Gamereactor

Gamereactor
Loretta Lynn – Van Lear Rose

Loretta Lynn – Van Lear Rose

Carsten har lytte nærmere til Loretta Lynns seneste skive, og er mere end normalt imponeret.

Hvad sker der, når man krydser ét af tidens unge, vilde garage-rockbands med en moden, hæderkronet countrysangerinde? Tja, når det gælder Loretta Lynns samarbejde med White Stripes-guitaristen Jack White, er der tale om et aldeles overbevisende album fyldt med både enkle og sagtmodige ballader og stort anlagt rock-poesi.

Loretta Lynn kommer fra beskedne kår i Kentycky. Hun blev gift allerede som 13-årig og har i alt seks børn. Efter sin mands død har hun dog holdt sig ude af rampelyset. Dette dramatiske livsforløb indgår i Loretta Lynns til dels selvbiografiske tekster til sangene på Van Lear Rose. Titelnummeret fortæller således, hvordan faderen fandt sit livs udkårne og ’Story of my life’ runder albummet smukt af med en nøgtern konstatering af, det i grunden ikke er gået hende så skævt: ’Not bad for this ol’ Kentucky girl I guess’. Hertil kommer flere skarpe sange, som ‘Mrs. Leroy Brown’, hvor den bedragede hustru spenderer alle mandens opsparede midler på en en enorm lyserød limousine - og ’Women’s prison’. Igen en bedraget hustru, der har skudt sin mand efter have fundet ham på en snask sammen én af sine veninder og nu er ved at blive spændt fast i den elektriske stol.

Det er naturligt at sammenligne Van Lear Rose med Rick Rubins formidable samarbejde med nu afdøde Johnny Cash. Hvor Rubin forfiner, forenkler og forstærker kendte kvaliteter går Loretta Lynn imidlertid nye veje. Hendes modne stemme går endda overraskende fint i spænd med klangene fra de unge musikere, der nok spiller enkelt, til tider spartansk, men som også til tider har haft lyttebøfferne lidt vel tæt på Daniel Lanois’ sarte lydkollager hos U2 og Bob Dylan.

Tilbage står dog under alle omstændigheder indtrykket af en sangerinde, der husker sin baggrund i minearbejder-miljøet i Kentucky. En sangerinde, der tydeligt befinder sig godt i selskab med et af tidens betydende unge bands. Respekt!

09 Gamereactor Danmark
9 / 10