Manhunt

I en tid, hvor vold i computerspil igen er i fokus, trækker drengene fra Rockstar i kedeldragten og ifører sig ishockeymasken for at forarge og fortælle. Firmaet, der med både Grand Theft Auto og senere det dybt skuffende {State of Emergency} har formået at skubbe grænserne for, hvad der er acceptabelt, er tilbage med deres absolut mest voldelige spil til dato. {Manhunt} kredser omkring bestialske og groteske mord, hvor spilleren tvinges til at gøre drab til underholdning, og hvor den eneste vej ud af helvede er at møde éns værste mareridt ansigt til ansigt.

Manhunt har naturligvis allerede skabt furore verden over, og visse journalister har enddda måttet sende helt nyindkøbt pizza og cola retur. Men ikke Gamereactor. Og det er ikke, fordi redaktionen er specielt mere hårdfør end så mange andre. Nej, det er fordi Manhunt, på samme måde som Postal og andre ligeså usmagelige spil, er ondskabsfuldt, beskidt og nederdrægtigt på alle de forkerte måder. Det er påtaget som bare fanden, og det er blottet for enhver mulighed for at skræmme og forarge, fordi det grundlæggende prøver for hårdt og har for lidt under overfladen.

Historien i Manhunt tager afsæt i James Earl Cash, der skal henrettes ved hjælp af en dødelig indsprøjtning, men som reddes af den videoliderlige snuff-ekspert Mr. Starkweather, der, mod at få James til dræbe andre på åben skærm, vil lade ham beholde livet. Og hvis plottet lyder velkendt, så det fordi det delvist stjæler fra både The Running Man og Escape from New York. Oven i dette lægges en snært af 8mm - bare lige til at give den grafiske kant - og så er der ellers lagt op til ensidig hakken, kvælen og stikken. Men lige meget, hvor hårdt Rockstar prøver at gemme selve gameplayet under hektolitervis af blod, så går der ikke længe, før skelettet af et velkendt stealth-spil toner frem.

Efter den korte introduktion smides spilleren hovedkulds ud i Carcer Citys beskidte, underbelyste og graffitihærgede gader. En kort turtorial giver afklaring på de mest basale færdigheder i at lemlæste og dræbe, og så er det ellers bare om at bare at snige sig ind på det første reelle offer. Her render Manhunt ind i sit første problem. Spillets førstepersons-view som partout indfinder sig, hver gang man stopper op, er irriterende ud over det sædvanlige. Det er ikke svært at se, hvorfor Rockstar synes, det er nødvendigt for at orientere sig, men det konstante skift mellem views forvirrer mere, end det gavner. Dertil kommer den feature, der giver spilleren mulighed for at snige sig langs mure. Den virker ganske unødvendig, og vil for det meste bare ødelægge enhver mulighed for at liste sig ind på et givent offer.

Når det så lykkes at komme tæt på en af spillets fjender, nogle er mere farverige end andre, så træder snuff-elementet for alvor i fokus. Spilleren fristes til at vente i skyggerne og holde X-knappen nede. Jo længere tid, der ventes, jo mere voldsomt og bestialsk bliver mordet. Disse dødsscener gengives så via et hoppende og uskarpt overvågningskamera, der henleder tankerne på holdholdte sekvenser fra en overgearet amatørsplatterfilm. Nuancerne ligger i de våben, der bruges til at dræbe med. James kan bruge alt fra plastikposer til skarpe glasstumper og baseballbat. Senere hen rigtige skydevåben også plads i arsenalet, og dermed udvides paletten af uhumske dræbersekvenser. Men som nævnt tidligere, så bliver det aldrig ulækkert eller skræmmende, for historien er ikke til at finde efter fem minutter, mens blodet, knivene og chokeffekterne forgæves prøver at bære spillet videre.

Der er heller ikke nogen forløsning i selve gameplayet. Hvis du regner med at have hele byen som din legeplads, så kan du godt tro om. Rockstar har på den mest transparente facon lukket alt af. Carcer City er en by af lukkede rum, der på magisk vis åbner sig, som blodet spildes. Man gennes som et får fra område til område, og før en given opgave oplyses eventuelle våben i et sært lys, så de ikke er til at undgå. At opgaverne så heller ikke udvikler sig, virker mildest talt skuffende. En halv time med Manhunt er det samme som ti timer med Manhunt. Der er ganske enkelt ikke mere under overfladen.

Manhunt rammer dog plet på visse punkter. Atmosfæren i spillet er pragtfuld. Den visuelle gengivelse af en by i forfald, hvor gadebander ultimativt styrer, hvem der dør og hvordan, er blændende. Og kædet sammen med Mr. Starkweathers væsende og spydige stemme i øret, føler man sig til tider hensat til et makabert realityshow, hvor alt kan ske. Det samme gælder muligheden for at iføre sig et headset og på den måde blive James. Spilleren kan nemlig ved hjælp af lyde påkalde sig opmærksomhed, og derved lure de mest stupide fjolser i en fælde. I det hele taget er lydsiden af Manhunt ganske veludviklet. Som spillet udvikler sig, bliver disse fjender også bedre til at gennemskue, hvor James er, og hvad han er i gang med, hvilket gør, at man ikke kan bruge den samme taktik hele vejen igennem, så der er altså lidt at hente i AI'en.

Men det er stadig ikke nok til at holde Gamereactor fast foran fjernsynet. Manhunt er nemlig en gameplaymæssig narkose, der håber på at kunne glide igennem nåleøjet ved at være vildt, blodigt og uhumsk. Spillet formår ikke, som f.eks. {{Silent Hill} 3}, at trykke på de rigtige knapper i underbevidstheden, og derved fremstår det blot som en billig og nemt gennemskuelig splatterfilm, der læner sig op ad et tvivlsomt stealh-element.