Logitech MX Master 3
Det er svært ikke at anse MX Master 3 som den perfekte mus, men én ting holder den tilbage - sin forgænger.
Det er ikke altid at vores hardware-anmeldelser har en så personlig dimension som denne, så se gerne i fingre med en ekstra subjektiv afstikker. Jeg elsker Logitech MX-serien, og har siden den spæde gymnasietid (som så ikke er alt for lang tid siden alligevel) slæbt rundt på en, fordi jeg simpelthen oplevede en effektiviseringsforøgelse af at bruge den, ligegyldig hvad arbejdsopgaven var fra en størrelse. Jeg brugte en MX til at aflevere mine skriftlige gymnaiseeksaminer, til at skrive min bachelor, til at spille {World of Warcraft} og til at komponere musik. Den har været med mig kloden rundt, og har været med til at levere et utal af tekster her til Gamereactor. Ja, indtil for nylig brugte jeg MX 2S som min primære arbejdsmus.
Det har været alsidigheden der har tiltrukket mig til netop denne, og ligegyldig hvilken anden mus der er droppet af på Gamereactor-kontoret, har jeg altid vendt snuden tilbage til MX - jeg er bare hurtigere sådan. Nu er en opdatering kommet, hvor S-undergrupperingen er blevet droppet, og i stedet hedder den bare "Logitech MX Master 3". Spørgsmålet er ikke om det er en fantastisk mus, men snarere - hvordan forbedrer du et fundament som i forvejen er så solidt?


Ved første øjekast er alt som det plejer. MX Master 3 er den samme højrehåndede kontormus med i alt otte ekstra knapper, et sidekørende hjul og mulighed for både trådet og trådløs brug. Men for en kender er der sket alverden. Først og fremmest har Logitech droppet selve rammen, og hele musen er nu et uniformt stykke plastik, snarere end en ramme der "holder" på den blødere gummioverflade som på 2S. Det giver både et mere æstetisk prangende udseende, som fremstår langt mere vinklet og skarpt, men som er præcis lige så behageligt som før. Gummilisterne i bunden er desuden blevet mindre, der sikrer mindre modstand når man bevæger musen, og tak for det. Og når ja, nu lader den med USB-C!
Det er dog i forhold til layoutet af knapperne, samt det ellers fabelagtige musehjul af de største ændringer er sket. To af de ekstra knapper på venstre side, der aktiveres med tommelfingeren er blevet redesignet, så de nu sidder i forlængelse af hinanden, og med klar adskillelse imellem, og det er så sandelig at foretrække sammenlignet med de to sammenpressede knapper vi fik før. Desuden er den notoriske bundklik, nemlig det der registreres når nu trykker tommelfingeren ned på den ergonomiske støtte lidt lettere at aktivere.
Musehjulet har altid været kronjuvelen, og selvom MX Master 3 tilbyder en helt ny tilgang, så er det præcis lige så funktionelt som før. Som altid kan du vælge imellem et helt gnidningsfrit hjul, eller med trinvis modstand, som naturligvis kan rulles ved det udsættes for nok vold. Denne gang er det dog et hjul der ikke er mekanisk som sådan, men igangsat af magneter. Logitech kalder det MagSpeed, og i virkeligheden er det elektromagnetisme der tager imod feedback fra din finger. De siger desuden at det er præcist nok til at stoppe på én pixel, og hurtigt nok til at scrolle 1000 linjer på et sekund.

Det er naturligvis varm luft til et punkt, men gud hvor er det tilfredsstillende at bruge, altså som ingen andre mus kan gøre det. Det er ikke bare både stort set lydløst, det er også dynamisk, i det software automatisk observerer hvor meget træk der skal være på dit unikke "scroll", og så kompenserer den derefter. Til produktionsbrug er det en landevending - dog bevæger vi os stadig i det lille spillerum imellem det i forvejen fantastiske fra MX Master 2S til... ja, mere fantastiske i MX Master 3.
Desuden ved Logitech godt at de her har en formel der fungerer i det store og hele. Derfor er det den samme Darkfield-sensor på 4000 DPI, samt de samme basale knapper. Du bruger samtidig musen på grundlæggende samme vis, og takket være MX Master 3 koster en 2S nu omkring 500 kroner, altså lidt over halvdelen, så bør man opgradere fra 2S til 3? Nej, det er nok ikke helt det værd. Hvis man dog arbejder med en kontormus hver dag, og denne ikke er en MX-mus, så skylder man sig selv at flyve ind på nettet, eller ned i butikken for at købe en, for den ændrer altså meget.
Gamereactor Danmark