Mafia II

Ja. Jeg savner Vito, Joe og Henry. Udviklerne 2K Czech overdrev bestemt ikke, da de snakkede om hvor hårdt de havde arbejdet på at skabe menneskelige, troværdige figurer, som spilleren skal kunne relatere til og føle med. {Mafia II} er det mest filmiske actionspil jeg nogensinde har prøvet, og en spilmæssig fryd der er hver en krone værd. Lad mig forklare nærmere.

Her er en neoliberalistisk ide om et individualistisk syn på fremgang. Vito vælger at tage skæbnen i sin egen hånd. Han er træt af krig, død og ødelæggelse efter to års stædig kamp mod Mussolinis tropper, men har brug for penge. Hurtigt. Han falder ind i en kriminel løbebane, igen. Og før han ved af det, har han på tre måneder tjent flere penge end hans nyligt afdøde far gjorde i hele sit liv. Snart begynder korthuset at vakle. Loyaliteter afprøves, venskabsbånd slides op, og Vito oplever gangster-livets bagsider.

Samtidigt er Vito ikke den almindelige anti-helt, der ofte tager kommandoen i historien i spil som dette. Vito er faktisk omsorgsfuld, ansvarlig og generøs, men han drives af en individuel forpligtigelse til at nå sit maksimale potentiale uden at blive tynget af skyld. Jagten på lykke og fremgang bliver en voldsom en af slagsen, uden den småhyggelige humor fra det første spil. 2K Czech optegner en solrig og swingende 50'er-idyl, med et bagvedliggende mørke så kulsort, at selv Riddick havde taget et skridt væk. {Mafia II} er voldsomt og tungt. Spændende og stilistisk.

Det ville være enkelt at affærdige {Mafia II} som en alt for linær Grand Theft Auto-klon uden egentlig substans. Et 13 timer kort eventyr uden multiplayer ser på papiret dårligt ud sammenlignet med Rockstars kritikerhyldede gangsterepos. {Mafia II} kunne meget vel have været et skuldertræk, hvor kun den rasende smukke udgave af en perfekt designet by i 50'ernes USA kunne tilbyde nogen som helst værdi. Men her er så meget mere. Her bydes på meget andet end brylcreme og tung cigarretrøg.

Daniel Vavra, manuskriptforfatter og koncepleder for udviklingen af det svinedyre projekt, har længe talt om vanskelighederne ved i spilform at skabe menneskelige karakterer med hjerte, hjerne og dybde. I {Mafia II} lykkes dette med bravour, og efter få timer drømmer man sig bort og tager hånd om Vito som den fantastiek gangstertype han er. Hans karismatiske og naive makker Joe bliver ens bedste ven, som man stoler på i tykt og tyndt, og deres forhold bliver en vigtig del af historien og dens udvikling.

På sædvanlig maner begynder {Mafia II} forsigtigt. Tøvende. Et barslagsmål her, et biltyveri der. Vitos karriere som gangster starter blødt ud, og strukturelt gør 2K Czech det helt rigtige, når de styrer historien på mere fokuseret vis end eksempelvis Rockstar gør. Hver mellemsekvens er som en belønning, klipningen er sindrig, og rent dramaturgisk er det kun filmbidderne i Uncharted 2, der når {Mafia II} til sokkeholderne. Stemmeskuespillet er genialt, dialogen er perfekt skrevet og leveret med en pondus, der kunne gøre selveste Scorsese grøn af misundelse.

Efter et par rystende timer i blodpølerne efter mafia-familiens overhoved, tilbydes Vito og Joe chancen for at udføre et storjob. Meget står på spil, men går alt godt, kan de begge blive medlemmer af familien. La Familia. {Mafia II} accelererer og åbner spilverdenen til en betydeligt mere omfattende type opgaver. En bombe skal placeres et i møderum og senere udløses fra skyskraberens tag. Et slagteri, der også går som torturkammer, indtages og brændes ned, og en bar skal smadres så en rivaliserende bande kan fatte budskabet.

Gameplaymæssigt er {Mafia II} brilliant, og har den bedste styring i noget sandkassespil, inklusiv såvel GTA IV som {Just Cause 2} og {Red Dead Redemption}. Ildkampene føles både problemfrie og spændende. Cover-systemet er genialt i sin banale enkelhed, og bilfysikken er ikke til at sætte en finger på. I såvel {Grand Theft Auto IV} som i {Just Cause 2} er der en nervøs flagren i hovedpersonens bevægelsesmønster, der sammen med en ilter revolverarm fører til nogle forvirrende ildkampe, i hvert fald ind til man har vænnet sig helt til styringen.

I {Mafia II} er der ikke brug for gameplay-petting når det kommer til at styre Vito perfekt gennem spillets ildkampe, da man umiddelbart føler sig hjemme med både styring, sigtet og knappernes placering. At kaste sig mellem brændende ølfad inde i et bryggeri er let som en leg, ligesom missionen hvor Vito i smart forkædning tvinges til at skyde sig vej ud af et vaskeri fyldt med skydegale lejesvende.

Og som jeg har nævnt tidligere er bilfysikken mindst lige så vellavet som styringen, når Vito bevæger sig til fods. At flyde rundt med tre tons støbejern på Empire Bays gader føles præcist lige så godt som jeg havde håbet på. Gyngende, tungt, klodset og med en masse uudnyttet drejningsmoment. Man bør fra start gå ind i menuerne og ændre indstillingen for bilernes opførsel til "simulation", for til fulde at kunne nyde bilfysikkens brillians.

Med Vito placeret i en nystjålen cabriolet (olivengrøn med læderindtræk), med vinden i håret og seks ultragale politibiler i hælene, så er {Mafia II} allerbedst. I radioen forklarer en jamrende Billy Holiday at kærlighed er svært, og bag mig hænger strisserne ud af vinduerne og skyder som vanvittige. Jeg sætter bilen i et højere gear, krænger den rundt om hjørnet og møder en ekstremt bred asfaltstribe med sømmet i bund, mens politiet støder sammen med en modkørende mejeribil.

Lige så hyggeligt er det at opleve Vitos hverdag, chille lidt derhjemme i den nyindkøbte forstadsvilla, drikke sodavand og spise skinesandwiches (iført tøfler og nattøj), mens man venter på at Joe skal ringe. Når han så ringer går turen til rådhuset, hvor nogle værdifulde dokumenter skal stjæles. {Mafia II} skifter fra solrig actionkavalkade til stilistisk stealth 'em up, inklusive snigen i skyggerne og dirkning af låse.

Opgaverne i {Mafia II} minder selvfølgelig om det første spil, samt om dem i samtlige Grand Theft Auto-dele. Faldskærmsspringene fra Gay Tony og bankrøveriet fra GTAIV mangler godt nok, men i stedet får man i 2K Czechs spil en mere sober, spændende og troværdig historie om venskab og loyalitet, hvilket i høj grad klæder {Mafia II}.

Alt er indpakket i utrolig flot designet grafik, som på den bedst tænkelige måde formidler en følelse af forhåbninger og tillid som USA var gennemsyret af efter krigens slutning. At cruise ned af Brewer Street i bydelen Little Italy i en nystjålen cabriolet, mens Dean Martin glider ud af højtalerne via radiokanalen Empire Radio, er en vidunderlig oplevelse, der kun overgås når jeg skyder mig igennem en kinesisk restaurant spækket med skydeglade Triad-gangstere, for at få at vide hvilken af makkerne der arbejder som FBI-informant.

Det skal dog siges at konsolversionen af {Mafia II} ikke kan konkurrere med oprindelsesspillet, lead-versionen... PC-spillet. Der hersker ingen tvivl om at det er PC-versionen, som udviklerne 2K Czech har satset mest på. På PC er grafikken betydeligt mere tjekket end på konsollerne, og det flyder også bedre, selv på en lidt ældre Dell XPS-laptop, som vi har på redaktionen. På PC er Empire Bay fyldt af mennesker, biler og støj, mens konsolversionen har været på slankekur. Xbox 360 og PlayStation 3-udgaverne trækkes med ustabil skærmopdatering og en hel del smudsede teksturer - hvilket ganske enkelt trækker karakteren ned i forhold til den velpolerede PC-version.

Stiller man konsolversionerne op mod hinanden, bliver det hurtigt tydeligt at Xbox 360-udgaven er den bedste af de to. Forskellene er ganske vist ikke særlig store, og karakteren gælder dem begge, Xbox-ottetalet er et stærkt et af slagsen, mens PlayStation 3-karakteren havner midt mellem en syver og en svag otter. På PlayStation 3 har man været nødsaget til at fjerne alt græs fra Empire Bay, samt alt blod, for at få spillet til at køre tilfredsstillende. Fysiksystemet har også været på slankekur, og især tøj og stof bevæger sig ikke så naturligt som på Xbox 360 og især PC.

I sidste ende er {Mafia II} til Xbox 360 og PlayStation 3 et rigtig godt actionspil, som man absolut bør opleve hvis man kan lide hårdkogte ildkampe og bryl creme. Men det er ikke genialt som PC-versionen, og alderen på vores konsoller begynder efterhånden at kunne mærkes for alvor.

Anmeldelse af Mafia II til PC