Mandagsbrok

Du kender det sikkert: alt går galt, og selv vejret er ikke på din side. Mandag morgen har lige vist sit grumme ansigt, og der er nu en lang række trøstesløse dage forude, før du kan sole dig i skærmens hyggelige glød og endelig nyde weekenden.

Den eneste løsning er naturligvis, at brokke sig igennem dagen, mens man venter på lyset for enden af den lange, mørke hverdagstunnel.

Nu er vi på redaktionen så heldige, at arbejde med noget vi elsker, men det skal naturligvis ikke forhindre os i at tage del i mandagsritualet. Du er hermed sikret lidt brokbrændstof, såfremt dagen mod al forventning skulle vise sig fra sin gode side.

Jeg er træt af spil, der desperat kæmper for at tvinge en historie ned over et gameplay, der konstant indbyder til at blive ladt alene. Jo, vi er begyndt at se fremragende historiefortællinger i spil, Uncharted 2 tog skridtet i den rigtige retning med velfortalte karakterer og en spændende historie. {Heavy Rain} er næsten filmkunst, men hvad med alle de andre?

Hvorfor skal vi tvinges til at tygge drøv på en halvslidt filmefterligning, med tåkrummende stemmeskuespil bare fordi vi kan? Eller læse alenlange talebobler for at få eventyret?

Bob Dylan skriver ganske fine sangtekster, men det betyder ikke, at jeg er interesseret i samfundskritisk poesi i hver eneste forbandede ørehænger. Ikke alle emner egner sig til de store vidtløftige tanker eller påklistrede historier. Det ville jeg ønske, at spilbranchen kunne acceptere.

Eller hvorfor skal en udvikler svinge med armene, mens vedkommende lover den perfekte filmoplevelse? Er det ikke det samme som at sige, at spilmediet som udgangspunkt er mindre værd end film?

Vi behøver vel ikke at efterabe filmmediet? Heller ikke selvom det har vundet indpas og er blevet accepteret som en kunstform. Vi kan godt stå alene. Vi er gode nok.

Hvad siger I?