Lost Planet 2
Richard Imenes tog til Monte Carlo for at se nærmere på Lost Planet 2. Hør alt om toeren der bliver grønnere, større og flottere end nogensinde før...
I et steghedt rum i Monte Carlo, sidder den europæiske presse bag tunge gardiner og venter spændt på spilproducer Jun Takeuchi, manden bag det kommende actionspil {Lost Planet 2}. Der er mange forskellige opfattelser omkring det første spil i serien, men de fleste er samtidig enige om, at det var et ganske udmærket tredjepersonsspil, hvor Wayne Holden brugte tunge våben, enorme mechs og sin faste partner zip-linen, for at få fat i den livsvigtige termiske energi, der skulle varme ham imod den vanvittige kulde på vinterplaneten EDN III.
Det første spil blev ikke kendt for dets varierede miljøer, da de fleste indeholdte uanede mængder sne og is. Og det var også derfor man, som spiller, havde brug for den termiske energi, det var nemlig hundekoldt. Sådan er det ikke i {Lost Planet 2}, hvor sneen er smeltet og planetens skove, grønne bakker og bjerge er blevet synlige. Omgivelserne er langt mere interaktive i denne omgang, og resultatet er et spil, der er langt flottere end sin forgænger. Ekslosionernes chokbølger får græsset til at lægge sig ned - og det ser imponerende ud. Men til trods for det noget mere venlige klima, så har du stadig brug for den termiske energi for at overleve, og den indsamles på samme måde, som altid; ved at nedslagte fjender i hobetal.
Historien vil Takeuchi ikke rigtig ind på, men han fortæller dog, at holdet i denne omgang mere fokuserer på hvordan befolkningsgrupperne på planeten lever. De er nødt til indbyrdes at kæmpe om den termiske energi for at overleve, da den er drivkraften bag alt det udstyr de benytter sig af, lige fra dragter til våben og skjold.
Der er også et udpræget fokus på samarbejde i denne omgang. Hver gang du spiller, er der altid fire spillere på skærmen samtidig. Dermed er der plads til dig og tre af dine gode venner. Og skulle du mod alt forventning mangle måske både venner og en bredbåndsforbindelse, så styrer de tre andre af spillets kunstige intelligens - ikke ulig firmaets skrækspil {Resident Evil} og den kvindelige agent Sheva Alomar.
Takeuchi tager joypaddet. Vi sidder i en båd på vej mod fastlandet. En flot, tung og ikke mindst grøn jungle dukker op foran os. Og jeg ser det med det samme; grafikken har virkelig fået et pift opad. Jeg kan næsten mærke luftfugtigheden og den sagte brise fra det levende sted.
Kontrollen er blevet modificeret for at gøre plads til et par nye tiltag, fortæller Takeuchi, uden egentlig at gå i dybden med dem. Men ellers er {Lost Planet 2} business as usual med våben, virtual suits, mech-rustning og den velkendte zip-line, der skal bruges til at hive dig op til ellers sværttilgængelige steder.
Efter at have løbet lidt rundt i junglen og skudt på lidt tilfældige småfjender, møder vi en akrid, en forvokset salamander med gule pigge på kroppen og en anelse for mange ben. Den er så tilpas stor, at den sagtens kan sluge et menneske helt, tænker jeg. Og i selvsamme sekund sluger den hovedpersonen. Resten af kampen foregår derfor indeni salamanderens krop, hvor vi angriber de indre organer og forsøger at ødelægge den. Efter nogle minutters kamp bryder monsteret endelig sammen. Hud og muskler smelter af skelettet - og alle fire gruppemedlemmer bryder ud i en sejrsdans.
Men så er demonstrationen også ovre. Takeuchi vil dog gerne lige vise, hvor fleksibelt karakterdesignsystemet er blevet i {Lost Planet 2}, hvilket han gør ved at forklare at hver figur er opbygget af hoved, brystkasse og ben. Disse er præget af forudbestemte elementer, der så igen kan sættes sammen, som spilleren måtte ønske det. Oven i dette, kan man også ændre på farvepaletten, ændre våbnene, ens egenskaber og tilføre ens spilfigur et skjold. Du kan endda vælge hvilke sejrsdanse og taunts din mand skal have. Som du gennemfører de mange baner i spillet, belønnes du med nye figurer, våben og kostumer, noget der gør, at du hele tiden kan videreudvikle din figur. Dog bliver du ikke bedre eller stærkere, uanset hvor meget du piller ved din karakter. Det er kun dine egne færdigheder der tæller.
De velkendte online-modes vender også tilbage i Lost Planet, men med mindst ligeså mange rettelser og forbedringer. Udvikleren går endda med planer om at lave mere indhold til spillet:
"Der vil højst sandsynligt komme en del download-materiale", siger Takeuchi og fortsætter "der er nemlig klare begrænsninger i DVD-formatet."
Efter at have siddet gennem demonstrationen af {Lost Planet 2}, klør det virkelig i fingrene for at få det mellem hænderne. Det fik vi ikke lov til på mini-messen i Monte Carlo, men vi blev lovet at det ville være muligt på E3. Omkring den tid hvor E3-messen starter op, skulle der endvidere være en demo klar til Xbox Live Marketplace, men flere detaljer blev det ikke til. Det samme gælder gisningerne om hvorvidt der også kommer en PlayStation 3-version af {Lost Planet 2}. Måske vil årets E3-messe været stedet, hvor Capcom løfter sløret for dette.
Gamereactor Danmark