Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Logitech G533

Logitech G533

Trådløs kvalitet der er til at betale. Kim kigger nærmere på et endnu et Logitech-headset fra G-serien.

Selve headsettet er pænt, industrielt, afrundet og rent i sit udtryk. Mikrofonen følger dette designmantra ved at være kort og effektiv. Det er udført i kraftig plast, og jeg troede faktisk at det ville være en del dyrere end de 799,- man kan finde det til på nettet. Vejledende pris er da også 1.249,-, så det må siges at være lidt af en forskel.

Puderne er en mesh-stoftype, og er i min optik at foretrække frem for kunstlæder og andet der hurtigt bliver klæbende og ubehageligt ved længere tids brug. De kan i øvrigt tages af hvis man gerne vil rense dem, eller give dem i tur i vaskemaskinen, så det er jo fint. Headsettet er ganske komfortabelt og jeg var ret overrasket over at læse at det vejer 280 gram, for sådan føles det ikke, men det forklares måske med byggekvaliteten. Under selve hovedtelefonbøjlen er der noget skum der øger komforten.

Batteritiden er fin, omkring 20 timer kan den holde, men vigtigere, så holder batteriet utroligt godt når headsettet er slukket, så hvis man husker at slukke skal det lades relativt sjældent. Det indbyggede batteri kan i øvrigt udskiftes hvis det bliver for sløvt for cirka 70 kroner, det sidder i den højre ørekop. Det er et Lithium-ion Polymer batteri på 1100mAh.

Der er som ved stort set alle gaming headset ingen brugbar information at finde omkring enhedernes opbygning og materialekomposition, samme gælder for magnesystemet og ledningsføringen. Det er stadig et stort minus i min optik. Det er 40mm, frekvensopgivelsen er 20-20khz - her havde en frekvenskurve nok været en god ide.

Al betjening foregår på den venstre ørekop, og det er er også der at der er en microUSB-port der lader.

Via Logitechs LGS driver kan man pille ved funktionerne, det første jeg gjorde var at ændre drejehjulet der skruer op og ned for din egen stemme, og i stedet lave den til volumenkontrol. Det tog tre sekunder, og det er fornuftigt at man kan konfigurere tingene som man vil.

Mikrofonen er som sådan fin uden at imponere, den har det dog med at opfange lidt mere baggrundsstøj end hvad er optimalt. Dette kan være en sideeffekt af støjreduktionen, som ellers er fin, og kombineret med popfilteret foran selve mikrofonenheden giver det en ganske fornuftig talegengivelse. Det er en helt standard cardioid kondensatormikrofon, så ingen større nyskabelser der.

Den trådløse sender er en lille USB dongle, og der er etableret en 2.4 GHz-forbindelse via radiomodtager i headsettet. Det fungerer upåklageligt, og der var ikke udfald en eneste gang.

Der er DTS Headphone X surround, den er virtuel, men det er den mindst slemme af dem. Jeg er inderligt imod virtuel surround, men eftersom at mange spil er indspillet med surround lyd, så forstår jeg at man gerne vil opleve det. Jeg vil nu stadig foretrække ægte surroundlyd, eller Dolby Atmos - der kun understøttes af en håndfuld spil lige nu.

Lyden er en smule afrundet uden at blive for blød eller varm, den er klar uden at være transparent, og i det hele taget gør den tingene rigtig fint, men uden at man bliver blæst bagover eller sætter nye standarder.

Positioneringen sidder som den skal, og skud går igennem, klart og tydeligt. Vigtigst af alt, så er især metalklangen bevaret i skydespil, og der blev ikke observeret kompression selv når der foregik meget på en gang.

Det er svært ikke at blive imponeret over hvad der præsteres med tanke på pris, og ikke mindst at det er trådløst. Havde budgettet været ubegrænset var det noget andet, men som det er nu hvor det udbydes helt ned til 799,-, så er det svært at se at man umiddelbart kan få noget bedre trådløst i samme prisklasse.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10