. De dårlige nyheder i den forbindelse er at denne kampagne er kedelig og fyldt til bristepunktet med klichéer. Blandt andet Injustice-spillene har bevist, at kampspil kan have interessante og medrivende historier, så det er virkelig skuffende at se at Marvel vs. Capcom: Infinite tilbyder så lidt. Ja, det er en episk kamp imellem to populære universer, hvor Ultron og Sigma har dannet hold og er blevet til Ultron Sigma. De forsøger naturligvis at knuse alt liv i begge universer. Det er et ganske passende plot i en historie om superhelte, men efter blandt andet Marvel har formået at højne niveauet af fortællingerne i deres film, så er det mærkværdigt hvor mangelfuldt Capcom har eksekveret her. Der er nogle få humoristiske one-linere hist og her fra karaktererne, men intet at det der sker bliver rigtig hos spilleren.

Mellemscenerne imellem hver kamp fungerer i virkeligneden bare som glorificerede introduktioner af karaktererne, hvoraf størstedelen af dem bare er imod Ultrons Senty-enheder. Det tager ikke længe før dette bliver monotomt og ensformigt. Kampene imod de ikoniske helte er der langt imellem, og de fungerer som en slags minibosser. Det her er ikke hvad vi vil have i spil som dette. Heldigvis findes der bedre modes at beskæftige sig med.

Et eksempel her er Mission Mode, hvor du skal udføre forskellige former for kombinationsangreb imod andre karakterer, som gør det en del lettere at stifte bekendtskab med hvordan hver karakter skal styres. Du kan spille imod computeren, en ven på sofaen eller online, og der er en del genspilningsværdi at finde her.

Marvel vs. Capcom: Infinite er det første spil i serien der specifikt er blevet udviklet til den seneste generation af konsoller, så derfor er det ret skuffende at se at grafikken ikke rigtig kan fastholde samme visuelle niveau som konkurrenterne. Ansigtsanimationerne kunne godt bruge mere arbejde i mellemscenerne, og vi taler ikke bare om Chun-Li her. Nogle af karakterernes ansigter får dig bare til at krumme tær nogen gange. Lyddesignet er en del bedre, og du vil høre mange forskellige genkendelige stemmer imens du spiller, og med få undtagelser gør de alle et storslået arbejde.

Det der irriterede os mest ved spillet er det åbenlyst er bygget til at akkommodere kommende udvidelser og DLC. Nej, at have 15 Capcom-karakterer og 15 Marvel-karakterer fra start af er slet ikke slemt, men vi har dog lagt mærke til at nogle få åbenlyse karakterer mangler. Faktummet at du møder nogle af disse i mellemscenerne hjælper heller ikke ligefrem. Det er tydeligt at Capcom har planer for fremtiden, og selv kampagnen afsluttes på en kæmpe cliffhanger, som vi går ud fra bliver forløst engang ude i fremtiden. Det er en skam, for kernemekanikkerne sidder lige i skabet, det hele føles bare lidt ufærdigt.

Marvel vs. Capcom har potentialet til at blive et fantastisk kampspil. Kernemekanikkerne er meget underholdende, og styringen føles skønt. Dette bliver desværre holdt tilbage er en række kedelige animationer, og selvom der er en fin indholdsmængde, er det klart at spillet er sat op til at trække flere penge ud af brugerne.