Mario Party DS

Mario Party, en spilserie der rækker over maskingenerationer, er tilbage og udkommer denne gang på Nintendo DS. Og hvis man bare kender lidt til serien bliver man ikke overrasket. Til dem der ikke kender serien, har jeg tilladt mig at udfærdige en lignelse.

Forstil dig en dårlig fest. Lidt á la den Mr. Bean holder i den der nytårsudsendelse. Du kommer ind ad døren, og straks får du en papirshat på. Alt er anstrengt muntert, og folk prøver at undgå hinandens blikke. Man vil faktisk ikke genkendes. Stereoanlægget kværner melodier, der virker svagt tiltrækkende, men som i længden kan konkurrere med elevatormuzak i ren elendighed.

Underholdningen består i, at den største og mest ondskabsfulde mand du kender, har iscenesat et brætspil, der kombinerer en pakkeleg og et slag Ludo. Du kan næsten være sikker på, at hvis du får en pakke, får du et trælår og gaven bliver taget fra dig. Fik jeg nævnt at ingen af dem, du spiller med kender dig eller for den sags skyld bryder sig om dig? Nogenlunde således er Mario Party.

Mario og vennerne udviser dumhed i galaktiske proportioner, da de tror på at Bowser vil give dem et godt måltid. I stedet for lidt steg og is får de en krympestråle lige i synet. Ved at samle nogle himmelkrystaller kan de åbenbart få deres faste størrelse tilbage.

Og det er plottet, spillet har prøvet at pakke sig ind i. Og det er sådan set bare en undskyldning for at placere Marioslænget i omgivelser, der er som planket af {{Micro Machines}}. Man kan næsten høre, hvordan denne originale idé har fået gutterne hos Hudson til at klappe hinanden på ryggen.

Lad os få det af vejen med det samme. {{Mario Party DS}} er ikke sjovt. Viseren på Fest-O-Meteret skal immervæk stå uhyre lavt, hvis man kan overtale tre venner til at hive DSen frem og sidde i en gruppe og spille Mario Party DS. Det er lige inden folk foreslår, at man zapper hen på DR2 for at se hvad denne unge, kække Søren Ryge nu finder på. Og alene er spillet sjovt, som at se maling tørre. Her havde en online funktion have været gevaldigt smart.

Spillet er bygget op om en række spilleplader, hvor målet er at indsamle stjerner. Disse stjerner skal købes for guldmønter, og disse tjenes via succes i spillets mange minispil. Og det lyder jo sådan set meget tilforladeligt. Hvis det ikke var fordi spillene var utroligt kedelige og nogle gange så dårligt forklaret, at man kun kan sige "Ahva!?". Disse uinspirerende minispil gør så sandelig sit for at spillet ikke er sjovt, selv hvis man skulle skrabe tre venner sammen, der alligevel ikke har andet at tage sig til.

Single player bliver aldrig sjovt, da AIens eneste formål er at ydmyge dig. I stedet for at dele sol og vind lige, belønner de computerstyrede figurer hinanden, og gør ellers hvad de kan for at få dig til at tabe. Javist ville det da sikkert være sygt, hvis AIen konsekvent kun udfordrede sig selv og lod dig side og trille tommelfingre, men kunne det ikke have været balanceret lidt? Således at man sad med fornemmelsen af at der var en noget nær menneskelig intelligens i den anden ende? Og hvorfor dukker stjerner så hyppigt op foran modstanderen, men sjældent for en selv?

Samtidig ligger AIens intelligensniveau under 'Våd tepose', hvilket gør det specielt irriterende, når nogle af spillene kræver at man allierer sig med den. "Haha, der var Peach for langsom IGEN! Hvor er det her bare meget sjovere end at grave fnuller ud af navlen!"

Det hele er dog ikke så slemt endda. Grafikken er fin og farverig, selvom selve temaet ikke vinder nogen priser for banebrydende originalitet, mens der er et par ørehængere hist og her. Dog er figurernes stemmeskuespil yderst begrænset og spænder over kun et par forskellige udråb, hvilket hurtigt får fingeren til at søge efter volumekontrollen.Man skal dog spørge sig selv, om man grafik og lyd virkelig skal have lov til at redde et spil, der faktisk ikke er sjovt, er for langtrukkent, idet man er tvunget til at se modstanderne mose rundt på spillebrættet og som kræver en virkelig solid vennekreds.

Fans af Mario Party ved hvad de får og vil sikkert glæde sig over spillet og kræve mere, mens vi andre nok skal spørge os selv, om vi har lyst til at spille Mario Party, og om ikke Hudson snart skulle finde på noget andet og mere uskyldigt at spytte ud på markedet.