Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Logitech MX Keys

Logitech MX Keys

Magnus har fundet ud af han foretrækker membrantastaturer, og derfor er han ret vild med Logitech MX Keys.

En anmeldelse af et tastatur som MX Keys kan ikke rigtig undgå at blive mere personlig end normalt. Her på Gamereactor er vi spilentusiaster, og de fleste af de ansatte her enten supplerer med eller fokuserer helhjertet på PC-platformen. Dertil kommer en naturlig affektion for mekaniske tastaturer, hvor den taktile, responsive feedback menes at være afgørende for en god oplevelse når man spiller.

Det er forståeligt nok - følelsen af at ramme en tast med et højt anslagspunkt og lidt mærkbar modstand gør det mere instinktivt at taste, og det kan, i sidste ende, være med til at skabe indlevelse. Netop på grund af sammenhængen imellem mekaniske tastaturer og spilbranchen modtager vi mange af præcis sådan nogle fra Razer, Steelseries og Corsair, og disse har jeg brugt til basalt kontorarbejde.

Men problemet er, at til netop produktionsmæssige arbejdesopgaver, så har jeg ikke kunne vende mig til det "hårde" og taktile anslag der er på en mekanisk tast. Enten igennem ren og skær tilvænning på tværs af et langt liv med membrantaster på diverse tastaturer, eller ganske almindelig præference. Derfor var det med stor glæde at vi for nylig modtog MX Keys fra Logitech, der lover at være et luksuriøst tastatur med hvad hårdkogte spilentusiaster vil kalde "mushy" membrantaster.

MX Keys fortsætter samme tradition som Logitech har grundlagt for mange år siden med deres luksus MX-serie. Den defineres først og fremmest af MX Master-musen, som ikke kun jeg men mange, anser som anser som værende den bedste kontormus på markedet. Faktisk anmeldte vi for nylig den seneste udgave, og kunne nærmest ikke få armene ned. Logitechs MX-serie er for den kræsne kontorarbejde, for dem der ønsker noget der er skabt til effektivitet på en travl arbejdsplads, men hvor der ikke nødvendigs slækkes på kvalitetsfølelsen.

Det er ikke første gang at Logitech forsøger sig med et tastatur i MX-serien, da de for en del år siden lancerede Craft, der appellerede direkte til skabere Det anmeldte vi også dengang, og roste godt nok det taktile, tilpasselige "hjul" i det øvre venstre hjørne af tastaturet. Dog kritiserede vi det dengang for den høje pris, en MSRP der stadig er på 1590 danske kroner. Du kan nærmest se MX Keys som et Craft uden det hjul, og prisen er derfor 899 i stedet.

Og hvad får du? Du får et uhyre robust chassis i aluminimum, der er vægtet til perfektion. Godt nok er tastaturet uhyre lavt, og kommer uden mulighed for at hæve det yderligere, men hvilepositionen hvorfra dine håndled sidder for at nå op til tasterne føles utrolig komfortabelt. Dog er det ret så skrabet at forbrugeren skal betale ekstra for en håndledsstøtte - prisen er i forvejen høj nok.

Selve tasterne har er udformet som skåle, altså en mindre fordybning for komfortens skyld, noget som Logitech kalder "Perfect Stroke"-tasterne. Entusiaster vil nok kalde dem bløde, men personligt er der lige præcis nok taktil feedback til at man absolut kan mærke at man slår en tast an. Desuden sidder de så lavt nede i chassiset, at man ikke føler at fingeren skal klatre op oven på tasten for at slå an, noget som jeg personligt synes giver anlæg til mange fejlslag på et mekanisk tastatur, nemlig at distancen imellem aktiveringen og hætten er så stor, at de sidder alt for hævet. Perfect Stroke-tasterne er bløde fordi de er designet til at være det, snarere end fordi det er billigere at producere, og her kan du mærke det.

Samtidig er tastaturet tætpakket med teknologi der kan spare dig tid. Du har tre bluetooth-profiler, der gør at du gnidningsfrit kan skifte fra 2.4GHz-senderen i computeren til en smartphone, til en tablet med et enkelt tryk på den dedikerede knap på tastaturet. Desuden er der Logitech Flow, der gør at du kan bruge tastatur og mus på flere desktops samtidig, hvor det nærmest ligner af det er en og samme computer du bruger.

Logitech siger desuden at tastaturet kan vare i hele 10 dage på én opladning, og jeg har brugt det i en uge uden at slukke det, og der er fortsat 40% strøm tilbage - altså et konservativt estimat. Desuden oplades det med USB-C - det er vist noget vi som forbrugere kan tillade os at forvente, men det er stadig rart at se.

Så hvis man nu, som jeg, foretrækker et membrantastatur at arbejde på, er MX Keys så pengene værd? Ja, det ville jeg sige. Kvalitetsfølelsen er ikke til at tage fejl af, og det var åbenlyst fra starten af, at jeg havde at gøre med noget ganske andet end et af de der billige tastatursæt, som Logitech også skaber. Jeg vil dog sige, at 899 er meget - måske også for meget, og ikke at inkludere en håndledsstøtte er lige frækt nok.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10