Lost Planet: Extreme Condition

Biograffilm har en kæmpe indflydelse på japanske Keiji Inafune. Hver eneste gang han sætter sig ned for at designe et nyt spil, trækker han dybe spor direkte til biograflærredet. Og det er ikke altid hjemlandets klassikere, der trækker mest, men i stedet er det de stort anlagte, amerikanske kassesucceser, der tit er inspirationskilden. Fra Onimusha, der ganske vist foregik i det feudale Japen, men mest af alt mindede om en amerikansk actionfilm, med en asiatisk stjerne i hovedrollen over Dead Rising, der er en åbenlys hyldest til Romeros film om de levende døde og nu til Lost Planet, er der ingen tvivl om, at Inafune har et klaptræ flydende i årerne.

Måske virker Lost Planet ikke som om det er inspireret af filmens verden, men efter fem minutter med introen er der ingen tvivl: Lost Planet er den japanske udgave af James Camerons Aliens. Fra det øjeblik, du ser rumskibet stævne ud i galaksen, til det tidspunkt, hvor de første kolonier stables på benene og emigranterne møder planeten EDN III’s oprindelige beboere, bliver det hele krystalklart. Kampen for at overleve i et goldt miljø, der er fyldt til randen med Akrid, bliver omdrejningspunktet. Væbnet til tænderne med raketkastere, kuglespyttende maskingeværer og øredøvende granater, kaster du dig i rollen som Wayne, søn af en koloniens første beboere, ud i en dødsdans med Akrid-monstrene, en lang række pansrede, langbenede væsner med sylespidse tænder.

I øjeblikket snurrer en fem baner lang beta-udgave af Lost Planet i min maskine, og den giver en meget god indikation af, hvad spillet kommer til at indeholde. Hvor vi normalt får kraftigt beskårede baner uden mellemsekvenser tilsendt på redaktionen, så er denne seneste udgave reelt de første 2-3 timer af spillet, så atmosfæren og temaet kravlede lynhurtigt ind over huden på mig. Jeg får også med det samme svaret på, hvor spillet foregår, noget der ikke var til at pejle sig ind på i den første kode. De golde og ugæstfrie landskaber er ikke jordiske, men i stedet komplet fremmede. EDN III, som jordens befolkning kalder planeten, er det seneste sted, der er blevet koloniseret, og det er her slagene foregår. Historien holdes på et minimum og forklares reelt kun, før jeg iført en velforret jakke og pilothjelm, vandrer ud i de høje snedriver. Plottet står på forviklinger, bedrag og et væld af karismatiske karakterer - altså typisk Capcom.

Med fin puddersne op til anklerne og et varmt gevær i hænderne, begiver jeg mig gennem landskaberne. Demoen der kan hentes over Xbox Live Marketplace, er i denne kode spillets anden bane, og med kun et par ændringer, minder det hele uhyggeligt meget om det, du sikkert spillede dig igennem under årets E3-messe. Store udendørsområder bliver langsomt erstattet med parkeringskældre, lagerbygninger og smalle kløfter. Et par baner senere bruger jeg gentagende gange Waynes kabel til at bestige en række ruiner, før jeg havner midt i en Akrid-rede og må lade mit enorme maskingevær tale. Herefter en det en tur på en svæveplatform, før jeg står ansigt til ansigt med en af spillets bosser. På en slette støder jeg også ind i en kæmpemæssig sneorm, der insisterer på at jeg bliver dens eftermiddagsmad. Det hele er formidabelt lavet.

Visuelt er Lost Planet også lækkert. Til trods for temaet og tonsvis af sne, så leger Capcom med kræfterne i Xbox 360. Den funklende energi, der strømmer ud af monstrene som du skyder dem til plukfisk, den lyserøde aftenhimmel med en kæmpemæssig grålig rokke svævende i baggrunden og de smuldrende ruiner, er elegante. Selv mellemsekvenserne, der afspilles med spillets egen grafiske motor, ser indbydende ud. Det er ikke Gears of War, maskinens nok flotteste kraftpræstation til dato, men det er unægtelig solidt.

Desværre viser denne fem baner lange demo også en del svaghedstegn. Et opgraderingssystem, som der tales meget om på alverdens fansites, er ikke til at opstøve nogen steder i spillet. Wayne har de våben, som han nu engang har. Ikke engang nyt udstyr er til at opdrive. Vejen frem bliver i stedet velorganiseret action, men jeg savnede lidt noget mere dybde. Selv en så overfladisk serie som Devil May Cry, giver dig muligheden for flere forskellige, opgraderede våben og magier - Lost Planet giver dig bare flere kugler og flere monstre at bruge dem på. Selv T-Eng-aspektet, hvor du langsomt forvandles til en ispind, hvis du ikke samler den naturlige varmeenergi op, virker som et mislykket forsøg på at skabe lidt flere facetter i noget, der udelukkende er et actionspil. Efter de fem baner, jeg har spillet, higer jeg i hvert fald ikke efter mere, og sådan burde det næppe være?

Kan multiplayerdelen redde Lost Planet? Muligvis, jeg var i hvert fald svært begejstret over den, da jeg fik skrabet en time ind på kontoen under årets X06 i Barcelona. Balancen var eminent, følelsen af at møje hele horder af modspillere ned i en mech, virkede uendelig godt, og våbenudvalget (der naturligvis går igen i singleplayer) var tilpas varieret til, at der kunne stables nogle forskellige strategier på benene. Men er det nok? Det vil tiden vise, når Lost Planet udsendes i begyndelsen af år 2007.