Mandy

Den atypiske instruktør Panos Cosmatos siger selv: "Det interessante for mig er ikke hvad historien fortæller, men måden den bliver fortalt". Denne holdning bygger fundamentet for Mandy - en insta-kult-status film som undveg mainstream-biograferne, men blev et udbredt samtaleemne hos filmnørderne og markedsført gennem personlige anbefalinger. Og med god grund. Mandy vækker de samme følelser og minder som Quentin Tarantino og Robert Rodriguez nærmest har kapitaliseret på i hele deres filmrepertoire: Grindhouse, grynede billeder, motorsave, Heavy Metal, rape-revenge, Hellraiser og exploitation med neonfarver og lyden af overstyrede synthesizers. Panos Cosmatos arbejder med en mærkbar begejstring for fortidens b-film og skaber et visuelt omsluttende patchwork af frygt og mørke følelser.

I sin kerne er Mandy en simpel og ret underforklaret hævnfilm. Nicolas Cage spiller den indspiste og lavmælte skovhugger Red Miller som lever og ånder uendelig hengivent for sin kæreste, Mandy. En sekt af religiøse fanatikere får et godt øje for Mandy og kommer forbi deres hjem for at bortføre og adoptere hende til sekten - men noget går galt og hændelserne ender i et Reds blodige hævntogt mod sekten og dens forføriske leder, Jeremiah. Sekten har dog et partnerskab med sadistiske biker-dæmoner fra skoven, som Red må nedlægge før hans hævntørst kan blive stillet af sekt-medlemmernes blod. Det lyder grotesk og tosset - og det er det vitterligt også.

Som fim ånder Mandy primært for den klaustrofobiske stemning fremprovokeret med eksplosiv redigering, syntetisk lyssætning og et nihilistisk filmsprog hvor logikken ikke er hellig. Det ligner uomtvisteligt et uvirkeligt lag af dæmoniske drømme, lagt ovenpå en regulær virkelighed, og man overvejer om hele opsætningen er verden set gennem en gal mands øjne. I momentet ret forførende for filmelskere, men under laget af den paralyserende æstetik og buldrende lyd gemmer Mandy ikke på så meget andet. Når historien ikke har andet i sig, så udfordres vi ikke på det moralske plan, og Nicolas Cages fåtallige, mumlende replikker giver os ikke større følelser for manden og hans absurde mission.

Mandy er et særegent syn som har vakt opmærksomhed i markedet og rosende fraser fra kritikerne. Men, lader du dig ikke tryllebinde af Panos Cosmatos' groteske opsætning, får du muligvis en hul følelse af tomhed og manglende engagement. Kunsten er, at sovse publikum ind i optisk galskab der leverer knytnæveslag mod nethinden, men som samtidig taler til intellektet og bevarer fokus for karaktererne. Det er denne evne som har gjort Tarantino og George Miller leveringsdygtige af bizarre og brillante b-film gennem årtier. Hvis Panos Cosmatos skal op i samme liga, for han har tydeligvis gejsten, så skal han ændre ligningen. Det er ikke tilstrækkeligt hvordan en historie fortælles. Det er lige så vigtigt hvad der fortælles.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en enkelt making-of dokumentar.