M.A.C.H.

For år tilbage blev der udgivet et spil der hed N-Gen Racing. Idéen bag spillet var åbenbart som følger: Der er masser af racerspil med biler. Biler kører ikke så hurtigt endda. Hvad bevæger sig hurtigt? Jagerfly! Er der nogen racerspil med jagerfly? Nej. Godt, så laver vi et! Spillet var underholdende nok, og nu bliver vi inviteret med på endnu en tur i jagerflyenes {Ridge Racer}, for {M.A.C.H.} er nok det tætteste N-Gen Racing kommer på en efterfølger.

Præmisset er såre simpelt: Et halvt dusin jagerfly tonser gennem ørkener og byer. Våben og andre herlige sager er spredt ud på banerne. Den der kommer først i mål, tjener flest points. Det er som så mange andre kart- og bilspil på markedet, bare med den lille krølle på halen, at det foregår i luften med store potente jagerfly. Og hvor plat det end måtte lyde, er det faktisk ret sjovt, om end noget tomt.

Præcis som vi kender det fra bilspil, er der en række ligaer der skal gennemføres før de næste løb kan prøves. En liga består af to eller flere løb, krydret med en kampdel, hvor det ikke handler om at flyve hurtigt men om at smadre sine modstandere. Hver gennemførte liga belønnes med et nyt fly og et pengebeløb, og dette beløb kan bruges til at opgradere flyene. Opgraderingerne strækker sig fra det fuldstændigt ubrugelige, som nye farver eller smarte klistermærker på flyet, til det mere nyttige som bedre motorer og mere potente våben.

Løbene er relativt lette, eftersom banerne er så utroligt nemme at lære. Der er ingen genveje og svingene kræver stort set ingen som helst evner at passere. Eftersom man kan flyve ekstra hurtigt hvis man flyver tæt på jorden, kræver det faktisk kun at man lejlighedsvis opsamler et våben for at komme gennem banerne.

Våbnene er, i kraft af det luftbårne tema, raketter i forskellige afskygninger. De er dog ikke særlig behjælpelige, eftersom man en stor del af spillet ligger i spidsen af feltet.

Måske derfor er der tilføjet en kampdel, hvor man kan duellere med sine modstandere. Som sagt handler det om at smadre sine modstandere, og her får man lov at lege med maskingeværer, målsøgende raketter, luftminer og sågar lasere. Det er hektisk, nemt at gå til og i sidste ende, ikke så sjovt som det kunne være. Det er reelt set bare en vild forvirring hvor alle skyder på alle, og mange af våbnene er næsten overflødige, idet det almindelige maskingevær næsten kan ødelægge alt.

Alt denne action bliver bundet sammen af en billedside der synes gearet mod én ting, nemlig fart. Miljøerne er uhyre simple og byder stort set ikke på nogen som helst form for øjenguf. Det bliver ikke hjulpet af, at der er så få fly og baner. Afvekslingen er til at overse.

Det største problem med M.A.C.H. er at singleplayerdelen er så tynd. Med mindre man mangler begge tommelfingre, er det svært at få rigtigt mange stryg af modstanderne, og selvom det er ret underholdende at gennemhulle jagerfly og undvige et missil via et enkelt knaptryk, er M.A.C.H.s levetid ret begrænset med mindre man har noget at spille med. Uden det, står man tilbage med et spil der er hurtigt gennemført, med få baner og meget lidt variation.