Løvernes Konge

Nu er det efterhånden en måneds tid siden den sidste Disney "live-action" genfortælling ankom i biograferne, men hellere sent en aldrig får den alligevel en anmeldelse kastet efter sin hale.
Når jeg nu skriver "live" i anførselstegn menes der naturligvis, at hele filmen er CGI, med undtagelse af et enkelt billede, nemlig det første klip i filmen. Dette er i sig selv noget imponerende: et ægte billede af Afrikas slette er uadskilleligt fra resten af filmen, der er designet på en computer. Og generelt er der ikke en finger at sætte på effekterne. Filmen er visuelt et mesterværk. Instruktør Jon Favreau (Tony Starks medarbejder, Happy Hogan i MCU) som også står bag Junglebogen har skabt en utroligt smuk film, endnu en gang.
Men i modsætning til Junglebogen, hvor plottet ligner den originale fortælling men alligevel tager nogle originale friheder, er Løvernes Konge nærmest en shot-for-shot remake. På trods af filmen er en halv time længere end den originale, er det svært at huske, hvad den tilføjer udover enkelte fyldescener og klassiske øjeblikke, der bliver trukket i langdrag. Ellers følger filmen i overvældende grad den originale, og adskiller sig primært ved sin "realistiske" tilgang til musiknumrene. I stedet for at have de store spektakulære sange og dansende dyr, forsøges der at blive holdt en mere autentisk tone, hvor dyrene agerer mindre tegnefilmsagtigt. Dette værende på trods af de naturligvis stadig bevæger munden som mennesker. Og taler. Og synger. Men i det mindste ser det realistisk ud.

Lig originalen er musikken produceret af Hans Zimmer og den er om end endnu bedre end før. Det samme kan man desværre ikke sige om de andre sange, hvor Scars sang lyder mere som poetry slam og Beyonces version af Elton Johns originale hit er lidt overdreven. Og den foregår i høje dagslys, på trods af at være kaldet "Can You Feel the Love Tonight". Skuespillet fra Beyonce og Donald Glover er OK, selvom det til tider kan være lidt vanskeligt at abstrahere fra Glovers bedste imitation af en "hvid stemme", særligt hvis man har set ham i andet som Atlanta, hvor han taler mere naturligt. Derudover var det særligt i starten af filmen vanskeligt at kunne lide Chiwetel Ejiofors (Scar) lyse stemme, der står i stærk kontrast til den originale dybe og brummende stemme fra Jeremy Irons. Seth Rogen, Billy Eichner og John Oliver gør det ret godt som hhv. Pumba, Timon og Zazu, der står for at levere det meste af filmens humor. Naturligvis falder de fleste replikker noget plat, men filmen er selvfølgelig også primært rettet mod børn. I det mindste får de ældre af os blandt publikum lov til at høre James Earl Jones' Mufasa endnu en gang. Og det var trods alt det vigtigste.

Når jeg nu sidder og skal bedømme denne film, er jeg på sin vis splittet. For på den ene side, synes jeg jo ikke, at man kan belønne en genfortælling med en høj karakter, når der ikke foregår nogen ny fortolkning af det tidligere værk. Filmen er i stedet nærmere tilsvarende en jubilæums-Blu-ray udgivelse, hvor effekterne (om end markant) er blevet opdaterede. Der er derfor intet nyt at finde i denne 25-års gamle fortælling. Men på den anden side, var jeg bestemt underholdt. Det var ren candyfloss til mit barndomshjerte.

Normalt ville jeg aldrig bruge de danske titler i en sådan anmeldelse, men dette illustrer måske allerbedst mit argument for at kunne lide filmen, som også er grunden til, at filmen allerede har omsat for over halvanden milliard USD. Nemlig nostalgi. Jeg, ligesom mange andre, er vokset op med Disneys tegnefilm og føler utroligt meget for dem. Særligt Løvernes Konge vil altid have en speciel plads i min barndom og huskes langt bedre end den var. Det er derfor ikke forfærdeligt for mig, at der ikke er blevet ændret meget på den originale fortælling. Det er jeg nemlig ikke sikker på, at jeg havde været klar til, selvom det som nævnt er mange år siden den blev set første gang.

Hvis originalen havde været en 8'er eller 9'er i min optik, er det svært at retfærdiggøre, at denne nye version skal have over en 6'er. Også selvom den er utroligt smukt lavet og er langt bedre end de andre genfortællinger, som Aladdin og Skønheden og Udyret. Men den falder alligevel lidt flad, ved fuldstændigt at følge formularen. Det kunne have været interessant, hvis den havde brugt sin ekstra halve time til at uddybe karakterers motivation eller personlighed, eller i det mindste forklaret hvad Scar hed, inden han fik sit ar. Der er mange aspekter filmen kunne have tilføjet uden at vende op og ned på den oprindelige version. Det er dog bestemt ikke sikkert, at jeg havde brudt mig mere om filmen, hvis den havde adskilt sig mere den gamle, men i det mindste havde det været en ny oplevelse. For som det står nu, vil jeg langt hellere gense originalen og synge med på de sange jeg kender.