Logitech Pop Keys
Logitechs nyeste tastatur er designet til de små, og med det for øje er det lykkedes.
Synes du at dit tastatur er lidt for kedeligt? Ja, okay måske synes netop du ikke - du har jo et Corsair K70 med mediefunktioner, aluminiumschassis, optiske switches og masser, og jeg mener masser, af RGB-lys.
Men måske synes en mere tilforladelig tastaturbruger at det traditionelle udvalg er blevet lidt Mac-ificeret, at det hele er blevet lidt hvidt-i-hvidt? For ikke at tale om børnene, der for alvor mangler pang.
Logitech går direkte efter de her livstrætte forbrugere, der har gået og manglet et farverigt indspark foran familiecomputeren. Meget rammende hedder det "Pop", og popper, det må man sige at det gør. Og fra start af er det altså farverne der imponerer - eller måske bare designet helt generelt.

Der er tre forskellige; en pastel-agtig lilla, en mere punchy gul og en dobbelt rød. Alle tre har uanede mængder blikfang, og er simpelthen nærmest direkte smukke at se på, mest af alt fordi de bare er så forfriskende, selv ved siden at Logitechs eget line-up af produkter.
Okay, så farver. Hvad mere? Jo, først og fremmest kræver det ikke nogen dybere visuel analyse for at kunne konstatere, at Logitech er gået efter et mere popart-agtig typewriter look her. Tastaturets caps er helt runde, og er faktisk mekaniske. De er ret bløde, og minder til dels om Cherrys Brown, og ude i højre side ser du afgørende funktionstaster erstattet med dedikerede emoji-taster. Utilgiveligt for nogle, kærkomment for andre.
Tastaturet har en 75%-profil, som ikke rigtig gør noget da der er dedikerede piletaster. Derudover er selve chassiset forholdsvis robust, selvom at det hele er udført i en afart blødt plastik. Det bruger AAA-batterier, og der loves tre års batterilevetid på et enkelt sæt. Du får også mulighed for at Bluetooth-parre med op til tre enheder, så der er som sådan ikke skåret ned på det helt fundamentale.
Så langt, så godt. Pop Keys er et farverigt, relativt funktionelt tastatur, der kombinerer komforten fra mere mekaniske taster med en overordentlig omgang personlighed, og der tilbydes stadig de samme fundamentale Logitech-fordele, såsom 2.4GHz/Bluetooth, parring med tre enheder og lang batterilevetid.

Men desværre kan vi ikke helt stoppe der. For for 700 kroner, så er der nogle enkelte observationer som er værd at dele. Først og fremmest er tasterne flotte, og relativt stabile, men selve switchen nedenunder er lidt løs, så er du ikke omstillingsparat så tager det lang tid at lære at blive hurtig på de her helt runde taster. Derudover er vores begyndt at vise slitage af selve symbolerne efter bare en uges brug. Jo, vi taster hele dagen, men de burde måske have været dobbeltstøbte, og det lader de ikke til at være.
Der er heller ingen måde at vinkle tastaturet på, så hældningen bliver mere behagelig. Det er ret ærgerligt, eftersom netop komfort lader til at være i højsædet. Og der er heller ingen bagbelysning.
For cirka 650 kroner, en 50 mindre end Pop Keys, der kan du eksempelvis få fingrene i NOS' C-450, som har Oetemu Red-switches. Jo, det er 60%, så du ofrer piletasterne, men her taler vi om et tastatur med færre kompromisser.
Men Pop Keys er nu stadig forfriskende, og agerer frisk pust for alle dem der kigger på Logitechs resterende line-up, og synes at det hele er lidt for kedeligt at se på. Der mangler ret basale funktioner som bagbelysning og højdejustering, som vil gøre at nogle vil kigge på det og føle at det er en kende rudimentært, men takket være sjove, runde taster, og en ret fin byggekvalitet, så er det samtidig let at elske.
Gamereactor Danmark